En Batgrisbog - Når grise flyver

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

En Batgrisbog - Når grise flyver

Indlæg af Berti Stravonsky »

Batgris-1-forside-p.jpg

Jeg er reptilmand nu. Fordi det lyder skidesejt!

At være anmelder er både skidt og kanel. Nogle gange er det lækre spændende udgivelser, og andre gange det modsatte, og så er det snarere pligtlæsning end lystlæsning.

En særlig positiv dimension er dog, at blandt de mange værker der falder ens vej, er værker som man ikke umiddelbart selv ville have valgt. Men så er den der, og man kigger i den, og vupti. En læseoplevelse rigere.

En herlig Batgrisbog er nu fordøjet. Titlen er ’Når grise flyver’, og den er jeg glad for, at jeg fik læst. Sådan umiddelbart en lidt småfjollet graphic novel om tre venner, og en elskelig lyserød gris, Gary, som lever et let og ubesværet liv. Han hygger sig. Spiser sandwich med velbehag, har ikke hverken travlt eller store tanker, og er tilfreds med sig livet. En ønskværdig position.

Gary er vores hovedperson, og han læser tegneserier, tager mudderbade, spiller kort og videospil og så en dag sker der noget. Han bliver bidt i grisetrynen, og fra det øjeblik af, er alt forandret. Døgnrytmen ændret, appetitten blevet større og han er blevet stærkere. Først tegn på det sidste er, da han iklæder sig sine underbukser og giver sig selv en Olfert.

Som Tom Hanks i filmen ’Big’ fra 1988, og som Hiroshi Nakahara i Jiro Taniguchis mesterværk ’Min fjerne barndomsby’ og som vores alle sammens Fedtmule og hans forvandling til Supermule, så er der sket en radikal forandring. En form for magi. Noget andet og noget nyt. En forandring dog forankret i, at individet indeni stadig er den samme. Samme samvittighed, samme værdisæt og samme personlighed.

Jeg nævner disse tre eksempler fordi de ligger lige for. Dermed ikke sagt, at Rob Harrell har skabt lignende store sager, for der er trods alt et stykke op, så er Når grise flyver bestemt ikke ueffen. Langtfra. Den er morsom og underfundig, godt spædet til med mandehumor, og det med Olferten er bare begyndelsen.

Selvom udgivelsen mestendels er til de yngre læsere, sådan skolens mellemtrin vil jeg mene, så er den også fornøjelig og vedkommende for en gammel gris som undertegnede. Jeg sad flere gange og gryntede med, og helt ophøjet blev jeg (for det bliver jeg altid, når jeg læser for og sammen med mine yngste børn), når vi sammen læste herhjemme på bjerget.

Der er flere gode ting at holde sig for øje. Det første der sprang i øjnene er et fortrinligt forfatterkneb, nemlig det med at man anvender flashbacks. Jeg var opmærksom på min yngste datter, om hun fangede det med at skifte fra nutid til datid.
Og det gjorde hun. Både fordi hun er godt læsevant og skrap, men også fordi det gøres så mesterligt i bogen. Vi starter simpelthen med en cliffhanger af de større. Vores batgris er i fare, i dødsfare. Med raketfart på vej imod den brændende og dræbende sol, og med en giftpille i maven, ja sådan indledes bogen.

Og så kommer knebet, vi går lidt tilbage i tid og læser om vores hovedperson, vennerne, omgivelserne, omstændighederne. For så lejlighedsvist at springe lidt frem og tilbage, hele tiden holdende læseren fanget, for dels er det godt fortalt og sjovt, det er også dødspændende. En mesterlig fortælling er det.

Når man får superkræfter, så er alt jo godt. Ikke sandt? Nej, ikke altid. For det er jo netop radikale ændringer og disse skal jo mestres. Man øver sig. Man prøver sig frem, og når man sådan er klædt på, for det bliver Gary også, så skal der jo en branding til. Inspireret af tegneserierne især, så skal der både være en superdragt og en slags slogan. Samt en mission. I disse tider hvor klimaet jo ofte er til debat, så kunne en mission jo være alle os der sviner. Men mere end det. Hvad med bandeordene fx eller dem der stjæler?

Der er nok at se til, og som sådan kunne anmeldelsen slutte.

Men det gør den ikke, for bagom og ind i fortællingen, så er der jo en del mere på spil. Her skal du forstå målgruppen, nemlig de yngre læsere, og de har jo, på samme måde som alle os andre, også eksistentielle ting at skulle forholde sig til. Venskaber især. Identitetsskabende venskaber, og vi følger ikke alene Gary, som jo er god og udrustet med en humanistisk vennesæl samvittighed, men også fiskevennen Carl.

Carl er en fantastisk skurk. Bag skurkerollen et lidt halvusikkert individ, og så er vi tilbage til det eksistentielle og der hvor Rob Harrels værk for alvor folder sig ud. For lige præcis i karakteren Carls væsen er der oceaner at hente. Vi taler altså kvalitetssamtaler med ens børn, og med garanti kvalitetstanker hos de små. Der er genkendelighed. Der er identifikation.
Vi kender det jo alle sammen, store som små. Følelse af at være valgt fra. Følelse af utilstrækkelighed. Følelse af misundelse. Følelse af styrke og magt, som jo kommer over Carl, når han vokser i skurkerollen.

Forstår du?

Fra en ganske umiddelbar børnefortælling går vi videre ind i børnesjælen. Ind i det dyb, hvor tanker og utryghed og identitet og alle de andre kæmpefølelser hvirvler rundt og langsomt danner et menneske.

Alt dette, og undskyld hvis jeg overfortolker, komprimeres i en skidesjov og tankevækkende sag for de 8 til 12-årige. Min Ragna er seks år gammel, og har naturligvis ikke hverken fattet eller gennemskuet alle lagene endnu, men kimen er sået.

Udstyrsmæssigt er vi i graphic novelland, og for mig er det ikke et minusord. Vi taler farver og hardback og over 200 sider, og så synes jeg, at det skinner klart igennem, at Rob Harrell både er en god fortæller, han er også i børnehøjde med sine læsere. Vi bliver ikke talt ned til, og heller ikke hen over hovedet af. Han anvender humor og dramaturgi, og der er plads til både de hæsblæsende sekvenser og de mere stille og tankevækkende stunder.

Inden bogen for alvor kommer i gang, er der en særlig passus til os læsere, og især til de yngre af slagsen. Der står:

”Til ale jer børn derude, som skriver historier og tegner: Bliv ved! Jeg mener, se bare her – en hel bog om en gris i en kappe. Hvis jeg kan gøre det, kan I også!

Jeg genlæser altid bøger for mine børn. Ikke kun læser, men genlæser. Og denne start har vi læst et par gange nu, og uden at det skal lyde alt for farklamt, så kan jeg se, at Robs ord gør indtryk.

God litteratur former tanker og idéer. Min tøs har fået inspiration af Batgrisen. Helt sikkert, og på målgruppens vegne giver jeg en glad børnefemmer i karakter.


Titel: Når grise flyver
Tekst: Rob Harrell
Illustrationer: Rob Harell
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 240 sider i farver
Oversat af: Dennis Jacob Rosenfeld
Pris: 199, -
Isbn: 978-87-7085-908-0


Batgris-side-9-p.jpg
Batgris-side-10-p.jpg
Batgris-side-11-p.jpg
Batgris-side-12-p.jpg
Besvar