Det... Det kan jeg ikke bare beslutte nu. Det ER vedtaget.
Hov. Kender du Nora Dåsnes? Nok ikke, men hun vandt altså Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for hendes grapic novel Ti knive i hjertet, som handlede om terrorangrebet på Utøya.
Jeg kendte hende ikke, og rynkede mine voksne vanebryn, da jeg først skimmede efterfølgeren til Ti knive i hjertet, en herlig sag med titlen Lad skoven leve.
Rynkerne blev glatte igen, og er nu erstattet af smilerynker. Lad skoven leve er en skidegod bog til unge læsere. Målgruppen er eleverne i mellemskolen og udeskolen, men jeg tænker bestemt, at jeg vil læse bogen højt for mine to yngste, selvom de kun er otte og 10.
Det ER nemlig en rigtig god fortælling. Gode fortællinger har ingen målgruppebegrænsninger. Man skal blot pakke varen anderledes ind.
Varen i Lad skoven leve er det oftest håbløse projekt, når børn skal kæmpe kampe med voksne. Her helt konkret hvor vi møder den nyvalgte elevrådsformand Bao. Hendes mor er advokat, og har lovet at hjælpe hende med at kigge på det uvæsen, at der ikke gøres noget eller nok ved klimaet. Både overordnet og lokalt. Bao har, sammen med elevrådet, udarbejdet nogle arbejdsforslag til skolen, og det er dem, som mor har lovet at kigge på.
Men mor har ikke haft tid, og Bao er således i kamphumør til aftenens møde med skolelederen samt repræsentanter fra forældre og kommunen.
Og der taber hun. Nedladende og ’voksent’. Bao bliver vred.
For hendes og elevrådets forslag gøres der intet ved. Det skal ’udredes’, hvilket blot er en syltetøjsæske, hvori betragtningerne hældes ned i, og så ellers intet. Det pisser Bao af. Og dobbelt pissesur bliver hun, da flere og flere forældre, grundet en del dårligt vejr på det seneste i området, kører deres børn i skole. Og mange biler skaber trængsel på skolens parkeringsplads, samt en enkelt elev er blevet påkørt. Dette har fået de voksne til at handle, kommune, skole og forældre, og deres løsning er ild i Baos ører og øjne. Nemlig at reducere det skovareal som eleverne leger i, til fordel for en udvidelse af parkeringspladsen.
Et herligt konkret problem, som vi voksne jo sagtens kan forstå ræsonnementet bag. Bao kan også godt forstå, at det ikke er så smart, men hendes vinkel er anderledes. Dem der forurener skal belønnes med en større parkeringsplads! De voksne er ligeglade.
Og hendes argumenter? Der lyttes ikke.
Bao bliver vred. Olm. Grumpy.
Denne vrede er godt skildret. Både visuelt samt med et ungt menneskes ord samt sindelag. Der smækkes med døre. Der sparkes til biler. Der skændes.
Mor er forstående, men også voksen, og ikke umiddelbart altid en ven. Samtidig er der de øvrige kammerater i klassen. Hvordan engagerer man dem? Er mor en ven og medspiller, eller blot endnu en af de der voksne, som velmenende giver udtryk for både at lytte og handle, men når alt kommer til alt, så er de enten ligeglade eller opgivende.
Bogen er skidegod for målgruppen, da den går direkte ind i Bao og hendes forurettede sind.
Vi føler vreden og indignationen. Vi kan læse Baos vrede i skænderierne, og de handlinger, som hun i afmagt begår. Og vi løftes af, at hendes vrede ikke bare ender i afmagt. For Bao handler. Bogen er ikke kun et nedslag i klimaangst og klimaforandringer. Det er mere end det, nemlig også retten til at blive hørt og set.
Det kan løftes. For det er jo en klassisk fortælling. Vi kender det fra bogens verden, fra filmens verden, fra teatrets verden. Uretfærdighed. De gode imod de onde. Hvid mod sort.
Plottet kan koges ned til en sætning: Får Bao held med at lade skoven leve?
Og det er fint nok. Vi behøver ikke krogede kringlede forviklinger. Nogle gange er lineære historier bare bedre. I hvert tilfælde til målmålgruppen.
Tegningerne virker måske lidt enfoldige sådan ved første øjekast. Men nej. De er skam fine og gode. Fulde af dynamik.
Proportionerne er i orden, her tænker jeg på størrelsesforhold, anatomi og visuelle udtryk som vrede, frustration, ligegyldighed samt glæde, og der er en fin veksling mellem ruderne på de forskellige sider. Vrede udtrykkes enkelte steder i få ruder, fx hvor Bao og mor skændes, og andre følelser, glæde, positive overraskelser og sammenhold får flere, og selvom der regnes meget med mørke og dysterhed til følge, så vender dette, og lyse farver får også plads.
En indvending kunne være, at det ender lidt for godt. For sådan er det jo ikke i virkelighedens verden. Omvendt, så formår Dåsnes klart at pege uretfærdigheden ud, og så er det en god gammel (hvis det da ikke for længst er skudt i graven), at gode fortællinger for børn helst ender godt.
Det kan så, og nu tager jeg far-hatten på, føre til en snak med ens børn om hvad ville der mon ske, hvis det ikke ender godt? At der er modenhed og læring i at vide, at man ikke altid kan vinde.
En anden indvending kunne være, at der smøres tykt på. Samt at bogen til sidst har nogle venlige råd og anvisninger til læserne, sådan af politisk karakter, og det bliver lidt for politisk.
Men mon ikke, at det går?
På bogens bagside står der:
”Lad skoven leve er en selvstændig opfølger til Ti knive i hjertet. Det er en historie om at være gammel nok til at vide, at noget må gøres, men for ung til at blive taget alvorligt”.
For pokker da. Vi opdrager eleverne i folkeskolen til at engagere sig, og lære at indgå i demokratiske processer, men oftest, rigtigt ofte, er det jo blot skindemokratier. Det har jeg som lærer oplevet gang på gang. Mit gamle rebelske jeg blev vakt til live med denne bog, og jeg glæder mig til at ungerne og jeg endnu engang skal have en fælles læseoplevelse.
Lad skoven leve udkom sidst i august, og øv at jeg ikke har haft tid før. Men bedre sent end aldrig.
Og glad er jeg altså.
Fire engagerede hjerter.
Titel: Lad skoven leve
Tekst: Nora Dåsnes
Illustrationer: Nora Dåsnes
Oversættelse: Anne Krogh Hørning
Forlag: Turbine
Format: Hardback, 234 sider i farver
Pris: 299,95,-
Isbn: 978-87-40686- 23-4
- th.jpg (18.9 KiB) Vist 7759 gange