Mimbreños

Besvar
Brugeravatar
Berti Stravonsky
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7881
Tilmeldt: 7. jul 2004, 22:26
Geografisk sted: Aldrig mere Ærø
Kontakt:

Mimbreños

Indlæg af Berti Stravonsky »

Billede

Åh, det er bare dig, din forpulede satan!

For en del år siden skrev jeg en rejsebog til Københavns Drengekor. Vi skulle nemlig til Amerika, og de sangglade og dygtige børn og voksne skulle klædes på. I den forbindelse skulle jeg lave research og skrive om dette mægtige land, og det slog mig, at det der med indianerkrige og drab og den slags…

At alt dette er voldsomt overdrevet. At alle disse drab og stridigheder er blusset op for at lave den ’gode’ historie, til fx fortællinger og film. Og at antallet af drab begået af rødhuder var mindre end antallet af omkomne ved vådeskud! Om det passer, aner jeg af gode grunde ikke. Men det stod der altså, i en af de mange bøger, som jeg fik fingre i.

Jeg kom i tanke om det, da jeg læste e-vokes Mimbreños. En tjubangwestern hvor der skydes og brages i en uendelighed. Der er knald over feltet, komprimeret i en grad, at man næsten mister pusten.

Handlingen er ligetil:

Vi er i Arizona i 1872, et betændt område. Enklaver af banditter hærger området, apacheindianere med, og midt i det hele dukker vores hovedperson op, officer Everett Cole. Han har afgivet et familieløfte, og er ankommet til fængslet ved Burro Peak for at hente brormand, der sidder inde. De har ikke meget at sige hinanden, sådan til at begynde med, for brormand er en skidt Søren. Han har en betændt fortid, og det er fortællingens plus, at denne indhenter ham til sidst. Karma ER en bitch.

I enhver westernfortælling er der altid en kvinde. Faktum. Tjek selv efter i dine bøger og tegneserier, eller gense dine westernklassikere, John Ford, Clint’en og dem.

Også her. Hun bærer også rundt på en tung bagage, og selvfølgelig krydses deres veje, hun og de to brødre.

Alt sammen blendes sammen i skyderier og getaways. Det bliver hurtigt alt for massivt og alt for meget, og jeg, bevares, læste da med spænding og interesse, men vedkommende blev det aldrig.

Albummet mangler ro, og ingen af hovedaktørerne bliver interessante eller vedkommende. Det virker som om, at italienske Casini bare lirer noget af. Tjubang for tjubangens skyld. De få forsøg på empati og forståelse for de enkeltes ageren får aldrig ordentlig ild. Man noterer dem, og så blæses man omkuld af skyderierne.

På et tidspunkt talte jeg simpelthen skuddene, især i starten, hvor der finder et bankrøveri sted. Tænkte, som man jo gør, når man bliver irriteret, over dumme detaljer, og jeg blev næsten helt frustreret over, hvor mange shots der blev fyret af. Begyndte så helt kategorisk at tælle personer og gange antallet af dem med først to og dernæst seks (to revolvere gange seks patroner), og regnestykket gik da op. Det var bare mig, der lod min irritation løbe. Men ret eller ej, albummet mangler pusterum. Det vil for meget på de kun 48 ellers nydelig solfarvede og solvarme sider. Det er varmt i Arizona.

Et nedslag, ét pusterum vil jeg dog fremhæve. Det er på siderne 24, 25 og 26. Her er der ro. Tid til samtale og finde lidt dybde i persontegningerne. En hånd der tager en anden. Løfterige følelser. Dejligt.

Med baggrund i præcis de hænder, der tager hinanden, og så slutningens barske kontrast, så ender albummet faktisk med at være hæderligt. Ikke mere, desværre, men tre hjerter er nu ikke helt ringe.

Både farverne og tegningerne supplerer hinanden fint. I alt fald når man taler om landskaber. De forskellige personer, ja, det er lidt tungere med dem. Men det er næppe tegningerne skyld, snarere selve narrativet.

Der er et godt tempo over tegningerne, dog. Vinkler der skifter, perspektiver der ændres. Det er fint.

Sprogligt er der ikke så meget at kommentere på.

Jeg noterede mig dog, at da vores kvinde, Virginia, reddes (i sidste øjeblik) anvender man tiltaleformen 'du', altså anden person ental. Lidt usædvanligt, tænker jeg.

Men jeg KAN jo være farvet af fx ovennævnte Clint og Ford. Det er jeg nok.

Men det er ren cowboydergryde. Alt for meget er der deri. Bønner, bacon, vand og salt. Alt sammen sovses ind i hinanden, og koges ud. Man kan ikke skelne nuancerne. Retten er blevet til for hurtigt.

Sorry to say. Som skrevet – tre hjerter.

Titel: Mimbreños
Tekst: Stefano Casini
Illustrationer: Stefano Casini
Format: Softcover, 48 sider i farver
Forlag: e-voke
Oversætter: Lea Majdahl Christiansen
Pris: 149, -
Isbn: 978-87-971152-2-0

1.JPG
1.JPG (38.8 KiB) Vist 172 gange
2.JPG
2.JPG (45.31 KiB) Vist 172 gange
Udklip5.JPG
Udklip5.JPG (37 KiB) Vist 172 gange
6.JPG
6.JPG (46.66 KiB) Vist 172 gange
Besvar