Det nye forlag Umff er kommet ud med tre udgivelser, det ene er samlebindet Word War X, som består af tre album og det første album er det eneste album som før har været udgivet på det danske marked. Samlebindet er en lækker udgave i høj kvalitet. Indbindingen er i hardback med tykt pap og med en forside som sammen med titlen tydeligt illustrerer hvilken slags historie man står med. Bagsiden er dog ikke særlig spændende og der mangler et endpaper, hvis det skulle være perfekt, men til hver historie er der en flot farvelagt forside i fuld størrelse som det hører hjemme i ethvert samlebind. Tegningerne er godt tegnet af Peter Snejbjerg med mange enkle tegninger af personerne tæt på, men også med gode afvekslinger, hvor der gøres mere ud af hvert panel så samlet står siderne flot. Farvelægningen er god i varme nye moderne farver og der er benyttet lækkert tykt mat papir i høj kvalitet. Albummet er mindre end normal album størrelse (21x28 cm). Alt i alt er det er en flot udgivelse.
Historien er en lang historie omkring Jordens kamp for ikke at bukke under for nogle monstre som pludselig dukker op og aliens har også deres rolle i historien samtidig med at både amerikanerne og russerne er indblandet. Handlingen starter starter dramatisk og så er handlingen i gang. Der er ikke nølen eller lidt trætte øjeblikke, der hvor jeg dog har nogle indsigelser er at man adskillelige gange kastes tilbage i tiden og bruger en del sider på at vise kaos og kampe en masse steder. Det hele er meget mystisk, der er mystiske eksistenser og man får kun lidt serveret hele tiden, hvilket er godt og historien skrider hele tiden fremad. Det som er knap så godt er at læseren desværre ikke indføres så godt i hvorfor det foregår og hvor de alle kommer fra, hvilke kræfter der er på spil og hvorfor. Jeg savner i den grad mere indsigt og forklaringer og det hele afsluttes med at jeg sidder med denne mangel når det hele slutter og en samlet følelse af at historien ikke er godt nok skruet sammen selv om den har mange fine øjeblikke.
Samlet er det en meget flot udgivelse i høj kvalitet og gode tegninger, men hvor historien halter en smule. Den er underholdende og rent karaktermæssigt er jeg på omkring 3 til 4 ud af 6. Historien trækker mod 3, mens alt andet trækker opad, jeg vil dog nøjes med karakteren 3 fordi historien er super vigtig for helhedsoplevelsen og jeg synes at de kunne have gennemarbejdet historien bedre og med nogle mindre tiltag kunne historien have stået væsentlig stærkere. Samlet er det et samlebind som anbefales.
Anmeldt af: Antaeus
Karakter: 3 ud af 6
Titel: World War X Den Samlede Udgave
Forlag: Umpff
Forfatter/tegner: Jerry Frissen/Peter Snejbjerg
Oversætter: Peter Snejberg
Form: Indbundet samlebind i farver, 21x28 cm, 152 sider
Udgivet: Frankrig/Danmark: 2013/2022
Pris: 268 kr.


