Far South

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8585
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Far South

Indlæg af Berti Stravonsky »

Far South 01 English E-voke cover layout-1622502637651.jpg

Gør du det, Rivarola. Fortæl legenden.

Kan du huske åbningsscenen i filmen Desperado? Robert Rodriguiz er manden bag, og vi skal tilbage til 1995. I åbningsscenen stinker der af råddenskab, af dårlig ånde, af sved. Ind kommer amerikaneren Steve Buchemi og har nosser af stål. Han er ikke velset, og stormer tilsyneladende imod enten tørre tæv eller dét, der er værre. Men så åbner han munden og fortæller en historie…

Jeg starter her, for da jeg sad med e-vokes herlige hardback ’Far South’, var det blandt andet dén film, jeg tænkte på. Både fordi filmen emmer af bad guys og bandeopgør, og fordi filmens grundtone sine steder minder om flere klassikere af filmskaberen Quentin Tarantino. Klassikere ja, det mener jeg. De tidlige.

Albummet ’Far South’ er råt kød. Der er ingen gyldne solnedgange. Ingen vindbrusende marker eller stille stunder af kærlighed og ømme kys.

Det er seks forskellige fortællinger, som alle har en række fællesnævnere og et fælles udgangspunkt. Nemlig langt mod syd. Der hvor lovens lange arm kan købes. Der hvor man slår kvinder. Der hvor man pisser i en spand. Her bag baren finder vi Montoya, firskåren, fedladen, og bag den tavse maske er der efterhånden ingenting. Som så mange andre, der har set livets skyggesider, har Montoya opbygget et panser. Intet kan trænge ind. Der er få regler. Barske men simple.

Seks fortællinger. Seks noveller. Brutale alle, og lægger man disse seks blodpuslespilsbrikker sammen, så har du et fortættet album. Barskt og uden særlige glæder. Folkene bag er uruguayaneren Rodolfo Santullu, som jeg kun kender fra Fyrre kister, samt Leandro Fernandez, fra nabolandet Argentina, som herhjemme er et ubeskrevet blad. Jeg har svært ved at forestille mig disse to som glade kærlige mennesker. Som fædre eller ægtemænd.

Historierne er rå og voldelige Aldrig udpenslede dog, og man bemærker at den røde blodfarve bare ikke er til stede. Blodet er mørkt, sort, grumset. Men ansigterne flækkes. Sparkes i stykker. Knytnæver og mere end det. Det er visuelt antismukt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, at den dunkle vold og fraværet af humanisme også er et råb til de rige lande. Vores verden. Os der lukker øjnene. Hvor volden bliver billeder på arbejdsløshed, fattigdom, udnyttelse, korruption, menneskehandel. Liv uden værdi. Hvor hver novelle, holdt i sine egne sparsomme golde farver. Hvid, sort og så én enkelt grundfarve.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke tanken, at hele det der gangstersetup er en metafor for udbytning, udnyttelse. Om det så er af naturen, af mennesket eller noget helt tredje. That may be.

Det kan naturligvis også ’blot’ være et realistisk bud på en verden, som jeg slet ikke kender til. Det ville give god mening, trods alt. Jeg har været sydpå og set og smagt og duftet råddenskaben og fattigdommen. Jeg har fx set White Trash i Sydafrika, jeg har set fattigdom i Argentina og Brasilien, og jeg har set afmagt og modbydeligheder østpå. Og med en streg der ikke er helt så forfinet i al sin rå enkelthed, som fx hos Hugo Pratt. Ja, måske er det ’blot’ en fortælling. Seks af slagsen.

Farverne har jeg det dobbelt med. Jeg bryder mig ikke helt om de stemninger, der professionelt manes frem, og fascinationen af hver enkelt fortællings afstumpethed får et ekstra skud af mismod og tristesse. Volden bliver aldrig flot og fejende, for visuelt er det bevidst holdt i de der få farver, og hverken baggrunde eller hverdagspassager fyldes med varme farver. Der er ikke orange appelsiner eller farverige frugter Far South. Der er ikke en varm gloende sol, eller smukke kvinders smukke farvestrålende kjoler. Fraværet af farver er en dyster spændetrøje, og der er intet forsonende ved albummets tone. Ikke engang spas eller sjov, som ellers ofte kan være en befriende faktor i tunge sager. Det er der bare ikke. Eller hov? Der ER humor. Den er bare anderledes. Den er ond. En mand på flugt over hustage. Frygten malet i ansigtet, men han undslipper sine to forfølgere. Herlig slutning, ikke sandt? Nogle gange undslipper musen katten. Men nix nej, for den jagede mand falder igennem et tag, og de to forfølgere griner. Og smadrer ham så bagefter.

Man kan selvfølgelig hævde, at der heller ikke skal være spas og løjer i albummet. Vi taler altså om en sydamerikansk gangsterhistorie. Her skal der ikke peppes noget op, og gøres flottere og mere spiseligt. Det skal man huske på.

Det er ikke et album, der vil elskes, kan man sige.

Kan vold og afstumpethed sælge og være underholdende? Ja da. Bestemt. Det synes jeg, kunsten talrige gange har vist os. Brett Easton Ellis’ American Psycho, som kvalte yuppiebevægelsen med blod og rotter, er et godt eksempel. Tarantinos Resevoir Dogs og Pulp Fiction for at nævne to klare fra filmens verden.

I de lag kommer Far South aldrig. Det er nok også lige voldsomt nok at ønske sig dette. Uretfærdigt også. Men albummet har sine perler. Hør selv:

Fortæl legenden er en af de seks fortællinger, og den holder jeg allermest af. En aften i regn dukker et skrivemenneske op, og efter sprut og penge, kommer der ord på bordet. Her tror jeg, at vores duo, Santullu og Fernandez rammer noget helt særligt. Jeg holder af den barske historie, og her kan man sagtens drage paralleller til alle andre steder på jorden, hvor et fåtal kan bestemme over de mange. Gøre hvad man nu end har lyst til. Slå de svage. Voldtage. Hærge.

Albummet, al sin distance til trods, er fyldt med ondskab og råddenskab.

Barfortællinger kan noget. Hver især næsten intet. Men samlet, som må stykker i ét stort stof. Hver især én farve, én fortælling. Men samlet altså et tæppe, og de mange stemningsforstærkere er tydeligt med til at markere en særlig stil. Den kan man så lide eller ej. Jeg kan.

Jeg elsker det grimme modbydelige svin på side 74, som uden strøm venter på sin skæbne. En fortid der indhenter ham. Den bedste følelse er ikke kærlighed, tro endelig ikke det. Den bedste følelse er hævn. Og hvad gør tyendet, når man ser det dumme svin af en herre, ham man har lavet mad til, og sikkert det, der er værre. Han ligger i en blodpøl. Bliver man forfærdet. Skriger man af angst og uro? Nej. Se selv på side 76.

Hver novelle indledes med et helsidesbillede. Her er der til gengæld farver. Og så fornemmer man, at Leandro Fernandez har talent, og at han yderst bevidst rammer den rå distancerende grimme stil. Der er nemlig lag i de der helsidestegninger. Fylde. Fine dimensioner.

Lad mig være dødærlig. Albummet er umiddelbart en tung trist sag. Men det insisterer på at blive læst og nydt mere end en gang. Med plottwists. Med en særlig sælsom stille ro til sidst. Bag baren.

Fire satans hjerter.

Titel: Far South
Tekst: Rodolfo Santullu
Illustrationer: Leandro Fernandez
Oversættelse: Lea Mejdahl Christiansen
Forlag: e-voke
Format: Hardback, 98 sider i farver, 33 x 23 cm
Pris: 189,-
Isbn: 978-87-93952-40-9


001.jpg
007.jpg
030.jpg
031.jpg
032.jpg
043.jpg
Besvar