Findes der tegneserier med "rigtig" karakterudvikl

[Christian Aarestrup]

Vi snakker vist ikke om helt det samme. Fred være med, at folk ombestemmer sig eller lignende, men hvis de døde uden problemer ka' bli' levende igen, så er der altså ikk' møj chockeffekt i at la' no'en dø. Efterhånden mister man evnen og naiviteten til at hidse sig op over diverse soaps - herunder marvek - fordi det man græder snot eller jubler over den ene måned alligevel viser sig ikke rigti' æ være sket den næste. Og så ka' det oss' bar' være ligemeget, det hele...

[Thomas S]

Og så tæller det ikke. Det skal efter min mening være IREVERSIBLE omvæltninger.

Fordi at folk kun ændrer sig i en pseudo-lineær retning væk fra det de var som udgangspunkt?

Fordi de aldrig rigtigt bevæger sig væk fra det udgangspunkt de er i. Jabberdau spurgte om serier, der ikk "har diverse faste hovedpersoner der så foretager nogenlunde de samme ting i hver episode/album med forskellige variationer af temaet", men i stedet "rigtig" karakterudvikling. X-mænnerne skifter måske ofte hovedpersoner og hovedpersonerneskifter af og til karakter, men der sker ikke ændringer af fatal karakter for plottet - det er stadig en superheltegruppe, der gør hvad superhelte gør. Hvis man bibeholdte de af og til fatale skift, der sker - fx apokalypses æra eller da gruppen blev spredt ud over hele jorden - så ville det være noget andet. Men det bliver jo altid skrevet tilbage til noget, der lignede det, der var før.

Problemet med karakterskiftene i f.eks. superhelteserier er at der ikke er tale om en enkelt forfatters værk, men et underligt patchwork af ting som mange har føjet til over årene, og hver gang en ny forfatter tager over så er der nogen ting som vedkommende ikke kan komme til at lave på grund af den tidligere forfatters værk. Så justerer man verden lidt ved aat genoplive en og gøre en anden ond.

Jeg kan ikke sådan lige komme på et sidestykke til det udenfor superhelte-tegneserier ... måske i Lovecrafts univers, men der bliver som regel kun lagt til, ikke lavet om.

Tv-serier er da helt oplagt. Tænk fx Rejseholdet - klassisk krimi med realistiske sager, indtil en forfatter pludselig skrev La Cours synskhed ind. Det ændrede pludselig seriens præmis. Der er bare få tv-serier (ingen), der har kørt i lige så mange år med lige så mange spinoffs, som fx X-Men, men mekanismen er det samme. Jeg ved ikke med Star Trek osv. for det har jeg ikke set, men det er nok det nærmeste vi kommer i omfang

[Christian Aarestrup]

Det er jo altid udgangspunktet/konceptet, der viser sig at holde. Tony Sopranos SKAL sgu bo i den der store kasse med sin kone og sine børn. Men når det nu er så'en, så skal man også passe på med at afvige for meget fra konceptet for at opnå en umiddelbar effekt. For man skal jo altid "gøre det tilbage" alligevel.

Det kan godt virke også i superhelte-serier. Men så må redaktionen bare holde fast i, at hvis Fønix eller Magneto er døde, eller professoren har droppet sin skole, SÅ ER DET BARE SLUT! Så tænk det dog igennem, før I laver et eller andet smart. Det skal holde for tid og evighed.

[Thomas S]

Persepolis hører seføli til på listen

[blackno1]

Og så tæller det ikke. Det skal efter min mening være IREVERSIBLE omvæltninger.

Fordi at folk kun ændrer sig i en pseudo-lineær retning væk fra det de var som udgangspunkt?

Fordi de aldrig rigtigt bevæger sig væk fra det udgangspunkt de er i. Jabberdau spurgte om serier, der ikk "har diverse faste hovedpersoner der så foretager nogenlunde de samme ting i hver episode/album med forskellige variationer af temaet", men i stedet "rigtig" karakterudvikling. X-mænnerne skifter måske ofte hovedpersoner og hovedpersonerneskifter af og til karakter, men der sker ikke ændringer af fatal karakter for plottet - det er stadig en superheltegruppe, der gør hvad superhelte gør. Hvis man bibeholdte de af og til fatale skift, der sker - fx apokalypses æra eller da gruppen blev spredt ud over hele jorden - så ville det være noget andet. Men det bliver jo altid skrevet tilbage til noget, der lignede det, der var før.

Ja på den måde er det vel kun Claremonts hovedrengøring da det team vi idag forbinder med X-Men kom ind i stedet for det klassiske som kan siges at have haft en blivende effekt.

I morges overvejede jeg om superhelte-serier hænger fast i den slags fordi de tager udgangspunkt i sådan en slags moral-fortællinger om godt og ondt, så der godt nok kan komme noget ind som udfordrer gruppen, men ikke noget der der sådan for alvor fører til en "revurdering af alle værdier".

Jeg ved ikke om man ville sætte sådan en historie som "V for vendetta" ind som et eksempel hvor der sker en udvikling, men det er jo så til gengæld en begrænset serie, men hvis man ser på den kvindelige hovedperson, så må man da sige at der sker nogen ædringer i hendes syn på mange ting.

Morrisons "The Invisibles" gør det vel også - men der har jeg kun læst to bind, så jeg er lidt mere på tynd is der.

En anden serie jeg kom til at tænke på er gode gamle Red Kelly - som jeg husker det tager den da lidt af en drejning efter at han skyder Ross Dobbs (er det sådan han hedder - en af flere brødre som terroriserer hans hjemegn).

Buddy Longway hører vel også til der?

[Christian Aarestrup]

Buddy Longway hører vel også til der?

Helt sikkert

[blackno1]

Hvad med Jordorowskys serier som f.eks. Alef-Thau og Den hvide lama. Der er jo tale om udvikling for hovedpersonen, vel nærmest et rejse frem mod et ideal.

Egentlig tror jeg det er mest normalt at de tegneserier hvor der sker en udvikling i personen enten er over lang tid, men sjældent med mange begivenheder der ændrer alt, eller også er det en enkelt eller et par enkelte historier med krise/forløsning/udvikling hvor der så sjældent bliver gentaget mønstret igen til videre udvikling. Måske er det fordi forfatterne - eller måske deres redaktører tænker i folks konservatisme, når vi begynder på en serie, så tager vi den til os som et brand og vil ikke have for mange omvæltninger undervejs.

[blackno1]

Måske Starlins Metamorphosis Odyssey/Dreadstar også burde falde ind her. Vanth Dreadstar når at være med til at ødelægge et helt univers, falde ind i et nyt, slå sig ned og stifte familie og igen blive kaldet til at redde dem allesammen, denne gang fra en skummel religion. I Dreadstar serien får man faktisk en meget god baggrunds-biografi for alle medlemmerne i hans crew, og også for overskurk'en The lord high papal så selv ham har man en vis forståelse for hans motivation bagefter.

Men meget af karakter-udviklingen sker så oftest i tilbageblik, så man først har figuren og vedkommendes handlinger her og nu, og så bagefter får man hægtet en historie på der sætter personen mere i relief.

En anden udvikling jeg kom til at tænke på er Conan historierne, som nærmest er omvendte i forhold til det vi snakker om her. Der er ikke den store udvikling i personen, men fra han starter som ung barbar til han ender som konge må man sige at hans omgivelser ændrer sig ret markant. Men jeg ved ikke om man kan tale om den ældre Conan fanget i hof-intrigerne som en karakterudvikling.

[Jabberdau]

Og så tæller det ikke. Det skal efter min mening være IREVERSIBLE omvæltninger.

Fordi at folk kun ændrer sig i en pseudo-lineær retning væk fra det de var som udgangspunkt?

Fordi de aldrig rigtigt bevæger sig væk fra det udgangspunkt de er i. Jabberdau spurgte om serier, der ikk "har diverse faste hovedpersoner der så foretager nogenlunde de samme ting i hver episode/album med forskellige variationer af temaet", men i stedet "rigtig" karakterudvikling. X-mænnerne skifter måske ofte hovedpersoner og hovedpersonerneskifter af og til karakter, men der sker ikke ændringer af fatal karakter for plottet - det er stadig en superheltegruppe, der gør hvad superhelte gør. Hvis man bibeholdte de af og til fatale skift, der sker - fx apokalypses æra eller da gruppen blev spredt ud over hele jorden - så ville det være noget andet. Men det bliver jo altid skrevet tilbage til noget, der lignede det, der var før.

...men det var nu IREVERSIBEL karakterudvikling jeg tænkte på .

[Jabberdau]

Følte mig nødsaget til at genoplive tråden her da jeg har fundet det jeg ledte efter i form af Disney tegnefilmsserien Gargoyles.
Af en eller anden grund har den vist ikke været vist på dansk tv sammen med de andre serier i disneyshow.
Serien er i mine øjne fabelagtigt god, god historie med mere end smarte plotlinier, masser af referencer til historieske legender og meget elegante replikker.
De egentlige hovedpersoner ændrer sig en smule men det er nok mere omgivelserne og bi personerne der står for ændringerne.
Hele serien kan ses på youtube.
Men grunden til at serien ikke blev mere populær er nok også pga. at med mindre man ser afsnittene i den rigtige rækkefølge kan det være svært at følge med.
Efter anden sæson blev serien mere eller mindre sluttet men skaberen bag har fortsat serien i tegneserieform, og den glæder jeg mig til at læse.

[Lars Kristensen]

Hm, når jeg tænker på karakterudvikling, handler det ikke så meget om, hvorvidt de får børn eller deres kæreste bliver skudt osv. men mere om hvorvidt de begivenheder, de kommer ud for, får dem til at ændre på deres prioriteter - altså om de nu i en given situation handler anderledes end de ville have gjort førhen.

Den slags karakterudvikling er der selvsagt ikke meget af i tegneserier. For det første, fordi den slags ikke må ske for tit i nogen former for historiefortælling, hvis det i øvrigt skal virke troværdigt, og for det andet, fordi mange tegneserier opererer i meget faste rammer a la sit coms.

Den første, jeg kommer til at tænke på i denne sammenhæng, er Will Eisner. Uden lige at kunne stampe et bestemt eksempel op af jorden, naturligvis

[Dan R. Knudsen]

Karakterudvikling er jo i sagens natur et problem i serier der er fortsatte uden bagkant. Folk køber produktet fordi de kan lide figurerne som de er - det kræver is i maven på redaktøren at lade dem ændre sig nævneværdigt....


Og hvor sentimentalt at se Blackno1 igen...en stemme fra graven....meget apropos....

[Thomas S]

Følte mig nødsaget til at genoplive tråden her da jeg har fundet det jeg ledte efter i form af Disney tegnefilmsserien Gargoyles.

Hmm, nu så jeg så lige (de tilgængelige dele af) de 7 første afsnit. Og jeg kan ikke lige se, hvordan denne serie er værd at fremhæve i forhold til resten. Alene i den indledende femafsnitssaga dør Demona i afsnit 2 for at vende tilbage i nummer 4, og allerede i afsnit 7 ændres forklaringen på, hvordan hun har overlevet til nutiden. Classic comic retcon (i det sidste tilfælde, i det første var det nok planlagt, men alligevel).

[Johan F. Krarup]

Hm, når jeg tænker på karakterudvikling, handler det ikke så meget om, hvorvidt de får børn eller deres kæreste bliver skudt osv. men mere om hvorvidt de begivenheder, de kommer ud for, får dem til at ændre på deres prioriteter - altså om de nu i en given situation handler anderledes end de ville have gjort førhen.

Den slags karakterudvikling er der selvsagt ikke meget af i tegneserier. For det første, fordi den slags ikke må ske for tit i nogen former for historiefortælling, hvis det i øvrigt skal virke troværdigt, og for det andet, fordi mange tegneserier opererer i meget faste rammer a la sit coms.

Den første, jeg kommer til at tænke på i denne sammenhæng, er Will Eisner. Uden lige at kunne stampe et bestemt eksempel op af jorden, naturligvis

Halloooo, det er da et tegneserieforum, dette her, eller hva? Hvis I læser tegneserier, må I da kunne diske op med 1000vis af karakterudviklinger i diverse serier. Det er sgu da lidt for dead-pan-agtigt at komme med nogle få eksempler som fx Will Eisner. Ja, mange tegneserier er sit-com-agtige, men størstedelen (?) er ikke. Næsten alle de serier, jeg har stående på mine hylder har karakterudvikling, vil jeg påstå. Jeg har Tardi, Eisner, Moebius, Pratt, Satrapi, David B., Sfar etc. etc. etc. Og også danske eksempler som Claus Deleuran og Sussi Bech. Der er, så vidt jeg kan bedømme, karakterudvikling over hele linjen.

[Christian Aarestrup]

Satrapi, og David B og alle dem der - ja, bestemt. Det ligger jo lissåm i indbygget i deres materiale. Eisner og Tardi også til tider, om end langt fra nødvendigvis. Adele og Spirit udvikler sig f.eks. ikke i klassisk forstand. Blueberry heller ikke. John DiFool kun overfladisk. Anders And, Tintin, Garfield, Batman, etc. etc. - kan ske, at der er en udvikling i serierne, men egentlig karakterudvikling er der stadig ikke tale om efter min mening.

Så det er jo nok, hvad man anser for at udgøre størstedelen af tegneseriemediet. Hvis man sætter det stort set lig superhelteblade, avisstriber, europæiske albumserier og manga-ditto, så er karakterbevarelse vel snarere reglen end karakterudvikling.