Men er det sjovt

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9851
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Men er det sjovt

Indlæg af Berti Stravonsky »

Men-er-det-sjovt-forside-p.jpg
Men-er-det-sjovt-forside-p.jpg (37 KiB) Vist 1385 gange

Skal hendes læber være SÅ store?

Ganske passende er sidste ord i Gittes Skovs ’Men er det sjovt’ undskyld. Det burde stå på alles T-shirt, for hold da kæft hvor vi karter rundt og kvajer os. Vi krænker og pisser og skider på alle andre end os selv, og langt de fleste vader gennem livet uden at standse op og mærke efter. Samt se tilbage og lige sende et par undskyldninger afsted til alle de folk vi har krænket og pisset på og skidt på. Om det er distortion, vores behandling af de ældre, vores behandling af de unge, racisme, systemet, MeToo, Black Lives Matter…

Der er nok at tage fat på.

I Men er det sjovt møder vi bladtegner Gitte Skov i samtaler med sig selv og sin hund. Det lyder ikke sindsoprivende interessant, og for at gøre en lang historie kort, så er der ikke så meget at komme efter på de i alt 102 sider i sort og hvidt. Sjovt er det langtfra, og kun lejlighedsvist manes der til eftertanke. Jeg kan have haft en umanerlig træls dag, da jeg læste værket, og en ligeså træls dag, da jeg genlæste. Enten det eller også er jeg blevet alt for gammel til at tolke eller læse mellem linjerne. Jeg kedede mig for det meste.

Jeg er med på, at der i værket er de spidse penne, det desillusionerede i næsten alt, at der er hobevis af elementer man kan være knotten over, at de enkelte elementer behandles med en fin ironisk distance, som om at det er alt nok, hvis ting nævnes i en taleboble, og at…

Ja. Jeg er alt for hård i filten og gør Gitte Skov og bogen uret. Lad mig tage fat i siderne 41-50 som jeg læser som om, at Gitte ser sig selv og hendes forehavende udefra og ind. Symbolsk befriet fra lænken, og nu som hund sammen med andre hunde kan skue indad. Disse sider er nemlig herlige, og man kan næsten se det for sig, alle os der nu ikke er helt unge mere, men som endnu ikke er blevet bidt af magelighed og ligusterhæk. Vi kan forarges, vi kan ryste grene og vi kan sniffe hinanden i røven. Præcis som hunde, og vi kan skide lorte alle vegne og være ansvarsløse og lade andre rydde op efter os. De 10 sider er fine og løfter det ellers træge værk.

Der mangler nemlig et par hundebid. Noget hundeglammer. Det bliver alt for anonymt. Alt for stille. Og som tegneserieværk er anonymitet ikke et plus. Bogen stikker ikke ud. Bogen gør sikkert glæde hos et par stykker, og fint nok for det. Men den vil dø en stille død, præcis som det alt for stille liv, værket ellers prøver at pirke lidt til. Der mangler en Strid. En lille satan der rev borgerskabet rundt for en 20 år siden.

Handlingen? Der er ikke meget at berette. En kvinde midt i livet er på de sociale medier, og lægger dagligt et billede på Instagram. Som alle der er i det offentlige rum, bliver man nysgerrig efter effekten. Sætter man noget i gang? Er der bølgeskvulp? Er man noget? Men nej, næsten nej. Det der fix af få følgere og likes er varm luft, og hængebrystet fabulerer over småting, ofte i snak med sig selv eller den sørgmodige kæmpehund, der meget dovent og tilbagelænet serverer alle godbidderne. Kæmpehundens kommentarer er indsigtsfulde og tilpas tørre, og de aftryk den sætter, er med til at holde vores hovedperson ud. Sympatisk er hun dog, og sætningen lige før skal læses mere positivt, end sådan umiddelbart. Jeg kan sagtens identificere mig med bladtegneren, og dennes satiriske betragtninger.

Sjovt og tankevækkende, at sparringspartneren er menneskets bedste ven, et væsen der ellers overfladisk betragtet ikke er mange potter pis værd. Hvad siger det så om mennesket fx? Meget og intet på én og samme gang. Der er enkelte gange, hvor jeg tænkte på Nuser fra Radiserne, men om dette er tilfældigt eller ej, blæser lidt i vinden.

Tegningerne er smadderfine. Der er en tilpas skødesløshed over stregen. Som om at venstrehånden er i spil. Men det snyder. Vinklerne skifter, der skiftes ud mellem hvidt og sort, og siderne, selvom de jo i stil minder om hinanden, afviger og læseforløbet bliver aldrig monotont eller slidsomt. Der er ni ruder et sted, én et andet sted, der er skiftende perspektiver og bedst af alt en herlig hundebasse med et sørgmodigt udtryk. Det må være rart at være hund. Termen et hundeliv er jo befængt med negativitet, men tænk blot efter. Man sover, æder og skider, og kan slikke sig selv i skridtet og andre hunde med. Hvad er der ikke at holde af? Og det er fra broholmeren Frigg det sjove kommer. Jo mere anstrengt bladtegneren forsøger sig (og indrømmes skal det – det bliver aldrig ulideligt eller hysterisk. Det kunne man ellers frygte fra alle midaldrende kvinder og mænd. Forurettede, frustrerede, vrede the lot), des mere nede på jorden, på alle tænkelige måder, er vi. Tag fx side seks, hvor en af de helt centraler pointer bringes: Det der med indhold.

Det er et flot vink med en vognstang til alle os. Både os der krænker, og os der krænkes. Os der vil ses, og det er smukt og intelligent at tegneren og forfatteren Gitte Skov, sådan helt underspillet, gør os danskere opmærksom på hulheden i fx de sociale medier, hulheden i selviscenesættelsen, hulheden i alt der har med overflade at gøre.

Men alle gode takter til trods, og de fine (kedelige) tegninger med, så er Men er det sjovt en jævn sag. Der mangler power. Alt det underspillede og finurlige er som en mager discountbøf. Der mangler vitalitet.

Tre hundehjerter.

Titel: Men er det sjovt
Tekst og tegninger: Gitte Skov
Format: 104 sider i sort og hvidt
Forlag: Cobolt
Pris: 199,-
Isbn: 978-87-70858-63-2


Side 08.jpg
Side 09.jpg
Side 28.jpg
Side 29.jpg
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7159
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Men er det sjovt

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Ej, Berti, nu havde jeg troet, du ville have disset den på grund af det manglende spørgsmålstegn i titlen :lol:

Det skal blive sjovt (!) at se, hvem der synes, den er sjov, og hvem ikke.

Foreløbig har vi:

Felix Rothstein i Politiken: "Er det sjovt? Det er det bestemt."
Jakob Stegelmann i Weekendavisen: "Det er sådan set slet ikke sjovt, men så uhyggeligt som noget kan være."
Christian Aarestrup på Nummer9: "Ja, det er sjovt. Tegnet."
Splint på Bogrummet: "Det er morsomt og lidt tragikomisk".
Berti Stravonski i Serieland: "Sjovt er det langtfra."
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9851
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Re: Men er det sjovt

Indlæg af Berti Stravonsky »

Jeg har ret.

Og jeg var inde i overvejelserne, Carsten, i det med titlen. Bestemt.
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7159
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Men er det sjovt

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Berti Stravonsky skrev: 25. jun 2021, 06:31 Jeg har ret.
Selvfølgelig har du ret. Ligesom de andre :-)
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9851
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Re: Men er det sjovt

Indlæg af Berti Stravonsky »

Ping.
Besvar