Pacific Palace

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Administrator
Administrator
Indlæg: 9854
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Pacific Palace

Indlæg af Berti Stravonsky »

Splint-Pacific-Palace-forside-p.jpg
Der findes sandhed og sandhed.


Pacific Palace lyder godt. Dels er det titlen på Cobolts nye ekstraordinære eventyr med Splint & Co.  dels er det titlen på et smukt hotel, beliggende ved den franske riviera, og som helt konkret danner ramme om kun tre døgns begivenheder. 

For jo. Tre døgn kun og en konkret ramme i form af hotellet. Flere gange har kulturen sat sig lidt under pres. I tidsmæssige henseende fordi der er en deadline, noget frygteligt eller dramatisk skal ske, især i gysere eller katastrofefilm, og vi har også set det med valg af settings. Fc Ondskabens hotel.

Med kun bittesmå afvigelser foregår Stephen Kings The Shining også på et hotel, The Overlook i staten Colorado. For nu at nævne den nok mest kendte rammefilm. Et begreb jeg lige opfinder til lejligheden.

Vores venner, Kvik og Splint og så ellers et yderst begrænset persongalleri. Spørgsmålet man må stille sig, er dette:

Kan forfatter, farvelægger og tegner Christian Durieux skabe ikke alene en kærlighedshistorie, men også en storpolitisk suspensefortælling, samtidig med, at man som læser føler sig både  underholdt, både udfordret og som efterlader én med en herlige forfriskende læseoplevelse?

Svaret er ja, ja, og ja.

Jeg nød nemlig albummet, og fandt mig selv storgrinende et par gange, alt imens at jeg også blev overrasket af slutningen. 

Storgrinende fordi samspillet mellem vores to venner er forrygende. Bøvlet og herligt som det er, bliver de nemlig begge to lune på den samme kvinde. Og det skaber ufred og sjove setups.

Men allerede inden, altså inden at Amor melder sin ankomst, trak jeg på lattermusklen. Kvik er havnet i en for ham ganske uvant rolle. Han skal lave noget. Han skal præstere. Og er ansat på hotellet under falske forudsætninger, og han er en klummer til sit arbejde. Splint har smurt godt på, og banet vejen, og når chefen er knotten på Kvik, så falder det også tilbage på Splint.

Hvad gør sidstnævnte? Ja. Tjek selv albummets femte side nederst til højre. Jeg grinede. 

Men lad os lige trække vejret.

Det er et flot album, Cobolts. Måske sådan et lidt halvgrimt cover, ganske vist i lyseblåt som er min yndlingscoverfarve, men ellers ikke videre heldigt. Kedeligt er det, synes jeg.

Bagsiden har lidt mere pondus. En lommelygtes lys rammer vandoverfladen, og rammer en hus. Hvidt, blåt, sort og rødt. Ikke mere. Men nok til at ens nysgerrighed pirres. Og ovenfor 10 linjer der kort fortæller lidt om bogens handling. 

Under illustrationen med lygten finder man rosende ord fra den franske presse.  Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Men de er der, og sådan er det.

Handlingen:

På det fornemme hotel arbejder vores to buddies, Kvik og Splint. De er næsten ensomme, for der er ikke andre gæster end en diktator, dennes hustru og datter, samt en flok firskårne livvagter. Denne diktator er en skurk, og man fornemmer, at han har været lidt af et dumt svin. Kvik kan ikke lade være med at mene noget om ham, og den brutale ledelsesstil, som engang har været. I modsætning til Splint, som glat spiller spillet, og behandler hotelgæsterne, som man nu skal behandle hotelgæster. Med venlighed, servilitet og professionalisme. 

Lige indtil, og her folder fortællingen sig ud, at både han og Kvik med ét bliver forelskede i diktatorens datter. Mageløs ser hun ud, smuk, vidunderlige grønne øjne og en lækker sag. 

Det skaber rivalisering og vi ved jo, at krig og især kærlighed kan være noget grusomt noget. Selv bedste venner kan hade hinanden, og jalousi er en satan. 

Midt i dette trekantsdrama foregår der lumske sager. Hele menageriet omkring diktatoren foregår gedulgt, og vores venner,, især Kviks journalistiske side, vågner.

Hotellet i sig selv spiller en markant rolle. Man får hotellets historie ind, og så har enkelte rum også deres hemmeligheder. 

Her skal du lægge mærke til, at jeg ganske bevidst holder min kæft. Hvor jeg ellers ofte bare har plapret ud med handling, plottwists og i den dur, så klapper jeg nu kaje.

For man bliver nemlig overrasket, og denne overraskelse vil jeg ikke spoile.

Farvelægningen er fin, og især i natte- og aftentimerne kommer lygter og blåt til at spille godt sammen. Ellers er det sådan lidt 70'er-brunt der spiller ind. Jeg tror, at det er ganske med vilje.

Der kommer lidt koldkrigsfornemmelse snigende ind, og samlet kan man sige, at farverne er ganske afdæmpede. Afdæmpede er måske et andet ord for kedelige, men sådan synes jeg nu ikke helt, at det er. Næ, faktisk har jeg været på så mange hoteller i min tid, også sydpå, og mener faktisk, at Durieux fint fanger den der brunrøde stil, sådan lidt gammeldags. I kender det sikkert fra jeres telefoner, hvor man kan redigere ens billeder og give dem forskellige særpræg. 

Visuelt, for nu at fortsætte i det spor, så udnyttes hotellets rum og snirklede gange og trapper til fulde. Fra det runde og pompøse, fx store stuer og værelser, til det helt klaustrofobiske og dystre. Og der er massiv forskel på rum og stemninger i dagslys, og så om natten.

En herlig og skræmmende sekvens foregår netop om natten, og her spiller vand og den i starten omtalte hovedbeklædning spiller en lille rolle. Her folder både trekantsdramaet og det der koldkrigsagtige drama sig ud, og der bliver også kysset.

Men i det storpolitiske og i kærligheden er de fleste af os statister. Skakbrikker, som kan flyttes eller ofres efter forgodtbefindende, og dette sker i en uendelighed. 

Og helt symbolsk slutter fortællingen med naturkræfter. 

Ved du hvad? Jeg er med på, at alle disse ord ikke rigtigt giver dig noget konkret. Men altså. Det er med vilje. Jeg nød læsningen, og jeg nød, at jeg flere gange trak på smilebåndet. For spillet mellem vores hovedaktører, dovenskab, træghed, jalousi, sleskhed, at oppe sig og i den dur, alle disse reaktioner er så velkendte og dermed genkendelige.

Der er altså tale om to fortællinger, og de folder sig fint og flot ind i hinanden. Aldrig bliver det fjollet eller forjaget, og selvom diktatoren og hans noget tumpetunge firkantede livvagters rolle er afdæmpede, så giver alt mening til sidst. Selv den irriterende hoteldirektør.

Jeg blev glædeligt overrasket. I forvejen er jeg glad for de ekstraordinære eventyr, og dermed en smule biased. Men giver alligevel fem hjerter. Plottet er bare for godt, på begge planer. Sjovt er det tilmed, og ja. Godt med godt på.

Titel: Pacific Palace
Tekst: Christian Durieux
Illustrationer: Christian Durieux
Farvelægning: Christian Durieux
Forlag: Cobolt
Format: Hardback, 80 sider i farver, 24 x 32 cm
Oversættelse: Troels Hughes Hansen
Pris: 299,-
Isbn: 978-87-70859-46-2


Splint-Pacific-Palace-side-5-p.jpg
Splint-Pacific-Palace-side-8-p.jpg
Splint-Pacific-Palace-side-13-p.jpg
Splint-Pacific-Palace-side-22-p.jpg
Andrebyboer
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 218
Tilmeldt: 20. sep 2010, 22:41

Re: Pacific Palace

Indlæg af Andrebyboer »

Jeg holder akkurat på å stave meg gjennom den franske utgaven av dette albumet, og jeg er enig i at det er bra. (Bedre enn jeg forventet!)

Men samtidig… det er vel egentlig ikke et Splint & Co. album? Jeg mener, annet enn navn, hårsveis og uniform er det knapt noe som kobler disse figurene og denne historien til de figurene og eventyrene vi kjenner. Det er i motsetning til de andre "ekstraordinære eventyr," som visstnok ofte utspiller seg i en annen "kontinuitet"/sitt eget univers, men samtidig forsøker å bevare en gjenkjennelig "essens" av den tradisjonelle serien, hvordan den enn er omfortolket. (Med unntak av Ptirou, som fabulerer rundt inspirasjonen for Splint-figuren, og egentlig tilhører en annen separat serie, Mademoiselle J.)

Her opplever jeg ikke at det faktisk er Splint og Kvik vi følger (Durieux har totalt utelatt Spip), men to andre personer som bare overfladisk ligner i utseende, slike Julien Boisvert/Edward Green også ligner på Kvik. Med enkle grep kunne denne historien blitt gjort til en helt frittstående graphic novel. Det oppfatter jeg som litt juks. (Jeg må jo ta forbehold om at jeg ennå ikke er ferdig med historien, og at man kunne få et lignende inntrykk av Fondation Z av Lebeault & Filippi frem til de siste sidene, men så vidt jeg kan forstå er det ikke noe lignende på gang her.)

Likevel vil jeg mye heller ha et album som dette, en spennende bok som har lite med Splint å gjøre, enn det elendige flamske forsøket på å lage Splint, Santes Plan, som er trofast mot seriens kulisser men dørgende kjedelig.
Besvar