Krisezone

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9892
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Krisezone

Indlæg af Berti Stravonsky »

Krisezone-forside-mockup-scaled.jpg

Jeg brød sammen og kneppede ham. Jeg kunne ikke lade være. Hans duft var for lækker.

Nu skal du bare høre. Jeg har her i julestilheden hygget mig med Simon Hanselmanns Krisezone. Det er en gevaldig moppedreng på næsten 300 sider, og hvis du tænker det er fyldigt, så bladr du videre til bogens slutning, hvor der kommer tegneseriehistoriens længste efterskrift, og også disse mange sider lægger godt til værkets overordnede stemning og stemme. Simon er gakket, dygtig og siderne emmer af kynisme, af humor og en fantastisk læsning af tiden og tidens mennesker.

Jeg er imponeret.

Det er et voldsomt værk at komme igennem, og man skal lige vænne sig til, at karaktererne ikke ligner os mennesker, men har fået antropomorfe tilføjelser. Dyr med menneskelige egenskaber og karaktertræk. Vænne sig, ja og det er faktisk ret let. Allerede efter få minutters læsning er ’den’ i skabet, og man tænker ikke så meget over det. Ulempen er nu, synes jeg, jeg enkelte gange måtte vende tilbage og lige sikre mig, at den og den karakter fx på side xxx også var den samme, som jeg læste om på side xx. Ikke fordi der ikke fra Simons pen er afvigelser, og at han cykler rundt og ikke tegner konsistent, men fordi min plagede hjerne er en vanehjerne, og at den er så gammel, at jeg lige skal sikre mig, at jeg er med.

Der er mange gode elementer at tage med fra værket. Jeg noterer mig, at mit instinktive forbehold overfor formen lynhurtigt forsvinder. Jeg noterer mig, at Simon er god til at udfordre grænser og at det faktisk ofte er ganske morsomt. Og at der er en, hvad skal jeg kalde det, ungdommelig legen med ord og netop grænser. På bogens bagside helt nederst kan man læse:

”Til de eventuelt overlevende bibliotekarer: kategoriseres under historie, gys og analsex.

Så jo – og det kan du tage som en forventning eller en advarsel.

Jeg anbefaler ubetinget, for der er masser af spas og finurligheder. Alt sammen med udgangspunkt i dagligdagen, selvfølgelig med afstikkere hist og her. Der er ikke så meget nyt at hente i værket. Dyr og væsener som skiller sig ud, har man jo læst og set før.

Der hvor Krisezone, og altså ikke krigszone, som ellers ligger nært, adskiller sig fra andre er, at omdrejningspunktet er lidt som at læse en dystopisk dagbog. Jo fordi kernen er et år med pandemien, og den drøner direkte ind i vores ansigter fra day one med et stort FUCK. Og så følger man ellers med i det univers, som Simon har arbejdet med og udviklet i en del år efterhånden. Et ganske anderledes univers med eksistenser med rod i både livet og andre, samt naturligvis sig selv.

Et slags horrorspejl på dig og mig og alle vores hemmelige tanker, lyster og drifter. Den gruppe af mennesker, som bare ikke ’passer’ ind i vores velfærdssystem. Folk på stoffer, folk på overførselsindkomst, folk som drikker. Hvis du skræller Facebookglansbillederne væk, hvor vi er smukke og vi hygger os, og faktisk taler med folk og ikke bare ’liker’ og overgår det vi ser med nye fotos og den slags, så vil du opleve en anden virkelighed. Uden at være helt så aparte, og uden at have helt samme komposition, og uden at virke indenfor samme felt, så er der noget David Lynch møder Matador i Krisezone. Det absurde møder det genkendelige, og begge dele, det knoldede ukendte og velkendte genkendelige er dele af os selv.

Det kan lyde søgt, men sad vi ikke på samme tid og enten hamstrede eller forarget så til, mens andre hamstrede? Sad vi ikke og korsede os over de første visirer og mundbind, og folk der nærmest sprang i flyverskjul, når man passerede dem.

Angsten tog over. Klart nok, når man tager turen op i helikopteren, for vi anede jo ikke, hvad der ville ske. Alle disse følelser får en ekstra tur i Simons herlige blender, og bliver håndteret både med kølig overbærende distance, samt det der helt særlige nærvær. Alt sammen syret set hvor samspillet mellem situationen, tegningerne og ordene ofte bliver helt perfekt.

Vi kommer vidt omkring:

MeToo, kønsidentitet, folks pludselige nye tilværelse, fyringer, angst og nervøsitet, alle størrelser der påvirkede os i mere eller mindre grad. Vi flødeskumsdanskere, der hygger med kage om søndagen og ellers bare passer os selv, også vi blev påvirkede, for alle blev påvirkede.

I pressematerialet skriver forlægger Torben Hansen, at Krisezone kunne være et godt bud, når folk om en del år, vil kigge tilbage på årene med Covid-19, så er Hanselmanns bog ikke helt skæv at hive frem. En nytårstale with a twist.

Jeg har ikke læst bogen i et stræk. Det kunne jeg ikke. Eller vrøvl. Det kunne jeg nu godt, men orkede ikke helt. På den måde fænger værket ikke. Små doser, tak. Som faktisk også er sådan værket blev til. Helt konkret blev Simon Hanselmanns Krisezone skabt i real-time, tegnet og udtænkt i perioden fra den 13. marts til den 23. december, og enkelte sider offentliggjort løbende på instagram. Her kunne Simons følgere være med, og endda bidrage med spørgsmål, ros og ris og flere af de over 100.000 følgere har udtrykt, at lige præcis Simons nedslag har været et fixpunkt, et løft i humøret og en ’det går nok alt sammen’. Kunst forener.

Tegningerne? Hvad med dem? Ja. De er jo grimme som et ondt ord. Sådan havde jeg først lyst til at skrive, men det er jo noget forpulet og forsimplet vrøvl. Simon kan både skrive og tegne, og man skal så lige forene sig med stilen. Hvor coveret er blæret og vitterligt bare er mesterligt gjort, hvor især de tunge mørke følelser kommer til udtryk, angst, desperation, modløshed, så er indholdet mere afdæmpet. Afdæmpet så ordene ofte får plads til at tage over, og der skabes en vekslen mellem ord der støder eller billeder der går ind. Det er en fin kunst at kunne.

Jeg skal ikke kunne sige, om Krisezoner forener. Næppe blandt konservative tegneserielæsere nej, men for alle andre, dem der ikke altid lige vælger den lige vej, og dem der tør bevæge sig uden for deres købekomfortzone, så er Krisezone et interessant sted at havne.

Med skal også, at værket jo blev asfalteret mens man kørte, for nu at lave en pendant til vores statsminister, og ikke er blevet til retrospektivt, altså der hvor eftertanken har haft tid til at blive dannet. Det er en ’live’ fortælling og et fantastisk nedslag i en usikker tid hvor alle komfortzone blev udfordret. Krisezone fik også en meget fin belønning, den fik en Eisner Award i kategorien web-comics og fik følgende flotte ord med på vejen:

”Crisis Zone is a product of its real-world moment in a way few other graphic novel can claim” samt “Born of generosity and desperation, Crisis Zone is the first great work of pandemic fiction”.

Citaterne er fra henholdsvis Publishers Weekly samt New York Times.

Mine afsluttende ord bliver disse: Krisezone er en fin lup at kigge på os selv på. Hvordan reagerer og agerer vi på tilværelsen, når den pludselig ændrer sig. Med sine ord og billeder vil Krisezone være et af de værker, der stikker ud. Både når der stille filosoferes og når bølgerne går lidt højt. Ja. Den er syret og ’for meget’, men passer SÅ fint ind i vores tid, og den måde vores verden både blev forandret, og ikke mindst forandrede os selv.

Fem gode kærlige hjerter.


Titel: Krisezone
Tekst: Simon Hanselmann
Illustrationer: Simon Hanselmann
Forlag: Forlæns
Format: Softcover - værk på 300 farvesider
Pris: 299,-
Isbn: 978-87-94035-06-4
Brugeravatar
GoogaMooga
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 23058
Tilmeldt: 17. feb 2005, 21:38

Re: Krisezone

Indlæg af GoogaMooga »

Virkelig god anmeldelse, Berti! Jeg overvejer stærkt, om jeg skal købe den.
"It's a mod, mod, mod, mod world, luv!" -- Twiggy
Brugeravatar
Robin
Brugerniveau 5
Brugerniveau 5
Indlæg: 4760
Tilmeldt: 5. mar 2008, 20:30
Geografisk sted: Bathulen

Re: Krisezone

Indlæg af Robin »

Enig. Fornemt!

mvh.
Så bli'r det ikke meget bedre - desformedelst!!! Ihvorvel!!!
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9892
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Re: Krisezone

Indlæg af Berti Stravonsky »

Ping.
Besvar