Jeg er bare manden med de små glas.
Ja. Ja. Så har jeg fået kigget nærmere på Fatale, en ret lækker sag fra forlaget Mellemgaard. Titlen varsler ilde, og der er hverken lys eller mildhed i bogen. Den nok stærkeste onde drift i verden, hævn, er i spil, og der er en herlig uforsonlig og kynisk stemning på samtlige 136 farvesider.
Fatale er titlen, og værket bygger på Jean-Patrick Manchettes krimi af samme navn. Jeg havde ikke hørt eller læst om ham, men på Fatales bagside kan man læse, at han var en berømt krimiforfatter, med peak i 70’erne og 80’erne.
Genren er krimi, og det er bestemt en spændende fortælling. Jeg elsker ondskab. Især af den bestialske slags, hvor der ikke er plads eller tid til eftertanke eller sympati. Ondt er godt.
Lad os kigge på bogens ydre først. Stor og tung med et klart nydeligt professionelt snit. Tung er sådan lidt sjovt at skrive, men løft bogen når du får den, for den er vitterligt tung.
Rødt cover med en smuk kvinde fortil, samt en kæde med en krog. Her kommer jeg altid til at tænke på Tobe Hoopers klassiker fra 1974, Motorsavsmassakren. Men lad det nu bare være et sidespring, som ikke har noget med Fatale at gøre.
Men associationer er rare (eller skræmmende) at hive fat i, og min hjerne tænker i blod og ondskab.
Som klart tegner Fatale. Men tilbage til det ydre. Cover og bagside holdt i mørkt postkasserødt, ikke helt mørkt, men klart i den mørkere side. På bagsiden er der med hvid font syv linjer om indholdet, og så en illustration fra bogens indledning.
Tekst og illustration er fine appetitvækkere, og jeg fik lyst til at læse og kigge.
Ryggen klassisk sort med tegner og forfatter nævnt foruden titlen. Enkelt og smukt.
Fatale er altså baseret på en roman af Manchette, og blevet til et stemningsfyldt noir-album.
Dyster. Hård. Uforsonlig. Så hvis du søger blomster, kærlige stunder med blå himmel og latter, så går du galt i byen her. Omvendt – hvis man holder af klassiske sorte dystre fortællinger, så er Fatale et godt bud. Jeg er lidt splittet. Mørket kan også blive for mørkt.
Om end den mørkeblå farve også har noget over sig. Værket grundfarve er mørkeblåt, som en dyster skumring, og det er med til at fortætte stemningen. Enkelte steder sprøjter det røde blod, og det er smuk ond kunst sine steder, blandt andet et godt stykke inde i bogen, hvor en ældre sovende herre vækkes.
Vi møder en smuk enke, Amiée, og som altid når man stifter bekendtskab med en smuk kvinde, skal man lige tænke sig om. Der er som regel altid et eller andet, som den umiddelbare skønhed dækker over, og i Aimées tilfælde banker der et sort hævntørstigt hjerte. Hun slår simpelthen folk ihjel.
Styret af hævn. Styret af uretfærdighed. Helt konkret i en søvnig by. Hierarkier. Magtbalancer. Som en anden Charles Bronson fra de tidlige 70’ere startende med Death Wish og så videre.
Det er flot og brutalt fortalt og lige så flot tegnet. Stilen skal man vænne sig til, og især at det hele bare er mørkt og med et fravær af lys. Ude i naturen er træernes blade ikke grønne, snarere bruge og grå. Lys er der dog. Bestemt ikke meget og kun i glimt i form af gadelamper. Så velkommen i mørkeland.
Albummet fungerer fint. Persontegningen har en slags distance over sig, og snarere end at komme ind i fascinationens verden og identifikationens, så glider man over i ren umiddelbar modløs spænding. Hvilket er fint nok.
Jeg bryder mig ikke om tekstningen og den forklarende tekst. Jeg kan ikke forklare det, og det er især den forklarende tekst, der giver knopper. Fonten her er anderledes, og jeg kommer til at tænke på…
Ja. Hvad kommer jeg til at tænke på? Jo, maskinskrivning fra slut 70’erne og start 80’erne. Der er et eller andet fuldstændigt utjekket over det. Der er en overstemme der driver handlingen frem, og den er jeg ikke helt glad for. Jeg føler, at kunsten næsten forklares, og det trækker fra.
Jeg kan læse og mærke, at jeg er negativ. Øv. For albummet er godt. Og gør albummet uret med mine negative ord. Stilen holder, og Cabanes tegnestil er realistisk og grumset på samme tid. Præcis som vi mennesker ser ud. Ansigter fx er nemlig ikke bare enten-eller. De er både-og, og det skinner igennem. Der er en tristhed over fortællingen, et tempo der er fortællende snarere end visende, og det viser tegningerne især, som skaber den der satans dystre dyne. Det er helt ok.
Trægt ja, men aldrig langsomt. Dystert ja, men aldrig alt for tungt.
Det er svært at skrive positivt om negative ting. Det er det.
Der er ingen tvivl om Cabanes kvaliteter. Især er jeg glad for perspektivskiftene, som skaber et slags klaustrofobisk nærvær. Og så skifter vores bærende karakter ham. Hun kan spise, så man væmmes. Hun kan se forførende sexet ud, og selv midt i et drab, kan hendes læber og øjne få en til at tilgive alt.
De kvinder!
Nå – det må blive til fire gode mørke stjerner. Et fint album over gennemsnittet. Især når vi taler om tegningerne.
Titel: Fatale
Efter roman af: Jean Patrick Manchette
Bearbejdning: Max Cabanes og Doug Headline
Oversættelse: Jens Eichler Lorenzen
Forlag: Mellemgaard
Format: 136 sider i farver, hardback
Pris: 249,95,-
Isbn: 978-87-7575-046-7