Infection Vol. 2 - En mand eller en hær

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8583
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Infection Vol. 2 - En mand eller en hær

Indlæg af Berti Stravonsky »

Inf2-side001-1-600x844.jpg

Du har sgu da lavet en halv robot ud af mig, dit store lokum!


Læg lige mærke til navnet Casper Sand. Der er skvulp i ham. Gode rare bølger med brus og friskhed.

Jeg har Infection Vol. 2 på bordet. En mand eller en hær er titlen, og inden jeg kaster mig over denne 66 sider lange sag, så vent lige. Find Casper på Facebook og se og lyt, for han fortæller finurligt om værket. Jeg elsker, når man lige går et par ekstra meter, og præsentationen og ordene gør, at jeg er endnu mere ’på’.

En mand og en hær udkommer den 7. maj. Mon ikke, at vi på Facebook og måske Caspers hjemmeside kan være med til at fejre det? Det tror jeg.

Målgruppen er børn i udskolingen. Der er friske farver, der er højt humør, der er gakkede gags, der er store svulstige barme og dejligt fut i fejemøget. Det er et slags tegneseriekinderæg hvor man går fra den ene herlighed til den næste, i form af en ungdommelig ungdomsstråle af både energi, slapstick, vold og action i gavmilde mængder. Allerede her ved du, at du ikke skal forvente andet end gejl og grin, og napper du den klare præmis, har du en perle af et album. Så drop den alvorlige hat og følg med så godt du kan.

Vi befinder os ombord på smuglerskibet M/S Camouflage. Alt ånder fred og ro. Dog kun i ganske kort tid. Der er spændinger internt, og midt i alt dette, kommer der ubudne gæster. Ikke med fred, og så går det ellers over stok og sten. På ganske få sider får den korpulente enøjede smugler en på og med panden, og nærmest søgt druknet i håndvasken, vores bistert udseende helt forstyrres først sjovt af ’jeg sniger mig som en ninja’, og endelig af folk med våben i hænderne. Gustne typer der vil slå ihjel. Læg dertil at vores smuglermand tager bad næsten uden vand, han må gemme sit lem med en papegøje og…

Ja. Jeg har ikke engang nævnt den lyserøde blæksprutte, papegøjen der tror, den er en ged, en flyvende bil og at der faktisk skydes for at dræbe. Ingen fims her.

Kan du følge mig? Vi er i fine hænder. Der er fart på. Alt er tilladt og især første kapitel af de i alt tre er forrygende. Jeg vil ikke fortælle alt for meget om handlingen og alle de twist and turns der er, for det i sig selv ville være vildt og forkert. Men understrege at jeg er underholdt og nydt noget så vildt som at se en flammekaster sprutte med ild, en flammekaster inkorporeret i en arm, som så bliver en ekstra kropsdel.

Jeg er lige så blæst i hovedet af læsningen, som den stakkels herre, der blæses lige i knolden af våbnet fra før, en modificeret roks 3 flammekaster.

Og det bliver ved og ved. Som en cykel i medvind ned af bakke. Fejende, forrygende og enkelte gange for meget. Selvfølgelig lidt for meget. Men sådan er det, når man er drevet af en af de stærkeste drivmidler kendt af mennesket, hævn.

Så spring på og nyd det.

Det sidste af de tre kapitler har aldrig været udgivet før. I Infection 1 gik Casper fra webcomic til fysisk udgivelse, og det nye i 2’eren er altså spritnyt ikke tidligere udgivet materiale.

Som ekstra guf er der sidst 8 sider ekstramateriale med… ja, kommentarspor er vel et godt ord. Ekstrating, og det kan vi jo godt lide, os læsere.

I pressematerialet er også lidt mere spas. En lille teaser om det kommende volume tre, samt to firkantede klistermærketing, som samlere vil være opmærksomme på. Jeg kender ikke oplaget på hverken Caspers første eller denne opfølger, men jeg anbefaler alle at stige med på vognen og nappe alt. Casper mener det alvorligt, og jeg er spændt på at følge med fra sidelinjen. Husk at genren er det der med hævn, og med de visuelle løjer, der allerede er åbnet for, og en tilsyneladende vild ud over stepperne fantasi, kan det kun blive godt.

Tegnestilen er sådan lidt manga, som ellers ikke er min allerbedste kop te. Men det går.

Farverne er fine, men mangler lidt liv. Jeg kunne godt tænke mig lidt mere skygge hist og pist, lidt mere dunkelt og mørkt. Men farver giver liv, om end lidt for mekanisk og stift sine steder.

Der skiftes synsvinkel og perspektiv, og det virker godt lejlighedsvist. Baggrundene hænger lidt. De bliver for tomme, og aldrig interessante sådan for alvor. Det samme kan med sige om farverne, som bliver for lyse og det der neon-noget gør sjældent noget godt. Uden at skulle lede efter huller i osten, så kunne jeg godt have tænkt mig, at der skrues ned for det lyse i farverne, og at der dykkes mere ned i mørket, i det tunge, det grimme og smudsige. Hævn er hævn, og her er lys forkert.

Coveret giver et godt billede af værkets indhold. Hulter til bulter er det. Men samtidig også sjovt og vildt. Kraniet øverst kan jeg lide, og så har jeg fået en slags mandeforelskelse i vores grønklædte piberygende (af en årsag) helt. Der er noget Quark over ham, og det er afgjort et plus.

Bagsidens komposition kan jeg mægtig godt lide. En mindre armada på vej, en forklarende tekst, en sørgmodig barmfager tøs og nederst kanyler eller våben. Jeg ved det ikke, men jeg er nysgerrig.

Nysgerrig er jo det, som katten døde af, lyder talemåden. Nysgerrighed er også et drive, og jeg ser bestemt frem imod fortsættelsen. Det skal nok blive festligt. Og lad os endelig få mere vold, blod og den slags.

Min indledning er positiv og det holder jeg fast ved. Der er noget løbsk over det hele, og det giver god energi. Selvfølgelig vil erfarne tegneserielæsere savne både dybde og flere lag i karakterernes personlighed, men som ramasjang og action til de unge, er vi godt inde. Fire vilje hjerter bliver det til, for man er godt underholdt. Jeg og min dreng syntes, at det til tider blev lidt for vildt, men hans adrenalinspejl blev udfordret, og det er bestemt et plus. Derfor de fire vilde hjerter.

Titel: Infection Vol. 2 – En mand eller en hær
Tekst: Casper Sand
Illustrationer: Casper Sand
Forlag: Global Waste Publishing
Format: Softcover, 176 x 250 mm, 66 sider i farver med bonusmateriale til sidst
Pris: 125, -
Isbn: 978-87-972189-1-4


e2side023.jpg
e2side035.jpg
Besvar