Sådan havde jeg det med Forældrene der blev væk af Thomas Knuth-Winterfeldt, som jeg helt tilfældigt faldt over til Art-Bubble.
Det var før åbningstid søndag, hvor jeg lige tullede lidt rundt og så hvad der skete rundt omkring og oppe på Udsigten var der den her rimeligt undselige stand og Thomas var der ikke engang - men bogen fangede mit blik.
Og da jeg så bladrede i den, så blev jeg nærmest draget ind i den - kan ikke rigtig forklare det bedre.
Men jeg var i hvert fald nødt til at gå tilbage efter mine penge senere den søndag og få købt den (nåede det endda lige inden han var nødt til at pakke tidligt og tage hjem!).
Og jeg blev ikke skuffet.
Vi er ude i noget dystopisk fremtid her i Danmark. Robotter er hverdagskost og de hjælper til med madlavning og husholdning, de underviser børnene i skolerne, fungerer som sundhedspersonale mm.
Imens er forældrene mange steder suget ind i en eller anden virtuel verden, nærmest som hvis de var misbrugere - det samme for vores hovedpersons far.
Pigen drømmer om dengang faren var en aktiv del af hendes liv - imens ligger faren nede i kælderen og husrobotten projekterer et billede af hendes far med ved middagsbordet.
Derfra går det så bare ned af bakke og pigen kommer på en slags børnehjem og opdager helt nøjagtigt, hvor skidt verden er kørende.
Der bliver ikke sagt et ord i hele bogen. Alt bygges på billedsiden og den stemning og de følelser det rejser.
Og de følelser her ikke særligt positive. Jeg kunne nærmest fysisk føle, hvor ensom den pige var.
Da jeg var færdig, hvad det mestendels en forstemt følelse jeg var efterladt med.
Alligevel var det en læseoplevelse, som jeg ikke ville have været foruden!
Jeg kan kun opfordre til, at andre prøver at samle den op!
