Nu gider jeg ikke date mere. Herfra kan mænd finde mig!
Jeg har altid holdt af StineStregen. Jeg kan godt lide, at man med få streger og få eller ingen ord kan bringe en pointe eller et budskab.
Voksenværk er udgivet, og havde jeg stadig haft en kæreste, så ved jeg, at hun for længst havde kapret bogen og hyggelæst den oppe i vores seng. Voksenværk er en herlig firkantet sag, og den handler om livet som kvinde. En bog som vi mænd også kan få en hel del ud af. Bogen bringer smil og eftertanke.
Ikke på samtlige sider, nej, men ofte og ofte nok til at også denne udgivelse hæver sig over gennemsnittet.
Humor er en løjerlig fætter. Jeg har en ven, som jeg har kendt i over 20 år, og vi har flere fælles interesser. Men humor? Nej, vores opfattelser af hvad der er morsomt, er bestemt ikke det samme.
Tag fx side 122:
Vores hovedperson, som har mange overvejelser om at blive eller ikke blive mor, bringer kaffe til et bord, og siger:
”Man siger jo, at intet gør en kvinde så stærk som at være mor”
Veninden, som ligger dødtræt og fladt på bordet siger:
”Du udtaler ’træt’ forkert”
På den gule dug er der tegnet børnetegninger, og en lille pige valser bort med en damesko i hånden.
Se – sådan noget synes jeg er morsomt.
Eller på side 51.
Her står vores hovedperson på en udendørs trampolin og ser lidt betuttet ud.
Hendes veninde, som står på jorden ved siden af, arrigrød i knolden og pegende fingre. Hun råber:
”Nej, jeg kan ikke bare hoppe med dig på den her fuckinglortetrampolin, for jeg har født et barn, og så tisser man, hvis man hopper på fuckinglortetrampolin, så hold din fede kom-nu-kæft!!”
Sådan noget synes jeg er hylende morsomt.
Min ven er upåvirket.
Voksenværk udkom første september, og anbefales. Der er et væld af sprogperler i bogen, og hvis du holder af identifikation og genkendelse som jeg gør, er bogen en ekstra gave. Jeg har selv begået dumheden i at lande i en færdig familie, og skulle navigere mellem min kæreste og hendes børn, og jeg gøs og grinede, da vores fortæller havner i suppedasen med en kæreste, som har børn. For her mødes man som nat og dag, og aldrig kan man vide sig sikker. Den ene dag er man bare supernice, og den næste dag er der iskoldt og had.
Voksenværk er endnu en lille genistreg af StineStregen. Tegningerne bærer præg af det umiddelbare og det de mangler i skønhed og ’at være pæne og omhyggelige’, det har de til gengæld i deres nedtonede stil, og man begår en stor fejl hvis man bare lynlæser, og ikke dyrker tegningerne. For helt dybt nede, så er der meget at hente. Mimikken og kontrasterne springer frem og understøtter pointerne og den undren der opstår, når modsætninger mødes.
Var jeg yngre, ville jeg næppe bemærke Voksenværk, men nu hvor jeg er gammel og har forliste forhold bag mig, samt far til mange børn, så giver Voksenværk mig ganske meget. Det jeg, tror jeg, prøver at sige er, at værker som disse kræver en vis modenhed. It takes one to know one.
Bogen er på 144 sider og gør ikke det store væsen af sig. Det er bestemt ikke en af de bøger, man sådan lader sig indfange af. Farverne er få, kedelige endda også, hvis man kan sige sådan om en farver.
Tegnestilen er løs. Der er stort set ikke baggrunde i værket, og de der er, er oftest tomme flader fx en hæk, en væg, nogen ingenting. Vores figurer er nærmest firkantede og ens. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på de der bittesmå legofigurer man kan købe, hvor det eneste man kan udskifte, er figurernes hovedbeklædning eller hår. Resten er statisk.
Det kan man enten begræde eller hylde. Jeg gør det sidste, for det er også befriende at have med enkelthed at gøre. Og jeg kan genkende både mig selv og min eks i flere af siderne. Stor tegnekunst er det ikke, nej. Men fuck det. For StineStregen kan så meget mere. Nemlig med få virkemidler at få budskaber og pointer igennem.
Fire gode hjerter.
Titel: StineStregen – Voksenværk
Tegninger: Stine Spedsbjerg
Tekst: Stine Spedsbjerg
Forlag: Gad
Format: Hardback, 144 sider i farver
Pris: 179,95
Isbn: 978-87-12073-89-5