Dæ hannler ægge om lydård, mæn om lydsgræft. Å dæ gir ingg mæning å ha lydsgræft i ænkeldår når igge dæ gæller hæle tægstæn.
I hvert fald må princippet for enhver tekst være, at der er konsekvens i den slags afsnapninger af ord, og det er svært at finde eksempler, hvor det er gennemført.
Nu er norsk jo generelt meget mere lydnært i stavningen end dansk, hvilket formentlig er en stor fordel for folk, der gerne vil lære sig norsk. Men sådan er det ikke på dansk, og det kan man selvfølgelig beklage, men sådan er det altså indtil videre.
Det interessante spørgsmål for mig er: HVORFOR blev denne afsnapningstradition på et tidspunkt meget udbredt på dansk i tegneserietekster? Det gjorde den jo ikke i litteratur i almindelighed (bortset måske fra avantgardepoesi, knækprosa osv.), så hvorfor i tegneserier? Fordi nogle mente, at folk, der læste tegneserier, ikke var særlig dygtige læsere i det hele taget og derfor sku' ha' en hjælpende hånd? That is the question