Skyggerne over Sierra Madre

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 8635
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Skyggerne over Sierra Madre

Indlæg af Berti Stravonsky »

Billede

Billede

Billede




Jeg har intet glemt. Der var jer, der efterlod os!

Lad mig begynde et andet sted. Nyheden om de mange umarkerede grave ved flere canadiske skoler. Cirka 150.000 børn af indiansk afstamning blev fjernet, og som et led i en kulturel renselsesproces, eller hvis jeg skal være mere direkte, en konkret opdragelsesproces, skulle disse børn ’lære’ at være rigtige canadiere.

Et er at blive fjernet hjemmefra. Det er grusomt og umenneskeligt nok i sig selv. Men fysisk afstraffelse, seksuel udnyttelse og andre beskidte unoder er der også meldinger om. Det har været modbydeligt. Herhjemme har vi også behandlet især grønlændere uværdigt, og vi har også vores genopdragelsessager. Her tænker jeg på Godhavnsdrengene. Frygteligt også.

Jeg indleder sådan, da jeg gerne vil tale om en forrygende serie, jeg just har læst. Også her er der elementer af grusomheder og rendyrket ondskab, som jeg slet og ret ikke forstår.

Forlaget er e-voke, og jeg melder allerede trumf ud nu. Den serie er god. Skyggerne over Sierra Madre er titlen, og jeg læste alle tre bøger i ét væk. Opslugt af handlingen. Frastødt også. Frastødt af den grumme afstumpethed der er i serien, og som fik mig til at indlede med de canadiske grusomheder. Frastødt ja, men også underligt fascineret af handlingen og de uhyggelige tegninger. De er der, væmmelighederne, og giver sådan en bund af indignation og ønske om retfærdighed.
Godt brændstof for en serie.

Og jeg var solgt allerede efter side 1.

Skyggerne over Sierra Madre er løseligt inspireret af virkelige begivenheder, som fandt sted i Mexico i 1920’erne og 30’erne, hvor der i bjergområdet Sierra Madre var stridigheder mellem mexicanere og de sidste frie apacheindianere. De sidste frie ja, for der VAR indgået forlig og fred mellem apacherne, og hovedparten var deporteret til reservater. Symbolet over dem alle, Geronimo, overgav sig i 1894 og blev anbragt i fangelejr. Og de sidste frie, kun få håndfulde, nægtede livet i fangenskab eller reservat, og de er dem, som e-vokes tre album handler om. Sådan by proxy. For selve handlingen og rammen har en anden hovedperson, Moroni Fenn. Professionel dræber og soldat, og vi møder ham i en skyttegrav. Tæt på død og udslettelse. Fanget af tysken.

Fenn overlever, og med alle krigens dæmoner med sig, kaster han sig på flasken.

Men tilværelsens nav er tilfældigt, og midt i en sø af bræk må Fenn lytte til en dom, dømt af De sidste dages hellige kirke (Mormoner): Fenn skal begive sig til bosættelserne i Colonia Juärez i Mexico, hvor han skal stå for sikkerheden. I den seneste tid er nybyggerne oplevet ufred og utryghed. Røver, politiske bander samt indianere udgør truslen.

Så Fenn må afsted.

En herlig start, der i sin grundsubstans vækker minder om Løjtnant Winston, ham I ved nok, som sidenhen fik navnet Mike S. Blueberry. Sammenligningen holder ikke længe, for der er en afgørende forskel. Vi ved, at Mike når skal klare alle ærter, uanset hvor vild en situation, han måtte befinde sig i. Sådan er det ikke helt i Skyggerne over Sierra Madre.

Jeg kom også til at tænke på Buddy Longway. Ikke et specifikt album, men mere selve serien, hvor man jo følger dagligdagen og hvor Derib optræder med dynamiske aktører. Sådan er det også i Skyggerne. I første album, Nina Bronca, møder vi ondskaben. Og ud af ondskaben træder, måske ikke seriens egentlige hovedperson, men så klart seriens omdrejningspunkt, Nina. En apachepige. Og her kommer der så noget af det, jeg ikke forstår hos visse andre mennesker.
Den der ondskab. Den der råhed og umenneskelighed. For at der ikke skal herske nogen misforståelser. Ninas apachenavn er Bui. I album 1 skifter det.

Ondskaben. På side 6 og på side 7, samt øverst side 14. Der møder vi det første gang. Et modbydeligt drab på en mor, og så en jagt på små børn. Dernæst, et par dage senere, er et af børnene, Nina (Bui), hovedattraktionen i et skue, hvor en hvid mand, Montejo, med pisk vil tvinge hende til at danse. Tilskuerne, børn og voksne, står i behørig afstand og kigger med. Ler og har det forrygende. Ondt og jeg bliver forfærdet og ramt. Denne slags fortsætter i alle tre album, og ingen har noget at lade andre høre. Det er en slags Deadwood i striber og ruder.

Som I Buddy Longway er der også i Skyggerne dynamik. Vi følger Fenn og Nina, samt endnu en bærende karakter, Merejildo Grijalva. En mand med en fortid og med dæmoner. Det er disse tre der danner familie og ramme, og havde det ikke været for omverdenen, ville alt være idyl og harmoni. Dels er der spændinger i det lille gudesamfund, dels er der apacherne…

Tag du bare de tre punktummer til sidst som et varsel. Fred og fordragelighed? Glem det.

Apacheindianerne er der hele tiden. Både konkret og direkte. Deres tilstedeværelse, det at de lige titter frem engang imellem, er et stort plus. Alfred Hitchcock sagde engang, at det virkelige gys virker bedst, når man mindst venter det. Jeg elsker, at der ikke er noget plidderpladder med romantik og sentimentalitet. Hvis en kvinde dræbes, så dræbes hun. Bum. Færdig. Ikke noget last action hero. Kniv i maven. Videre.

Det vil ikke tjene noget videre formål og pinde alt ud. Det siger sig selv, at Nina bliver større, og at Fenn både bliver gift og får et barn. Alt er godt, men så kommer de der punktummer ind i billedet. Egnens sidste apacher er nemlig ikke sådan at spøge med. Og når de hvide har taget et af deres børn, nemlig Bui, så er der hævn i luften. Tilværelsen er jo en speget fætter, og det går ikke altid retfærdigt til. Fenns barn, en dejlig lille dreng. Gæt hvad der sker med ham?

Og så er der ballade.

Denne ballade kulminerer i album tre, det bedste af de tre.

Det er værd at erindre sig, at tid er en løjerlig sag. Jeg har ofte tænkt, at det vilde vest BARE var det vilde vest, men sideløbende med indianerfejder, slå på tæven og drikke sig fuld i saloons, så er civilisationen jo kommet til Nordamerika. Og folk kunne køre i biler, se film i biografen og læse aviser og den slags. Det vises prægtigt og tankevækkende i det midterste album, Et Patio del Diablo, og på forunderlig måde mødes to tider. Først det vante vilde vesten, der hvor familien Fenn har sit live og kvaler, og så nutiden med fly, storvildtjægere og paradecowboys. Alt sammen superfedt kulminerende med indianerjagt fra luften. En ulige kamp, nok, men jeg siger ikke for hvem.

Vi har at gøre med en serie i tre album. Hardback, 48 sider pr. album, og tegningerne er holdt i en for mig personlig favorit, den realistiske stil. Visse steder noget ufærdigt eller løst, mest som om at antydningerne har været nok. Det kan jeg sagtens acceptere og holde af, ulempen er blot, at det så håndværksmæssigt fremstår en kende ufærdigt eller uforløst. Dog, jeg er jo stor fan af genren og holder vel alt op imod Blueberry, og så vil alt jo næsten blegne. Daniel Brecht er manden bag både illustrationer og farvelægning.

Plottet er seriens seksløber. Jeg elsker, at man stadig kan overraskes, og især album tre er overvældende. Manden bag er Philippe Nihoul, og ham vil jeg følge fremover. Med denne serie har westerngenren fået nyt krudt, og med de skrappe barske sager, er jeg fan. Visuelt lidt haltende, men som fortælling taler vi fuld firspring.

Sommersol og semifinaler og det er lang tid siden jeg har læst tre album i træk. Det skyldes, at jeg har været i godt selskab. Det udløser fem apachestjerner.

Titel: Skyggerne over Sierra Madre
Tekst: Philippe Nihoul
Illustrationer og farver: Daniel Brecht
Forlag: e-voke
Format: Hardback, 48 sider pr. album. Tre i alt.
Pris: 179,-
Isbn: 978-87-93952-37-9
TorbenB
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 197
Tilmeldt: 1. feb 2007, 22:31

Re: Skyggerne over Sierra Madre

Indlæg af TorbenB »

Apropos de rædsler fra Canada, du indleder med, så er de faktisk behandlet i tegneserieform. Joe Sacco har talt med folk, der var udsat for disse kostskoler. Han har lavet bogen "Paying the land" om disse indfødte folk, herunder kostskolernes rolle.

Mvh Torben
Besvar