De er intet andet end en sadist. De vanærer min familie!
Det er et stykke tid siden, at jeg gav seks hjerter til en udgivelse, men nu kommer de, de seks hjerter. Jeg har læst forlaget Umpffs Carlota, og den røg direkte ind som en sublim læseoplevelse.
Hvordan skal man karakterisere den? Som et ægeskabsdrama? Som et hverdagsdrama? Som en storpolitisk indblanding i en kærlig relation imellem to mennesker? Måske lidt af det hele.
Carlota er titlen, og det er en fantastisk fortælling. En rejse ind i alle de bakterier, som mange forhold lider under. Man kan forventningsafstemme alt man vil, men virkeligheden har det med at være anderledes end drømme, og hvad der ved første øjekast ligner en kærlighedsfortælling, bliver langsomt og sikkert til det modsatte. Drømme brister. Forventninger og ønsker smadres, og man ender ensom og ydmyget…
Men ro på. Lad os tage en ting ad gangen.
Carlota kommer ridende. Et orangerødgult cover og bag sig, med potente lanser bredskuldrede soldater. En fængslende episk fortælling i fire dele, og her, i Umpffs version kommer de første to dele.
Fiktion ja, men med afsat i virkelige begivenheder, og uanset om virkeligheden drejes en smule, så er der skruet op for både stemningsfulde farver, flotte opsatser med fyldige baggrunde og flere steder smukke smukke illustrationer. Især i første del er vores hovedperson tegnet så betagende smukt.
Charlotte af Belgien er blot en marionet i et større europæisk paradespil. Kærlighed er kærlighed, men som alle andre marionetter, er der folk, der trækker i trådene. Den frie vilje eksisterer kun i drømmene.
Langsomt men sikkert indser Charlotte, at hendes drømmemand, poeten, sommerfuglesamleren, den regelrette og fine ærkehertug med det pompøse røde fuldskæg, Maximillian, også blot er en dukke.
Allerede her kan det lyde som om, at både mand og kvinde er nogle værre skvat. Hvad de nu ikke er, ikke hende i hvert tilfælde. Han måske, men for pokker da. Næppe mange frie valg har han, for han er bror til den østrigske kejser, og underlagt dennes vilje og ønsker.
Som et billede på ægteskabets forfald, ser Charlotte til, men restaureringen af hjemmet forsømmes. Ægtemanden og ægteskabet ikke helt, hvad en ung kvinde har drømt om, eller fået fortalt, og den der realitytilværelse, er nok så smuk udadtil, men bundrådden indvendig.
Da jeg læste bogen røg mine tanker til England, og tilbage til Lady Diana og Prince Charles. Sådan helt automatisk.
Carlota er ikke kun en kærlighedsfortælling, der lider skibbrud. Det er langt mere end dette. Det er også en ung kvindes kamp for en slags selvstændighed og ikke mindst værdighed, og man følger hendes sejre og nederlag. Alt sammen vidunderligt smukt tegnet og ligeså lækkert farvelagt. Der er kælet for både detaljer og farver, om vi er i sovekammeret hvor Charlottes hår børstes og sættes op, så hun er klar til første nattestund, der hvor ægteskabet skal fuldbyrdes, og hvor kammerfolk og tjenestepiger står klar, for at bekræfte de blodige beviser. Ægteskabets første nat. Helt og videre til kontrasten flere sider senere, hvor det ægteskabelige fængsel reelt er blevet til et fængsel. Charlottes veje til omverdenen og familien er via breve, men selv disse undergår censur og hendes kommunikationsveje brydes.
Og der, da det smerteligt går op for hende, at hun er sat under administration, så rammer en nål hendes finger, og en blodsdråbe kommer frem. Kun for at blive sværtet ud over det syarbejde, som hun er i færd med, et pudevår. Dette møder først dråben af blod, dernæst en saks, og den frie fugls fjer fylder rummet. Ganske symbolsk.
For naturligvis kan hverken Charlotte eller Hans højhed Ærkehertugen ikke klare denne spændetrøje. Han lader sig lokke af undersåtter og gamle ’venner’, og alkohol og andre kvinder kommer på banen.
Men da alt ser allerværst ud, viser en mulig løsning sig. At undslippe formynderi og det smukke fængsel.
Et nyt land, en ny mulighed. What’s not to like? Maximillian tilbydes at blive kejser af Mexico, men ak. Det der skulle og kunne have været en oprejsningens time, bliver lidt at en kikser, for det kræver format og ledelse, noget den gode og nu kønssygdomsplagede ærkehertug ikke besidder.
Og værre endnu, for Maximillian kastreres på mere end én måde. Et skvat er han, og hvor han i det smukke dog har enkelte goder, så gør storpolitikken og udueligheden sig gældende.
Tronfølgeloven træder til, og det er ikke til gavn for Maximillian. Slemt bliver til værre.
Hvem kan overtage? Som i så mange andre af livets forhold, er kvinden stærk, og Charlotte tager over. Det gør hun godt.
Hvilket i og for sig er godt. Men ikke alligevel, frænde er frænde værst. Man skulle tro, at Maximillian ville stille sig tilfreds med, at hustruen klarer disse nye mexicanske opgaver, men nej.
At tabe sig selv og søbe i alkohol og skøger er én ting, men udadtil, som landets hersker, er det ikke comme il faut eller på nogen måde acceptabelt, at ens hustru har succes.
Det er en forrygende flot udgivelse. En dejlig læsetung én af slagsen, hvor ’tyngde’ her er positivt. Man får meget at vide, både i dialog og via den nu næsten forsvundne genre,
brevskriveriet. Og med både sirlige og svulstige illustrationer, mesterligt gjort af Matthieu Bonhomme. Lige fra noget så velkendt og rart som en lille hund, til stort opsatte indtog, både med skib og i indtoget til det farverige Mexico.
Bonhomme stiftede vi bekendtskab med i Manden der skød Lucky Luke, en udgivelse som jeg var meget glad for. I en stil der både varierede fra Lucky Luke som vi kendte, og som stadig var tro imod karakteren.
Her er det anderledes realistisk. Det er med nænsomme detaljer, det er smukke ansigter, det er interiør, der bralrer med lys og luksus. Kontrasterne mellem rig og fattig nævnes aldrig, og kun til sidst i det nye land, kommer møget frem.
Som netop en kontrast til det funklende. Det storladne. Det rige.
Ironien er tyk og tydelig. Det skinner, men ægteskab og ægteskabsledelse er bundråddent.
Teksten har Fabien Nury stået for, og selvom historien er fiktiv, så er den fortalt så overbevisende, at den dels sidder stærkt i knolden på én, dels får man lyst til at tjekke efter.
Carlotta er et mesterligt værk. Smuk sine steder, og ond også. Herligt ond flere steder.
Forfærdende ondt, og Charlotte møder det beske og det barske. Der udgydes blod og der tages liv.
Igen – i storpolitikken, og dare I say it, som kvinde, så skal der reageres. Det kan og vil koste liv. Et helt sublimt blik heri ses i en af bogens sidste sider, hvor Charlotte indser, at døden er en løsning.
Maximillian? Han er der stadig. Og ham får vi mere at se til, spår jeg, når andet og sidste bind med de sidste to dele kommer. Det glæder jeg mig til, og stopper her.
Det blev til seks flotte grumme velfortjente hjerter.
Titel: Carlota
Undertitel: I – Prinsessen og ærkehertugen samt II – Imperiet
Tekst: Fabien Nury
Illustrationer: Matthieu Bonhomme
Farver: Isabelle Merlet
Oversætter: Marlene Wulff Olsen
Forlag: Umpff
Format: Hardback, 144 sider i farver
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-94265-02-7
