Patient A

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9851
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Patient A

Indlæg af Berti Stravonsky »

Cover.jpg

At dø, at sove. Kun det.

Når jeg ser fodbold, er det meget mere end blot en kamp og en dyst mellem to parter. Jeg ser mere end det. Der er taktik, omstillinger, faste opgaver designet til enkelte spillere, der er dybdeløb, variation i standardsituationer, alle de beskidte og nødvendige kneb og selvfølgelig de ydre faktorer. Her tænker jeg på forventningspres, statistik, trænerens input før og under kampen, tilskuernes følelser, vejrliget, banens beskaffenhed, dommerens dagsform og nidkærhed samt naturligvis alle de menneskelige faktorer plus de ubekendte, held og uheld, skader, den enkelte spillers mentale og fysiske tilstand og undervejs sker det, at alt går op i en højere enhed, og kampen får sat sig som en uforglemmelig stund i min hjerne. Fodbold er simpelthen blevet mit spil, og jeg kan genkalde mig kampdage og kampforløb, der ligger langt tilbage, og for at sætte en kontrast op, så glemte jeg min kærestes fødselsdag i søndags. Fodbold er min sport. Og selv kedelige 0-0’ere kan rumme intensitet, forskellige kampe i kampen og kun ganske få gange har jeg følt, at jeg har spildt tiden.

Denne spegede start for at fortælle, at jeg har det lidt på samme måde med litteratur. Der findes ikke noget endeligt slutprodukt, og det er alt for fattigt blot at lægge et værk fra sig, og give den en tommelfinger op eller ned. Bøger har også deres helt eget liv, altså i mit sind, og det kan virke omsonst og trist, blot at læse og lægge væk. Bøger, som andet kunst, må gerne prikke og pirre, og glæde, muntre, forvirre, forføre og skabe nyt. Allerbedst er det, når mange af enhederne flyder sammen og bliver til en helhed.

Jeg har lige læst en fremragende bog, en herlig tegneserie. Titlen er lang og knudret, og selvom jeg vitterligt har forsøgt, så kan jeg ikke gengive titlen fuldt ud. Jeg bliver nødt til at snyde og kigge.

Paulus Hegesippe Adelard Ladislas, greve af Champignac, og så selve titlen, Patient A.

Jeg vælger at medtage alle navnene, og selvom de ikke er en del af titlen, så vælger jeg at de er.

Allerede der en særlig herlig krølle, for for pokker da. Sikken en start. Hvilken forfatter ville vælge en så knudret indledning? Jo, hør her. Denne særlige krølle er en finte, der fortæller mig, at jeg nu skal i gang med en ganske særlig sag. Som kontrast tænker jeg på mine elskede drengebøger, der næsten alle havde samme stereotype indledning. De 5 og et eller andet, eller Den mystiske dit eller mystiske dat. Allerede på forsiden af Patient A har min hjerne overgivet sig, og jeg går til læsningen med nysgerrighed og lyst. Dette album vil bringe mig godt, tænker jeg.

Inden jeg læser, så stopper jeg ved coverets forside og bagside. Jeg bemærker hagekors, piller og svampe, orange farver og sorte skove, et køretøj i frøperspektiv og flere personer med øjne, der kigger alle andre steder end på mig. Til venstre eller til højre. Der er distance, og det er fint, for inde i bogen, i kernen, bliver jeg klogere. Først skal jeg lukkes ind.

Det bliver jeg ikke helt på bagsiden. Illustrationen er ellers fin. Vi er i et køretøj, baggrunden er orange og man får følelsen af, at der køres dødstærkt. Til modsætning fra forsiden møder de tre herrers øjne mine. Det er tre aktører, som jeg skal møde. Det bliver voldsomt, tolker jeg. Stærkt.

Og jeg tænker, at disse karakterer vil mig ondt, altså ikke mig, for jeg er endnu ikke en del af hverken værk eller handlingen.

Nedenunder er der 12 linjer, men da bagsiden mestendels er brun og teksten lysebrun, og mit lys her ved skrivebordet ringe, så kan jeg næsten ikke læse, hvad der står. Der står måske endda for meget, og det skal man altid være varsom med. Jeg har flere gange oplevet, at læsere står af, snarere end på, hvis man får for meget at vide. Selv har jeg det ikke sådan. Men øv er det da, at jeg ikke helt kan læse. Småt står det, og jeg sprang linjerne over. Godt i grunden, for så er jeg klar.

Klar til læsningen.

Knæk sagde det, da jeg åbnede bogen og friske dufte sprang mine næsebor i møde. Innersleevet er rødt, og næsten usynligt her i det fattige lys, spækket med identiske kemiske formler. Først opdagede jeg det ikke, men så det så, og igen her, som jeg fortalte ovenfor med tilgangen til fodboldkampene, så er det et plus. Jeg bliver glad og overrasket over lidt som over meget, og når der også tænkes i de baner, så bliver mit læser-jeg glad. Jeg er i en verden af sukker, lidt lige som Palle alene i verden. Hvilket er herligt.

Selve ryggen er dog lidt kedelig. Sort har aldrig rigtig gjort noget godt for litteratur, og er kun marginalt bedre end hvide flader og hvide covers. Der står de rigtige ting. Forlag, titel, tegner og forfatter.

Jeg har næsten intet at berette om hverken tegner og forfatter, men så er det heldigt og godt, at man på forlagets hjemmeside kan få informationer om disse, og ja – ikke kun det. Der er eksempler fra bogen, fire sider i alt, og dette om tegneren og forfatteren. Jeg har tilladt mig at sakse:

”BeKa er et pseudonym for den franske forfatterduo Bertrand Escaich (f. 1975) og Caroline Roque (f. 1973). Allerede mens de læste henholdsvis naturvidenskab og kemi, begyndte de hver for sig at skrive manuskripter til tegneserier, og efter at de mødte hinanden på et kursus i afrikansk dans i 2001, har de skrevet sammen under pseudonymet BeKa eller Béka.

Den franske tegner og farvelægger Etiens fulde navn er David Etien (f. 1981). Hans fascination af Victoriatiden afspejles i tegneserien “Baker Street Kvartetten”. Han har blandt andet også tegnet niende album i serien “Jagten på tidsfuglen”. Han var også med til at lave tegnefilmudgaven af tegneserien “Persepolis”.”

Man må gerne sakse løs, og det er faktisk endnu en fin service, at man kan klikke ind på forlagenes præsentationer og læse og se om værker, man overvejer at anskaffe. Det giver mig endnu en reference til min elskede sport. Jeg lytter til Mediano inden og efter kampene. Jeg læser flittigt inden og efter kampene og på denne måde, bliver kampene mere fyldige og jeg, bilder jeg mig ind, mere vidende og indsigtsrig.

Fik jeg nævnt, at forlaget er Cobolt? Og at vi er i hardbackland, 48 sider i farver? Ikke rigtig, vel?

Men nu er det så gjort.

Jeg deler min læsning op i bidder. Det kan lyde åndssvagt og jeg kan ikke anbefale, at man gør det med fx film eller teater. For mig giver det god mening. Jeg er dog ikke religiøs omkring det, og enkelte gange sluger jeg alt råt. Det sker. Oftest dog ikke, og det der med bidderne er blevet en rar ting at gøre. Dels giver det mig tid til at tænke over min læsning, dels skaber det forventninger, og jeg aner ikke, hvorfra dette har sin rod. Men altså. Bøger har alle dage haft kapitler, så hvorfor ikke også tegneserier? Måske skyldes det at tiden er knap, og at man deler dagen op. Jeg gemmer gerne godbidder til mine stille alene-stunder, og der smager kaffen ekstra godt, og bogen med.

Når man sådan deler et værk op, så kan man dvæle ved enkelthederne. Som jeg længere oppe skrev, så sker det, at alle delelementerne samles (fordøjes), og bliver til et samlet hele. Lidt lige som puslespillene som søndagene, hvor først siderne og hjørnerne samles, så de klareste og enkleste bærende dele af spillet og til sidst alt det besværlige, græs, himmel mm.

Men altså enkeltheder. Og dem er der mange af, mange herlige. Først noterer jeg mig, at værket er en rammefortælling, sådan helt uden at være det. Vi starter og slutter samme sted, og for en bogorm og bogelsker, så er jeg ret glad for rammefortællinger. Det herlige ved rammer er, at man glemmer dem. Ulempen er dog, hvis man ikke gør.

Det næste jeg hæfter mig ved, er en ældgammel sandhed. Kvinder tænder på æggehoveder. Folk med omløb i pæren. Ja ja. Der er selvfølgelig alle hønsene, der forblindes af muskler, markerede ansigter og den slags, men tiden smadrer alt, også de gode udseender. Hjerne består. Lige indtil de ikke gør. For mig giver det god mening, at en lettere tyndhåret brillemand med et pjusket overskæg scorer over evne, og ender i sengen med en godte. Godte ja, for hun er veldrejet, vildt krøllet hår, fregner de rigtige steder og en truttekyssemund. Det er fint.

Humor er en vigtig ingrediens i livet. Livsvigtig, for nu at anlægge en filosofisk vinkel, og det demonstreres til fulde i starten, hvor vores greveven har dumpet en optagelsesprøve. Her var så endnu et nedslag. Endnu et sted, hvor jeg kunne sænke bogen, nyde kaffen og glæde mig.

Jeg springer lige. Jeg læste en anmeldelse (vistnok), eller også var det en kommentar fra Nummer 9. Det var noget med miskmask i forhold til det reelle og det fiktive. Jeg er sådan gummiindrettet, at jeg er til salg for fornuft og argumentation. Først 100 år senere danner jeg mig mine egne holdninger, og da jeg læste Nummer 9, så tænkte jeg. Tja, det er der da vist noget om. Men sådan tænker jeg ikke længere. Tegneserier og film og teater og bøger og… Ja, alt kunst er jo kunst, og som sådan hverken reelt eller naturligt og behøver heller ikke være det. Jeg siger kun cool og klapper i mine næver, når der lånes, plankes, inspireres, fortolkes, skabes nyt og det er for så vidt lige gyldigt, om det er The Beatles, Adolf Hitler eller noget tredje, hvor der er lånt, hentet lidt eller meget. Musen, den kunstneriske, er jo lidt af en bitch, og hun kan rette til efter behag. Husk, vi er i underholdningsindustrien og ikke på skolebænken eller andre akademiske steder. Virker det? Er det sjovt? Er det spændende? Hænger det sammen? Skulle det så være, at man har set det bedre før, bedre udført, mere sindrigt, mere sammenhængende, jamen det tager jo intet væk. Hverken fra værket i dine hænder, eller den bog, film eller teaterstykke, du end måtte have set.

Back on track.

De der nedslag, mine bidder. Jeg elsker også kontrasterne. Når der på den ene side gøres holdt, bare fordi nogle smukke svampe pryder en mark, og så få ruder senere, på den næste side, er skiftet gear, og nu er der fart over feltet. For mig at se, er det er illustrator der behersker sin teknik. Både hvad angår at tegne, og flere af tegningerne er flotte og fængende, samt formår at geare op og ned, stilstand, lidt bevægelse, fuld fart. Det virker. Nogle gange måske lidt omsonst, men for mig, der ikke kan tegne andet end lidt tændstikmænd, så overvældes jeg og tænker ’fedt’.

Jeg er også en sucker for ord. Helst i romaner og noveller, og ikke så meget i tegneserier. Her er det, for nu at tilegne disse næste ord en god anmelderkollega, tegningerne, som er bærende. Aldrig stående alene, blot bærende. Støttende, understøttende endda også. Og i dette album, som i plot og tanke minder om de gamle herlige tjubangkrigsfilm, hvor de gode skal befri nogle andre gode, og så stikke af fra de onde, er tegningerne fortrinlige. Ja, og farvelægning med. Jeg elsker når daggry har sine egne farver, jeg elsker, når flugtscenerne får fart og fartstregerne og perler af sved, helt uden ord eller forklaringer, bare overtager siderne. Jeg elsker, når Hitler vågner og ligner lort. Jeg elsker, når der zoomes ind på detaljerne, og at en nøgle i et nøglehul pludselig vises. Når der lige skæres bort fra det indlysende, og at vi læsere, enten via detaljer eller lydord (jeg elsker lydord), afledes.

Lad mig sige det mere præcist.

Her i Patient A får vi fine effektfulde og stemningsflotte tegninger.

Samt et plot, der egentlig er rimeligt straigt forward, med kærlighed, spænding og humor.

Der er kun få stille passager i albummet, og de er som en fodboldkamp at regne for enten halvlege eller afviklinger af standardsituationer. Der sker noget lige om lidt. Både i kampen og i albummet.

En enkelt ting savnede jeg. På side 30 er der fest i villa Göring, og her kunne jeg godt have tænkt mig, at se lidt dekadence, orgier, overdådighed samt mere til villaen. Alle de der detaljer, som der er, sådan et sted. Der er lysekroner, løver og levende musik. Blot får vi alt for lidt at se. Jeg savner snask, lækkert krimskrams. Duller der bliver knaldet af tyskere med monokler. Sådan noget.

Jeg er blevet ret vild med skotske Blair. Klog og lækker, ferm bag et rat. Jeg er også blevet fan og vild med billedkompositionerne. Flade smalle ruder nogle gange, og andre hvor billederne folder sig ud. Der er gode nærbilleder af ansigter, der er sex i brillerne og ondskab i tyskerøjnene. Der er mange gode ting, mange delelementer, som samlet giver en helhed.

Jeg sad også og glemte rammen, for kunsten tog over. Jeg sad også og glemte, at Grev Paulus og alle navnene blot er en spin-off.

Det er jo fantastisk. Jeg var begejstret for første omgang champions, og sørme også for denne her.

Et album hvor tiden ingenlunde er spildt, og som har beriget mig. Fem hjerter.

Titel: Patient A
Tegner: Etien
Tekst: Beka
Format: 48 sider i farver, hardcover
Forlag: Cobolt
Pris: 219, -
Isbn: 978-87-70858-75-5


Og her er fire sider fra albummet. Side 11, side 17, side 23 samt side 35.


Side 11.jpg
Side 17.jpg
Side 23.jpg
Side 35.jpg
Besvar