Storm 5 - Kampen om jorden

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Storm 5 - Kampen om jorden

Indlæg af Berti Stravonsky »

Storm 05_cover_layout-1604846639941.jpg

Tvangsarbejdere! Stands denne nyttesløse kamp!

Med få tryk på taster og vupti, kan du se de mest spændende og nyeste film. Det er så let. Teknologien gør, at du mageligt kan vælge og vrage mellem alle dine yndlingsgenrer. Dramaer, krimier, gysere, romantiske film eller science fiction.

Tag nu sidstnævnte. Du kender med garanti til genren. Alt det der højteknologiske, alt det der dystopiske, alt det der med kunstig intelligens og meget mere. Alt sammen sat i scene i et ukendt og så alligevel kendt miljø. Fremtiden kom for længe siden, og om det er Ridley Scott der har præget dig, eller Moebius eller den i DR-monopolets dage populære britiske Månebase Alpha fra midt i 70’erne, så kender du genren, når du møder den.

Det fantastiske lille og alligevel kæmpestore forlag e-voke har jo taget det danske tegneserieunivers med storm, og Storm er navnet på den helt, der imod alle odds kæmper for at redde jorden. Det sker i endnu et forrygende ramasjangalbum, det femte af slagsen, som bærer den klassiske titel ’Kampen om jorden’.

Storm er måske velkendt af mange, men nok også ukendt af endnu flere. Stor tak til e-voke for at zoome ind på denne serie. Serien er bestemt ikke uden kvalitet, og så får vi jo, som med denne 5’er, jo noget ganske nyt. Kampen om jorden er ikke tidligere udgivet på dansk.

Albummet er knitrende nyt, og øverst midt ses de blodrøde fem bogstaver STORM. Det er krøniken fra dybets verden, men helt nede i dybet er vi nu ikke. Coveret viser tydeligt, hvad vi har i vente.

Glubske aggressive jagerfly på jagt, og vores to venner, Rødhår og Storm i skjul. For efter en kort et-sides tilbageblik er vi i nutiden. Azurierne har brutalt udryddet 75% af den menneskelige befolkning, og har reduceret den sidste fjerdedel til nomadestadiet. Sendt dem tilbage i udviklingen.

Ikke alle dog, og blandt disse finder vi vores to hovedpersoner. På flugt fra azurierne, som trods al deres fabelagtige og avancerede teknologi alligevel må give fortabt. Husk på, at vi er i en anden tid, en tid hvor man bestemt så skeptisk på fremtiden, og hvor man fabulerede over den grumme nære fremtid, og hvor man blandt andet opererer med strålingsbeskyttelsesdragter, lynspejl og strålekanoner.

Der opstår sammenstød, azurierne som jagtede Storm og Rødhår, falder selv i en fælde, og spærres inde. Men som i alle gode historier, så er der en slange i Paradis. Misundelse og jalousi kan ramme alle, og Balder, en ung dødstærk fuldskægget yndling lader sine dæmoner vinde over sig, og han slipper de tilfangetagne azurier fri. Dumt af ham, og han såres dødeligt. Hvad værre er, er Storm og Rødhår og de få mennesker nu ilde stedt. Deres position er kendt.

Ja. Du er med. Vi taler igen om hæsblæsende ufortyndet action, og du behøver ikke tænke over noget som helst – du kan blot lade dig suge ind i fart, angreb med øredøvende hvin, der hurtigt afløses af en dødsensfarlig vandretur i et sumpland imod en besat by. Fra thrill til thrill, og det uden dikkedarer.

Glem alt om ro og hvile, glem alt om tænksomhed og dybde, glem alt om logik, og foren dig med et herligt virvar af tjubang i en gigantisk genreblanding. Det ene øjeblik højteknologisk dødskamp i himlen, og så, på side 21, et blæret angreb i Ivanhoe-stil.

For det er dét, Storm er. Kæmpeaction. Hele tiden. Spændende og drabelige slag og som i et skakspil mellem to stærke ligemænd, så bølger det frem og tilbage. Visuelt får den heller ikke for lidt.

Et af Storms mange fortræffeligheder er nemlig det visuelle. Der spares ikke på farverne, og hver side, næsten, er et farvefyrværkeri. På side tre en brændende sol og smadrede rumskibe, på side syv dystert blodrødt i nederste højre hjørne, jagerfly i eksplosive morderiske togter, efterladende jordboernes lejr i flammer, et grønt sumpuhyre viser sig på side 19, Ivanhoe-agtige krigsscener to sider senere, og pludselig en irgrøn kæmpe på side 27, for blot to sider længere frem er alt ishvidt.

Så det dramatiske plot får fuldgod støtte af lækre illustrationer med fine skiftende farvenuancer. Alt sammen med til, at man som læser bare holder fast. Man er nemlig, som skrevet længere oppe, bare fanget. Lidt som en af de go’e gamle eventyrfilm. Plot og logik er sat ud af spil. Det er action og drama all the way, og det virker.

Naturligvis er det unuanceret og for meget, men for fanden da. Det er lige som nytårsaften. Vi nyder bulder og brag, og selvom det er tomme farvekalorier, så bliver vi mætte alligevel.
Storm underholder og har ikke andre formål end dette.

Det siger sig selv, at Storm har sine begrænsninger, og næppe høster mange eliteklap. Javist.

Det siger også sig selv, at Stormalbummene ikke skiller sig væsentligt ud fra hinanden, og at man selvfølgelig får nok på et tidspunkt.

Som hyggelæsning og som retrolæsning er det nu meget fint, og jeg glæder mig til at høvle albummet igennem sammen med min knægt på snart ni. Jeg husker, da vi læste Storm 0, og hvor begejstret han var. Og hvor glad jeg blev, da han måneder senere genkendte et nyt Stormalbum her på skrivebordet.

For Storm er til de ikke kræsne læsere, dem der stadig har så uendeligt meget tegneserieguf foran sig. Dem der ikke helt har det kronologiske overblik, og som kan forføres og betages af en god hurtigt fortalt fortælling.

Det lyder måske en kende nedladende, men det er ikke sådan ment. At underholde er ikke let, og et kvalitetsstempel i sig selv, og det får man i Storm, underholdning, adrenalinspejlet får et skud.
Storm er som Allan Falk, skabelonagtig, og uden karaktermæssig udvikling. Det er, hvad det er.

Jeg er blevet gammel. Jeg har tændt lys og de stærkeste briller på. Alligevel skal jeg have snuden helt ned i albummet, for mine trætte gamlemandsøjne har svært ved at læse fonten.

Det er klart over gennemsnittet indenfor actiongenren, og sådan nogenlunde gennemsnitligt hvad angår science fiction. Var det min dreng, som skulle give karakterer, så ville vi være højere end den 3’er, som jeg ender på. Kun tre, for samlet set er Kampen om jorden ikke på højde med de første Stormalbum.


Titel: Storm – Kampen om jorden
Tekst: Don Lawrence
Illustrationer: Dick Matena
Forlag: e-voke
Format: Hardcover, 56 sider i farver
Pris: 189,-
Isbn: 978-87-93952-69-0



Storm 05_side ex 09-1604846643924.jpg
Storm 05_side ex 10-1604846650969.jpg
Storm 05_side ex 11-1604846653752.jpg
Besvar