Assistenter på Tintin

[Frank Madsen]

Martin ... skulle være den eneste ansatte på tegnestuen, der turde sige Hergé imod, når det gjaldt historierne. Martin mente, at Hergé brugte for mange gags.

Det tror man på. Der var jo ikke mange gags i Alix eller Lefranc. Martin var efter alt at dømme ret umulig at have med at gøre som menneske i det hele taget. Men derfor kan han jo godt have påvirket Hergé på forskellig vis.

Det er tydeligt, at Hergé gerne ville spille bold med andre omkring sine historier (Jacobs, Melkebeke, Greg), men at det sikkert krævede en god portion selvtillid.

Nogle mener, at de Moor tegnede "Picaroerne" alene, men det er nok at gå for vidt. Men i hvert fald var Martin og Leloup forsvundet fra Studios Hergé, da dette album blev til, så der er ingen tvivl om, at han har sat sit præg rigtig meget på dette album.

Svært at sige, men et genoldigt fingeraftryk har han sat på albummet. Selve historiens opbygning og skitserne til den er dog uden tvivl Hergés egen.

Ja, desværre. For Picaroerne er sgu en tynd omgang på manuskriptsiden. Men den består jo også af de sølle smuler fra "Tintin og Bigotudoerne", som ikke kunne bruges i "Koks i Lasten" og "Flight no. 714 til Sydney". I øvrigt en historie, der viste Hergés problemer med at få Tintin til at fungere i en verden, hvor realpolitik og en realistisk beskrivelse af verdens ondskab spillede en stadig større rolle i Hergés ambitioner. Bogen "Tintin et les Bigotudos" kan klart anbefales. Eller Seriejournalens artikel om samme (som vi havde lånt af hollandske Stripschrift, oversat af Ole Comoll) i et af de gamle numre.
Mht. skitserne tror jeg hovedsagelig, Hergé har tegnet hovedpersonerne, lavet layouts og fortalt de Moor, hvilke miljøer han gerne ville have hvor og hvordan. Den elegante streg fra Flight no 714 er forsvundet sammen med Leloup og Martin.

[Carsten Søndergaard]

Carsten Søndergaard:

Kendt som "balkaniseringen" af Ottokars scepter. Det har lige været noget for Jacobs. Ret enestående i det hele taget - at forestille sig, at man tager en færdig tegneserie og opgraderer den selvsamme historie på forskellige niveauer. Ikke set ret mange gange senere i historien.

Man kan vel sige, at det samme skete med Den Blå Lotus? - Tilføjelsen af alle de kinesiske skrifttegn mm. løfter ihvertfald farveudgaven betragteligt.

Jo, jo, men jeg tænker på andre tegneserier i almindelighed, ud over Tintin. Man kender ikke rigtig andre eksempler på en lignende "nyopførelse" udført med den samme skaber ved roret.

Derudover, Carsten, så tillykke med den runde fødselsdag Du er ret så uundværlig i den danske tegneserieverden, så må du fortsætte mange år endnu ...

Tak, tak

[Carsten Søndergaard]

Picaroerne er sgu en tynd omgang på manuskriptsiden. Men den består jo også af de sølle smuler fra "Tintin og Bigotudoerne", som ikke kunne bruges i "Koks i Lasten" og "Flight no. 714 til Sydney". I øvrigt en historie, der viste Hergés problemer med at få Tintin til at fungere i en verden, hvor realpolitik og en realistisk beskrivelse af verdens ondskab spillede en stadig større rolle i Hergés ambitioner. Bogen "Tintin et les Bigotudos" kan klart anbefales. Eller Seriejournalens artikel om samme (som vi havde lånt af hollandske Stripschrift, oversat af Ole Comoll) i et af de gamle numre.
Mht. skitserne tror jeg hovedsagelig, Hergé har tegnet hovedpersonerne, lavet layouts og fortalt de Moor, hvilke miljøer han gerne ville have hvor og hvordan. Den elegante streg fra Flight no 714 er forsvundet sammen med Leloup og Martin.

Humlen i det hele er vel, at Hergé ganske enkelt ikke orkede og magtede eller ønskede at lave endnu et album, men at han blev presset fra alle sider for at gøre det alligevel. Skulle han så have insisteret på at lade være alligevel? Det er et godt spørgsmål.

Du har sikkert helt ret i, at han på det tidspunkt også savnede kvalificerede samarbejdspartnere, som kunne have tilført historien og tegningerne noget mere bid. Alligevel er det et af de mest solgte album. Sikkert fordi det netop koger suppe på en masse kendte figurer og miljøer, som den almindelige læser finder hyggelige at gense.

[Frank Madsen]

Du har sikkert helt ret i, at han på det tidspunkt også savnede kvalificerede samarbejdspartnere, som kunne have tilført historien og tegningerne noget mere bid. Alligevel er det et af de mest solgte album. Sikkert fordi det netop koger suppe på en masse kendte figurer og miljøer, som den almindelige læser finder hyggelige at gense.

Ja, de seneste Asterix-album har jo været sendt ud i store oplag. Alligevel må jeg tilstå, at jeg var skuffet over "Asterix og Pikterne" og "Da himlen faldt ned om ørerne", selv om de unægtelig kogte suppe på de kendte og elskede figurer. Måske netop fordi de ikke gjorde så meget andet.

[Andrebyboer]

(Forsinket fødselsdagshilsen til Carsten!)

Carsten Søndergaard:

Jo, jo, men jeg tænker på andre tegneserier i almindelighed, ud over Tintin. Man kender ikke rigtig andre eksempler på en lignende "nyopførelse" udført med den samme skaber ved roret.

Nå, det findes en del andre eksempler.

Tezuka tegnet om nogle af sine tidligste værker (en del tabt, andre ikke af tilfredsstillende kvalitet, efter hans egen mening), da de blev samlet. Det er ganske mange, som har recirkuleret samme fortælling, måske med andre figurer (Tillieux, Milton, osv.). Flere Smølfe-historier blev jo også tegnet om til albumformat. Tidlige Flip & Flop gags blev revideret af en assistent for at bedre passe ind i seriens senere format. De første kapitler af Les Innommables og Théodore Poussin havde komplicerede publikationshistorier med ulige versioner, men jeg kender ikke detaljerne godt nok til at kunde sige sikkert hvad som er blevet ændret.

I en noget anden situation har vi Daan Jippes' omtegninger af diverse Carl Barks-æventyr (som oprindeligt var illustrerede af Strobl og andre), i imitation af Barks' stil. Jason tegnet om Jernvognen fra realistisk stil (ikke publiceret, men gjort som universitetsopgave) til sine karakteriske dyrefigurer. For Better and for Worse kørte en stund i et underligt "new-run" format, med reviderede og omskrevne versioner af gamle striber. En episode af Sandman ("A Game of You") blev omtuschet for deluxe-bøgerne, og 12 sider af The Invisibles tegnet om da de blev samlet i album, fordi forfatter eller tegner var misfornøjet med de oprindelige tegninger/tuschingen. Mange tegnere gør mindre ændringer selv, i anledning nye udgaver (f.eks. farveversionen af Scott Pilgrim, med enkelte nytegnede sider).

Maus blev omarbejdet og kraftig udvidet fra tre sider til en hel tegneserieroman; måske det mest radikale eksempel.

Til sidst kan man nævne at "nyopførelser" af gamle striber/sider er ganske vanlig for webcomics, der de tidligste episoder ofte er specielt amatøragtige: http://tvtropes.org/pmwiki/pmwiki.php/M ... irstComics

[Thomas S]

Der er også dele af Don Rosas andehistorier, der er taget fra de historier, han lavede som studerende.

Og så er Maus ikke den eneste Raw-relaterede tegneserie, der er gået fra en novelle til roman. Richard McGuires Here, der oprindeligt var en seks-sider i Raw udkom for nyligt som en 300 siders bog.

[Frank Madsen]

Der er også dele af Don Rosas andehistorier, der er taget fra de historier, han lavede som studerende.

Og så er Maus ikke den eneste Raw-relaterede tegneserie, der er gået fra en novelle til roman. Richard McGuires Here, der oprindeligt var en seks-sider i Raw udkom for nyligt som en 300 siders bog.

Paul Murry tog også færdige Mickey Mouse-historier af Gottfredson og opgraderede dem til Walt Disney's Comics and Stories, f.eks. "The Bar None Ranch" (WDC 229-233) og "An Education for Thursday" (WDC 237-241).

[Carsten Søndergaard]

Jeg tænkte nok, jeg kunne provokere jer til at finde andre eksempler.

Tak, og kom endelig med flere. Det er en interessant disciplin.

Når man tænker på, hvor mange alternative versioner der findes af diverse musikstykker og sange eller film, er det desværre stadig få tegneserier, der får en ny dragt. Hvem ville ikke gerne se Enki Bilal gentegne Tournesol-mysteriet eller Ottokars scepter?

[Frank Madsen]

Hvem ville ikke gerne se Enki Bilal gentegne Tournesol-mysteriet eller Ottokars scepter?

Øhh ... mig?

[Frank Madsen]

Hvem ville ikke gerne se Enki Bilal gentegne Tournesol-mysteriet eller Ottokars scepter?

Øhh ... mig?

Det ville i hvert fald kræve, at Bilal brugte assistenter til at tegne alt det, der ikke er talende hoveder og overkroppe, der står ret op og ned.

[Antaeus]

Der er også dele af Don Rosas andehistorier, der er taget fra de historier, han lavede som studerende.

Og så er Maus ikke den eneste Raw-relaterede tegneserie, der er gået fra en novelle til roman. Richard McGuires Here, der oprindeligt var en seks-sider i Raw udkom for nyligt som en 300 siders bog.

Paul Murry tog også færdige Mickey Mouse-historier af Gottfredson og opgraderede dem til Walt Disney's Comics and Stories, f.eks. "The Bar None Ranch" (WDC 229-233) og "An Education for Thursday" (WDC 237-241).

Så vidt jeg husker så har Murry også taget en del af Barks tegninger til sig og lavet sine egne versioner.

[Erling Søby]

Carsten Søndergaard (om Tintin og Picaroerne):

Humlen i det hele er vel, at Hergé ganske enkelt ikke orkede og magtede eller ønskede at lave endnu et album, men at han blev presset fra alle sider for at gøre det alligevel. Skulle han så have insisteret på at lade være alligevel? Det er et godt spørgsmål.

Du har sikkert helt ret i, at han på det tidspunkt også savnede kvalificerede samarbejdspartnere, som kunne have tilført historien og tegningerne noget mere bid. Alligevel er det et af de mest solgte album. Sikkert fordi det netop koger suppe på en masse kendte figurer og miljøer, som den almindelige læser finder hyggelige at gense.

Jeg er enig i, at albummet befinder sig på det jævne - men det er vurderet i forhold til Hergés øvrige Tintin-albums. Hvis de ikke havde sat så høj en standard, ville bedømmelsen være mere positiv. Hvis man ser bort fra alt det, og kun bedømmer albummet helt løsrevet fra enher kontekst, så er det jo et udmærket album. Og det er stadig bedre, end hvad de fleste andre tegneserieskabere ville have været i stand til at producere.

[Frank Madsen]

Carsten Søndergaard (om Tintin og Picaroerne):

Humlen i det hele er vel, at Hergé ganske enkelt ikke orkede og magtede eller ønskede at lave endnu et album, men at han blev presset fra alle sider for at gøre det alligevel. Skulle han så have insisteret på at lade være alligevel? Det er et godt spørgsmål.

Du har sikkert helt ret i, at han på det tidspunkt også savnede kvalificerede samarbejdspartnere, som kunne have tilført historien og tegningerne noget mere bid. Alligevel er det et af de mest solgte album. Sikkert fordi det netop koger suppe på en masse kendte figurer og miljøer, som den almindelige læser finder hyggelige at gense.

Jeg er enig i, at albummet befinder sig på det jævne - men det er vurderet i forhold til Hergés øvrige Tintin-albums. Hvis de ikke havde sat så høj en standard, ville bedømmelsen være mere positiv. Hvis man ser bort fra alt det, og kun bedømmer albummet helt løsrevet fra enher kontekst, så er det jo et udmærket album. Og det er stadig bedre, end hvad de fleste andre tegneserieskabere ville have været i stand til at producere.

En kunstner er altid oppe imod de forventninger, han/hun/den selv har skabt. Eller imod andre i samme vægtklasse. Jeg tror, de færreste åbnede "Tintin og Picaroerne" dengang og tænkte: "Det her er godt nok marginalt bedre end Far til Fire!" Flertallet ville sammenligne med "Flight no. 714 til Sydney", "Det gådefulde Juveltyveri", "Koks i Lasten", "Det hemmelige Våben" eller et andet Tintin-album - og føle en vis skuffelse over uindfriede forventninger.

I øvrigt KOM der netop på det tidspunkt væltende en række nye tegneseriealbum, der VAR federe og bedre end "Picaroerne". Men Carsten har sikkert ret i, at de ikke solgte nær så meget. Spørgsmålet er her, om "Picaroerne" solgte, fordi det var et fremragende album, eller fordi det var det eneste nye album længe i en fremragende albumserie.

Så vidt jeg husker så har Murry også taget en del af Barks tegninger til sig og lavet sine egne versioner.

MM74-01 The Rare Stamp Search og OS1151-05, begge fra 1960, er remakes af "Det magentarøde frimærke".
MM87-05 Cliff Hangers fra 1963 er en remake af WDCS204 "Cleaning Job on Senator Snoggin"
Dele af Dangerous Disguise (FC#308) blev anvendt af Murry i en Søren Spætte-historie omkring 1960.

[Thomas S]

Når man tænker på, hvor mange alternative versioner der findes af diverse musikstykker og sange eller film, er det desværre stadig få tegneserier, der får en ny dragt. Hvem ville ikke gerne se Enki Bilal gentegne Tournesol-mysteriet eller Ottokars scepter?

Superhelte genren er vel rasende fyldt af det der. Jeg ville ikke turde komme med et bud på hvor ofte Spidermans origin-story er tegnet eller genfortolket. Det er mange!

En af de japanske tegneserier jeg har anbefalet ofte her på stedet er Pluto, som er Urazawas nyfortolkning af en af de mest markante Astro-Boy-historier. I europæiske termer ville det svare til, at Lewis Trondheim lavede sin version af De syv krystalkugler og Soltemplets forbandelse. På dansk har vi også fået tre bind med Astro, som ikke var Tezukas udgave, men en nyere genfortælling.

[Carsten Søndergaard]

Jeg er enig i, at albummet befinder sig på det jævne - men det er vurderet i forhold til Hergés øvrige Tintin-albums. Hvis de ikke havde sat så høj en standard, ville bedømmelsen være mere positiv. Hvis man ser bort fra alt det, og kun bedømmer albummet helt løsrevet fra enher kontekst, så er det jo et udmærket album. Og det er stadig bedre, end hvad de fleste andre tegneserieskabere ville have været i stand til at producere.

Det er sandt nok. Samme skæbne, som overgik de seneste Linda og Valentin-album, der ubønhørligt blev sammenlignet med de tidligere højdepunkter i serien, men stadig var mere interessante end så meget andet i samtiden.

I øvrigt KOM der netop på det tidspunkt væltende en række nye tegneseriealbum, der VAR federe og bedre end "Picaroerne". Men Carsten har sikkert ret i, at de ikke solgte nær så meget. Spørgsmålet er her, om "Picaroerne" solgte, fordi det var et fremragende album, eller fordi det var det eneste nye album længe i en fremragende albumserie.

Klart, at succesen hang nøje sammen med de foregående mange album mere end Picaroernes kvaliteter i sig selv. Det var trods alt stadig Hergé, der stod på albummet, og sulten efter nyt fra Tintin var enorm. Men albummet sælger stadigvæk, trods alt.