Anmeldelse af V for Vendetta Deluxe (Forlaget RW)
Anmeldelse af V for Vendetta Deluxe (Forlaget RW)
Serien foregår i England efter en atomkrig har ødelagt det meste af verden. Efter krigen benyttede et fascistisk styre sig af chancen til at tilrane sig magten i England. Styret er klart nazi inspireret, der er en øverste leder, som styrer forskellige organisationer ved navn: Næse, Øre, Mund og så er der Skæbne (en computer), og der er blevet opført koncentrationslejre hvor udrensning af sorte, homoseksuelle osv. finder sted. Seriens hovedperson er den mystiske V, der systematisk opsøger og dræber personer fra den koncentrationslejr, hvor han blev holdt fanget, og brugt som forsøgsperson. Efterfølgende går han i gang med at bekæmpe hele styret. V arbejder ud fra en anarkistisk ideologi og udtrykker sig ofte i vers og rim. V er en genial, men mentalt forstyrret person der er blevet ”skabt” i en koncentrationslejr under forsøg med kemikalier, stoffer og psykologiske eksperimenter. V redder en 15 årig pige fra styrets politi, der ellers ville have voldtaget hende, og pigen indgår efterfølgende som en af hovedpersonerne. Historien er fortalt uden brug af vittigheder og gags, hvilket giver den en mørk og spændende stemning, hvortil David Lloyds tegninger passer perfekt. Det er en meget kompleks historie med mange twists, og den tåler gerne en genlæsning for at man får det hele med.
Historien har tidligere været udgivet i Danmark, men det er 10 år siden, og den er for længst udsolgt. Desuden var den gamle udgave kun på 286 sider, den nye udgave er på 312 sider, og indeholder en helt masse ekstramateriale der ikke var med i den gamle udgave. I alt indeholder udgivelsen V for Vendetta 1-10 plus næsten 40 sider med ekstramateriale. En ordentlig bøf af en bog, der i dag er at betegne som en klassiker, og bestemt er alle pengene værd.
5/5 – Fem ud af fem mulige!