leder fra Rackham
: 20. jun 2004, 01:55
Ovre på Rackham.dk har Henry Sørensen skrevet en leder om Komiks.dk som han mener den indtil videre tegner sig. Jeg poster den lige her, så folk, der ikke kommer på Rackham ka' læse den.
KOMIKS.DK
Et skudsikkert parameter for om en given branche er i fremgang, eller i det mindste er i besiddelse af en vis form for overskud, er, om den er i stand til at fejre sig selv. Filmfestivaler, bogmesser og tegneseriekonventer verden over bliver til for netop at understrege, at her går det godt, vi er inde i en rivende udvikling og se bare, hvor mange der tager del i vores entusiasme. Også på den hjemlige front trækker nationens fremmeste forfattere, rockmusikere, film- og teaterfolk i deres stiveste puds mindst én gang om året for at give hinanden priser, se tilbage på året der gik og måske kaste et forsigtigt blik fremad.
Tegneseriefestivaler, som vi kender dem fra Angoulême i Frankrig til San Diego i USA, har vi imidlertid ikke haft nogen af herhjemme i mere end ti år. Da København i 1996 var international kulturby blev der ganske vist taget tilløb til et større arrangement - Copenhagen Comics - men hele projektet kuldsejlede på grund af tovtrækkerier om udstillingslokaler. Siden har ingen herhjemme spekuleret i noget lignende, og skal man se helt nøgternt på det, så har der jo heller ikke været det store at fejre.
Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Efter lang tids ståen i stampe har store danske forlag som Carlsen og Egmont indenfor de seneste par år foretaget en række satsninger, der har vist sig at bære frugt. Med stort anlagte udgivelsesrækker af især japanske tegneserier som Dragon Ball, One Piece og Ranma ½ har man formået at indfange en ny generation af tegneserielæsere, vel at mærke en generation som alle troede tabt til trading cards og spillekonsoller.
Samtidig har mindre forlag som Fahrenheit og G. Floy Studio markeret sig stadigt stærkere med en række kvalitetsudgivelser, der har formået at tilbageerobre de frafaldne voksne tegneserieentusiaster, som har måttet vansmægte i alt for mange år på grund af mangel på vedkommende udgivelser. Nye danskproducerede initiativer som Free Comics, Duksedrengen og Kurt Dunder & Kompagni har måske ikke alle fået den vind i sejlene, som deres respektive ophavsmænd havde drømt om, men de vidner ikke desto mindre om engagement, vovemod og ambitioner i det danske tegneseriemiljø.
Vel sagtens ansporet af ovennævnte succeshistorier har en lille gruppe mennesker nu fundet tiden inde til atter at afholde en tegneseriefestival på dansk grund. 'Komiks.dk - Københavns Internationale Tegneseriefestival 2004' skal efter planen løbe af stablen den 5. - 7. november i år. Forlag og tegneserieforretninger vil præsentere deres respektive kollektioner, og indtil videre er godt en snes tegneserieskabere fra ind- og udland inviteret som gæster. På festivalens hjemmeside Komiks.dk kan man hente information om nærmere tidspunkter og priser, læse miniportrætter af de inviterede gæster og løbende følge med i udviklingen af det store projekt.
Det er selv sagt et fremragende initiativ. Folkene bag Komiks.dk fortjener al mulig ros for deres møje, og festivalen al mulig opbakning. Her fra Rackhams sattelit-bunker håber vi på, at begivenheden i november må blive startskuddet til en årligt tilbagevendende begivenhed. Når det er sagt, må man så også undre sig over en række dispositioner der er foretaget i forbindelse med tilrettelæggelsen af festivalen. Denne undren knytter sig først og fremmest til rækken af inviterede gæster, men også til de overordnede visioner man måtte have haft i bagmandsgruppen.
Der er naturligt nok en overvægt af danske tegneserieskabere på gæstelisten. Den gamle garde er repræsenteret ved bl.a. Peter Madsen, Ivar Gjørup, Henrik Rehr, Sussi Bech, Frank Madsen, Mårdøn Smet, Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg. Fra den yngre generation vil folk som Christian Højgaard, Søren Mosdal og T. Thorhauge være til stede. Det er bestemt glædeligt, at så mange hjemlige serieskabere har sagt ja til at støtte op om projektet, og den brede vifte af navne turde sikre, at mangfoldigheden i de danske tegneseriers udtryk og indhold bliver åbenbar.
Man vil bemærke, at alle de ovenfor nævnte serieskabere har et eller flere albums på samvittigheden, og det kan selvfølgelig have været et udvælgelseskriterium. Alligevel burde man måske fra arrangørernes side have kastet et blik uden for the establishment, for dermed også at kunne præsentere publikum for forholdsvis ukendte men særdeles lovende navne som Allan Haverholm, Asbjørn Skou, Simon Bukhave og Cav Bøgelund.
Ser man på de inviterede udenlandske gæster, gør et lignende mønster sig gældende. Jeg ved ikke om det forholder sig sådan, men det altoverskyggende udvælgelseskriterium synes at have været, at deres værker i den ene eller den anden form er (eller har været) tilgængelige på dansk. Det kan være en udmærket disposition al den stund, at det potentielle publikum jo så kan forudsættes bekendt med ét eller flere af navnene, og at ét eller flere af disse navne vil kunne fungere som trækplaster. Men man har dermed også begrænset sig gevaldigt i det materiale og de mennesker, man kan præsentere, fordi det er begrænset, hvad der er blevet oversat til dansk i de seneste 15 år.
Mange af de inviterede navne fra det europæiske kontinent har enten deres rødder i Marcinelle-skolen eller ligne claire-stilen og er under alle omstændigheder repræsentanter for den klassiske fransk-belgiske mainstream. Og ikke et ondt ord om den. Men modsat festivalens bredtfavnende danske pavillon, kommer den europæiske udelukkende til at beskrive en del af, hvad der rør sig på kontinentet. Den fremherskende og den populære del ganske vist, men også den meget traditionelle og konforme del. Kunstnere som fx. Anke Feuchtenberger, David B. og Martin tom Dieck, der alle opererer i periferien af - eller helt udenfor - tegneseriens traditionalle udtryk, er konsekvent blevet forbigået. Samtidig hermed er det totale fravær af nye, spændende (og populære!) mainstreamnavne mildest talt i øjefaldende.
At få udenlandske navne til at deltage i en tegneseriefestival, der endnu ikke har haft mulighed for at oparbejde et renommé, og som oven i købet finder sted i et lille land som Danmark, er sikkert ikke nogen nem sag. Og chancerne for at folk som Frank Miller, Jacques Tardi eller Alan Moore står i kø for at deltage, er vel omtrent på niveau med, at Martin Scorsese skulle takke ja til at dukke op til Bodil-festen. At det overhovedet er lykkedes arrangørerne at få en så stor kanon som Regis Loisel til landet må siges at være en bedrift. Ja, det kan faktisk undre, at de ikke skilter mere med det, end tilfældet er. Loisel er et særdeles varmt navn internationalt, og her til lands er hans samlede oeuvre endogså tilgængeligt. Kunne Loisels danske forlæggere ikke også have en interesse i promovere hans tilstedeværelse på festivalen?
I USA er det ikke usædvanligt, at en kunstner tager sig betalt for at deltage i et tegneseriekonvent, og siden man må formode, at Komiks.dk ikke har uanede pekuniære midler til sin rådighed, har det faktum selvfølgelig haft indflydelse på, hvem man kunne få fat i og hvem man måtte opgive.* Da det samtidig er væsentligt dyrere at hente en kunstner over Atlanten end op fra kontinentet, har det vel været begrænset, hvor mange amerikanere man kunne invitere. Netop derfor synes udvælgelsen af Marv Wolfman desto mere kuriøs, ikke mindst når man tager i betragtning, at han på indeværende tidspunkt er den eneste repræsentant på festivalen for The Comic Book Nation.
Præcis hvad der måtte have været incitamentet for at invitere Wolfman, undslipper mig. At man satser på en so-so superhelteforfatter, der nåede sit kunstneriske og kommercielle zenit for tyve år siden, frem for at se på hvad der rører sig i dag - både i og udenfor superheltegenren - virker en anelse rådvildt. Det kan igen kun bero på, at man har tillagt betydningen af, at gæsternes arbejde forefindes i dansk oversættelse alt for stor vægt.
Jeg tror helt ærligt at så forskellige - og 'mindre' - navne som Jason Lutes, Paul Hornschemeier, Craig Thompson eller Adrian Tomine hver især havde kunnet trække lige så mange mennesker til, og under alle omstændigheder havde haft mere at tilbyde. Man kunne godt have ønsket sig, at arrangørerne havde satset lidt mere på nysgerrighed end på genkendelighed, og havde haft mod på at præsentere et par tegneserieskabere, der var fuldstændig ukendte herhjemme, men som ikke desto mindre havde noget interessant at vise frem. Det ene udelukker jo ikke nødvendigvis det andet.
Et springende punkt i den fornyede interesse, der i disse år bliver tegneserien til del, skal ubetvivleligt tilskrives mangaens indtog i Vesten. De japanske tegneserier har, som allerede nævnt, formået at kapre hele horder af nye læsere samtidig med at gamle, frafaldne entusiaster nu søger tilbage til folden. For at fejre denne udvikling har Komiks.dk allieret sig med folkene bag j-popcon, der i de seneste år har afholdt et par manga- og anime-festivaler på dansk grund. Foreløbig røber Komiks.dk dog ikke alverden med hensyn til gæster og program i den japanske pavillon, og det er en skam.
Når man sammenholder den betydning, et potentielt publikum vil tillægge mangaen, med den opmærksomhed der foreløbig bliver den til del i promoveringen af festivalen, er der noget, der skurrer. Mangaen burde være én af de ting, festivalen slår sig op på, i stedet for noget, man henviser til et hjørne af hjemmesiden. Det siger sig selv, at de finansielle hurdler, som festivalledelsen måtte have stået overfor i tilvejebringelsen af amerikanske gæster, ikke bliver mindre, når man vender blikket mod Orienten. Men også her kunne man måske forstille sig, at de to store danske forlag Egmont og Carlsen, der jo lever særdeles godt af mangaen i disse år, kunne gå ind og støtte økonomisk op omkring den side af sagen. Det er - eller burde i hvert fald være - i deres egen interesse.
Lad mig afslutningsvis igen understrege, at der intet er i vejen med tegneserier som Spirillen, Blåfrakkerne eller The New Teen Titans. Men de rokker ikke voldsomt ved den alment udbredte opfattelse af tegneserier som værende uforpligtende, hurtigt læst, hurtigt glemt triviallitteratur. En festival som Komiks.dk henvender sig selvfølgelig først og fremmest til aficionados, men en begivenhed af en sådan størrelse vil uvægerligt også tiltrække sig en vis mediebevågenhed. En festival er derfor en oplagt mulighed for at fortælle de uindviede, at en tegneserie kan omhandle andet end et sjovt gult dyr med sorte pletter og en hale der gør kunster.**
Tegneserier kan være journalistiske reportager fra Palæstina. Tegneserier kan være erindringer fra en opvækst i Iran. Tegneserier kan være magisk-realistisk fiktion fra en lille latinamerikansk flække. Tegneserier kan bevæge sig ud på det surrealistiske overdrev, hvor form og indhold synes at signalere hver sit, og hensætte læseren i en tilstand, han eller hun aldrig har været i før. Tegneserien i dag er en kunstform i rivende udvikling, og på verdensplan flyttes grænserne til stadighed for, hvad mediet kan og vil - det være sig formmæssigt som indholdsmæssigt. Aldrig før har der været en sådan mangfoldighed af forskelligartede udtryk og motiver, aldrig før har tegneserien været tættere på at opnå en selvstændig og seriøs stemme i den brede kulturelle diskurs. Det bør en festival afspejle.
Henry Sørensen 13/06/04
*Copenhagen Comics' 'behagelige korrespondance' med den navnkundige art spiegelman fik således en brat ende, da sidstnævnte forstod, at der ikke kunne blive tale om et egentligt salær for deltagelse i arrangementet. art bad i smukt svungne sætninger arrangørerne om at stikke deres tegneseriefestival op i første hul fra nakken. Den slags er folkene bag Komiks.dk forhåbentlig blevet forskånet for.
**Som led i et pressefremstød for ovenfor omtalte Copenhagen Comics blev Søren Mosdal, Michael Wettendorff og undertegnede i sin tid inviteret ud i Forbrændingen i Albertslund. Copenhagen Comics' koordinator og pressechef, en jovial fætter på omkring de 40 år, havde indledningsvis spurgt os, hvilket ansigt vi gerne ville give tegneserien udad til. Da hele den forsamlede presse var på plads, sprang koordinatoren - iført Spiril-kostume - op på et bord og brølede: "Velkommen! Nu skal vi til at tage tegneserier alvorligt!" Vi kunne alle tre have passet en størrelse 36.
KOMIKS.DK
Et skudsikkert parameter for om en given branche er i fremgang, eller i det mindste er i besiddelse af en vis form for overskud, er, om den er i stand til at fejre sig selv. Filmfestivaler, bogmesser og tegneseriekonventer verden over bliver til for netop at understrege, at her går det godt, vi er inde i en rivende udvikling og se bare, hvor mange der tager del i vores entusiasme. Også på den hjemlige front trækker nationens fremmeste forfattere, rockmusikere, film- og teaterfolk i deres stiveste puds mindst én gang om året for at give hinanden priser, se tilbage på året der gik og måske kaste et forsigtigt blik fremad.
Tegneseriefestivaler, som vi kender dem fra Angoulême i Frankrig til San Diego i USA, har vi imidlertid ikke haft nogen af herhjemme i mere end ti år. Da København i 1996 var international kulturby blev der ganske vist taget tilløb til et større arrangement - Copenhagen Comics - men hele projektet kuldsejlede på grund af tovtrækkerier om udstillingslokaler. Siden har ingen herhjemme spekuleret i noget lignende, og skal man se helt nøgternt på det, så har der jo heller ikke været det store at fejre.
Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Efter lang tids ståen i stampe har store danske forlag som Carlsen og Egmont indenfor de seneste par år foretaget en række satsninger, der har vist sig at bære frugt. Med stort anlagte udgivelsesrækker af især japanske tegneserier som Dragon Ball, One Piece og Ranma ½ har man formået at indfange en ny generation af tegneserielæsere, vel at mærke en generation som alle troede tabt til trading cards og spillekonsoller.
Samtidig har mindre forlag som Fahrenheit og G. Floy Studio markeret sig stadigt stærkere med en række kvalitetsudgivelser, der har formået at tilbageerobre de frafaldne voksne tegneserieentusiaster, som har måttet vansmægte i alt for mange år på grund af mangel på vedkommende udgivelser. Nye danskproducerede initiativer som Free Comics, Duksedrengen og Kurt Dunder & Kompagni har måske ikke alle fået den vind i sejlene, som deres respektive ophavsmænd havde drømt om, men de vidner ikke desto mindre om engagement, vovemod og ambitioner i det danske tegneseriemiljø.
Vel sagtens ansporet af ovennævnte succeshistorier har en lille gruppe mennesker nu fundet tiden inde til atter at afholde en tegneseriefestival på dansk grund. 'Komiks.dk - Københavns Internationale Tegneseriefestival 2004' skal efter planen løbe af stablen den 5. - 7. november i år. Forlag og tegneserieforretninger vil præsentere deres respektive kollektioner, og indtil videre er godt en snes tegneserieskabere fra ind- og udland inviteret som gæster. På festivalens hjemmeside Komiks.dk kan man hente information om nærmere tidspunkter og priser, læse miniportrætter af de inviterede gæster og løbende følge med i udviklingen af det store projekt.
Det er selv sagt et fremragende initiativ. Folkene bag Komiks.dk fortjener al mulig ros for deres møje, og festivalen al mulig opbakning. Her fra Rackhams sattelit-bunker håber vi på, at begivenheden i november må blive startskuddet til en årligt tilbagevendende begivenhed. Når det er sagt, må man så også undre sig over en række dispositioner der er foretaget i forbindelse med tilrettelæggelsen af festivalen. Denne undren knytter sig først og fremmest til rækken af inviterede gæster, men også til de overordnede visioner man måtte have haft i bagmandsgruppen.
Der er naturligt nok en overvægt af danske tegneserieskabere på gæstelisten. Den gamle garde er repræsenteret ved bl.a. Peter Madsen, Ivar Gjørup, Henrik Rehr, Sussi Bech, Frank Madsen, Mårdøn Smet, Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg. Fra den yngre generation vil folk som Christian Højgaard, Søren Mosdal og T. Thorhauge være til stede. Det er bestemt glædeligt, at så mange hjemlige serieskabere har sagt ja til at støtte op om projektet, og den brede vifte af navne turde sikre, at mangfoldigheden i de danske tegneseriers udtryk og indhold bliver åbenbar.
Man vil bemærke, at alle de ovenfor nævnte serieskabere har et eller flere albums på samvittigheden, og det kan selvfølgelig have været et udvælgelseskriterium. Alligevel burde man måske fra arrangørernes side have kastet et blik uden for the establishment, for dermed også at kunne præsentere publikum for forholdsvis ukendte men særdeles lovende navne som Allan Haverholm, Asbjørn Skou, Simon Bukhave og Cav Bøgelund.
Ser man på de inviterede udenlandske gæster, gør et lignende mønster sig gældende. Jeg ved ikke om det forholder sig sådan, men det altoverskyggende udvælgelseskriterium synes at have været, at deres værker i den ene eller den anden form er (eller har været) tilgængelige på dansk. Det kan være en udmærket disposition al den stund, at det potentielle publikum jo så kan forudsættes bekendt med ét eller flere af navnene, og at ét eller flere af disse navne vil kunne fungere som trækplaster. Men man har dermed også begrænset sig gevaldigt i det materiale og de mennesker, man kan præsentere, fordi det er begrænset, hvad der er blevet oversat til dansk i de seneste 15 år.
Mange af de inviterede navne fra det europæiske kontinent har enten deres rødder i Marcinelle-skolen eller ligne claire-stilen og er under alle omstændigheder repræsentanter for den klassiske fransk-belgiske mainstream. Og ikke et ondt ord om den. Men modsat festivalens bredtfavnende danske pavillon, kommer den europæiske udelukkende til at beskrive en del af, hvad der rør sig på kontinentet. Den fremherskende og den populære del ganske vist, men også den meget traditionelle og konforme del. Kunstnere som fx. Anke Feuchtenberger, David B. og Martin tom Dieck, der alle opererer i periferien af - eller helt udenfor - tegneseriens traditionalle udtryk, er konsekvent blevet forbigået. Samtidig hermed er det totale fravær af nye, spændende (og populære!) mainstreamnavne mildest talt i øjefaldende.
At få udenlandske navne til at deltage i en tegneseriefestival, der endnu ikke har haft mulighed for at oparbejde et renommé, og som oven i købet finder sted i et lille land som Danmark, er sikkert ikke nogen nem sag. Og chancerne for at folk som Frank Miller, Jacques Tardi eller Alan Moore står i kø for at deltage, er vel omtrent på niveau med, at Martin Scorsese skulle takke ja til at dukke op til Bodil-festen. At det overhovedet er lykkedes arrangørerne at få en så stor kanon som Regis Loisel til landet må siges at være en bedrift. Ja, det kan faktisk undre, at de ikke skilter mere med det, end tilfældet er. Loisel er et særdeles varmt navn internationalt, og her til lands er hans samlede oeuvre endogså tilgængeligt. Kunne Loisels danske forlæggere ikke også have en interesse i promovere hans tilstedeværelse på festivalen?
I USA er det ikke usædvanligt, at en kunstner tager sig betalt for at deltage i et tegneseriekonvent, og siden man må formode, at Komiks.dk ikke har uanede pekuniære midler til sin rådighed, har det faktum selvfølgelig haft indflydelse på, hvem man kunne få fat i og hvem man måtte opgive.* Da det samtidig er væsentligt dyrere at hente en kunstner over Atlanten end op fra kontinentet, har det vel været begrænset, hvor mange amerikanere man kunne invitere. Netop derfor synes udvælgelsen af Marv Wolfman desto mere kuriøs, ikke mindst når man tager i betragtning, at han på indeværende tidspunkt er den eneste repræsentant på festivalen for The Comic Book Nation.
Præcis hvad der måtte have været incitamentet for at invitere Wolfman, undslipper mig. At man satser på en so-so superhelteforfatter, der nåede sit kunstneriske og kommercielle zenit for tyve år siden, frem for at se på hvad der rører sig i dag - både i og udenfor superheltegenren - virker en anelse rådvildt. Det kan igen kun bero på, at man har tillagt betydningen af, at gæsternes arbejde forefindes i dansk oversættelse alt for stor vægt.
Jeg tror helt ærligt at så forskellige - og 'mindre' - navne som Jason Lutes, Paul Hornschemeier, Craig Thompson eller Adrian Tomine hver især havde kunnet trække lige så mange mennesker til, og under alle omstændigheder havde haft mere at tilbyde. Man kunne godt have ønsket sig, at arrangørerne havde satset lidt mere på nysgerrighed end på genkendelighed, og havde haft mod på at præsentere et par tegneserieskabere, der var fuldstændig ukendte herhjemme, men som ikke desto mindre havde noget interessant at vise frem. Det ene udelukker jo ikke nødvendigvis det andet.
Et springende punkt i den fornyede interesse, der i disse år bliver tegneserien til del, skal ubetvivleligt tilskrives mangaens indtog i Vesten. De japanske tegneserier har, som allerede nævnt, formået at kapre hele horder af nye læsere samtidig med at gamle, frafaldne entusiaster nu søger tilbage til folden. For at fejre denne udvikling har Komiks.dk allieret sig med folkene bag j-popcon, der i de seneste år har afholdt et par manga- og anime-festivaler på dansk grund. Foreløbig røber Komiks.dk dog ikke alverden med hensyn til gæster og program i den japanske pavillon, og det er en skam.
Når man sammenholder den betydning, et potentielt publikum vil tillægge mangaen, med den opmærksomhed der foreløbig bliver den til del i promoveringen af festivalen, er der noget, der skurrer. Mangaen burde være én af de ting, festivalen slår sig op på, i stedet for noget, man henviser til et hjørne af hjemmesiden. Det siger sig selv, at de finansielle hurdler, som festivalledelsen måtte have stået overfor i tilvejebringelsen af amerikanske gæster, ikke bliver mindre, når man vender blikket mod Orienten. Men også her kunne man måske forstille sig, at de to store danske forlag Egmont og Carlsen, der jo lever særdeles godt af mangaen i disse år, kunne gå ind og støtte økonomisk op omkring den side af sagen. Det er - eller burde i hvert fald være - i deres egen interesse.
Lad mig afslutningsvis igen understrege, at der intet er i vejen med tegneserier som Spirillen, Blåfrakkerne eller The New Teen Titans. Men de rokker ikke voldsomt ved den alment udbredte opfattelse af tegneserier som værende uforpligtende, hurtigt læst, hurtigt glemt triviallitteratur. En festival som Komiks.dk henvender sig selvfølgelig først og fremmest til aficionados, men en begivenhed af en sådan størrelse vil uvægerligt også tiltrække sig en vis mediebevågenhed. En festival er derfor en oplagt mulighed for at fortælle de uindviede, at en tegneserie kan omhandle andet end et sjovt gult dyr med sorte pletter og en hale der gør kunster.**
Tegneserier kan være journalistiske reportager fra Palæstina. Tegneserier kan være erindringer fra en opvækst i Iran. Tegneserier kan være magisk-realistisk fiktion fra en lille latinamerikansk flække. Tegneserier kan bevæge sig ud på det surrealistiske overdrev, hvor form og indhold synes at signalere hver sit, og hensætte læseren i en tilstand, han eller hun aldrig har været i før. Tegneserien i dag er en kunstform i rivende udvikling, og på verdensplan flyttes grænserne til stadighed for, hvad mediet kan og vil - det være sig formmæssigt som indholdsmæssigt. Aldrig før har der været en sådan mangfoldighed af forskelligartede udtryk og motiver, aldrig før har tegneserien været tættere på at opnå en selvstændig og seriøs stemme i den brede kulturelle diskurs. Det bør en festival afspejle.
Henry Sørensen 13/06/04
*Copenhagen Comics' 'behagelige korrespondance' med den navnkundige art spiegelman fik således en brat ende, da sidstnævnte forstod, at der ikke kunne blive tale om et egentligt salær for deltagelse i arrangementet. art bad i smukt svungne sætninger arrangørerne om at stikke deres tegneseriefestival op i første hul fra nakken. Den slags er folkene bag Komiks.dk forhåbentlig blevet forskånet for.
**Som led i et pressefremstød for ovenfor omtalte Copenhagen Comics blev Søren Mosdal, Michael Wettendorff og undertegnede i sin tid inviteret ud i Forbrændingen i Albertslund. Copenhagen Comics' koordinator og pressechef, en jovial fætter på omkring de 40 år, havde indledningsvis spurgt os, hvilket ansigt vi gerne ville give tegneserien udad til. Da hele den forsamlede presse var på plads, sprang koordinatoren - iført Spiril-kostume - op på et bord og brølede: "Velkommen! Nu skal vi til at tage tegneserier alvorligt!" Vi kunne alle tre have passet en størrelse 36.
, anime på tv-skærme.....mulighederne er flere end jeg har fantasi til og behøver slet ikke være kostbare at stable på benene. Det er langtfra umuligt at der findes een eller flere manga-fans i den japanske ambassades kulturdelegation og udenrigsministerier har som regel penge afsat til formidling af landets kultur. Chancen ku' måske være et frimærke værd!
Dette gør, at vi lige nu kæmper en hård kamp for at skrabe penge sammen til de folk, der allerede kommer. 
