Spirou et Fantasio - Tome 56 - La mort de Spirou 26/8/22

[GoogaMooga]

Dupuis nærmer sig 100 års jubilæet, og hvad er bedre end at genoplive deres flagskib, "Spirou et Fantasio", med bind 56. Det ukuelige makkerpar Splint og Kvik vender tilbage til den mytiske undervandsby Korallion, kendt fra Franquin albummet "Havmysteriet" (1958/1964). Den belgiske titel mere end antyder, at Splint skal dø, men mon ikke han bliver genoplivet igen, som vi kender det fra amerikanske superhelteserier? Olivier Schwartz har tegnet.



amazon.fr:

À l'approche du centenaire des Éditions Dupuis, Spirou et Fantasio ont la mauvaise idée de disparaître de la surface de la Terre ! Peut-être justement parce qu'ils sont en dessous. Dans la cité sous-marine de Korallion, qu'ils avaient déjà visitée lors d'une précédente et mythique aventure de Franquin : Spirou et les Hommes-Bulles... Merveilleuse passerelle entre le glorieux passé de Spirou et les codes narratifs de l'aventure contemporaine, La Mort de Spirou lui offre une renaissance enivrante, entre grande aventure et réflexion sur notre société.

Aux manettes graphiques de ce Spirou "next gen" : Olivier Schwartz, dont le dessin vintage pratiqué sur « Le Groom vert-de-gris » se mue en merveilleux traducteur de la modernité contemporaine. À l'écriture du scénario, un duo piquant, composé de Benjamin Abitan, auteur et homme de radio, et Sophie Guerrive, auteure des remarqués Tulipe et Le Club des amis.

[Mesterius]

...og Benjamin Abitan og Sophie Guerrive har skrevet.

Håper manusene faller mer i smak hos meg enn de ekstraordinære Splint-album av Schwarz og Yann. Schwarz ville ikke vært mitt eget førstevalg til en ny tegner på hovedserien.

[Carsten Søndergaard]

Schwarz ville ikke vært mitt eget førstevalg til en ny tegner på hovedserien.

Hvem så? Vi vil have et bud

[Mesterius]

Schwarz ville ikke vært mitt eget førstevalg til en ny tegner på hovedserien.

Hvem så? Vi vil have et bud

Åh, vil dere? Det hadde jeg ikke trodd.

For å være ærlig vet jeg ikke om noen av Splint-serieskaperne jeg har likt i senere år er folk jeg ville sette på hovedserien. Jeg synes egentlig noe av det beste med dem er at de ikke er bundet av hovedseriens konvensjoner, men spinner videre på den i alternative utgaver, som dog har klar tilknytning til det opprinnelige univers. De to Splint-serieskapere som virkelig har utmerket seg for meg det siste tiår er Émile Bravo (Portræt af helten som troskyldig ung mand og Håbets tid) og Benoit (Kviks brudefærd). De har interessante innfallsvinkler i både stil og innhold, samtidig som jeg stadig kan kjenne igjen figurene fra de klassiske album.

Scwharz og Yanns album derimot forekommer meg temmelig intetsigende. Ikke nødvendigvis i tematikk, men i måten de er fortalt på - de treffer meg ikke. De er oversvømt av referanser til Tintin og til eldre Splint (og sikkert til mange andre serier som jeg ikke engang gjenkjenner) som nærmest gir meg følelsen av fangasm. Så vidt jeg har forstått er Schwarz og Yanns Splint også en slags hyllest til/fortsettelse av den ufullførte historien laget av Yves Chaland på 80-tallet, og da føles det litt som noen puslebiter mangler når det opprinnelige forelegget ikke er utgitt på dansk.

[superboy]

Schwarz ville ikke vært mitt eget førstevalg til en ny tegner på hovedserien.

Hvem så? Vi vil have et bud

Scwharz og Yanns album derimot forekommer meg temmelig intetsigende. Ikke nødvendigvis i tematikk, men i måten de er fortalt på - de treffer meg ikke. De er oversvømt av referanser til Tintin og til eldre Splint (og sikkert til mange andre serier som jeg ikke engang gjenkjenner) som nærmest gir meg følelsen av fangasm. Så vidt jeg har forstått er Schwarz og Yanns Splint også en slags hyllest til/fortsettelse av den ufullførte historien laget av Yves Chaland på 80-tallet, og da føles det litt som noen puslebiter mangler når det opprinnelige forelegget ikke er utgitt på dansk.

Scwharz og Yanns album derimot forekommer meg temmelig nydelige. Ikke nødvendigvis i tematikk, men i måten de er fortalt på - de treffer meg fullstendig. De er oversvømt av referanser til Tintin og til eldre Splint (og sikkert til mange andre serier som jeg ikke engang gjenkjenner) som nærmest gir meg følelsen av fangasm.

[Mesterius]

Hvem så? Vi vil have et bud

Scwharz og Yanns album derimot forekommer meg temmelig intetsigende. Ikke nødvendigvis i tematikk, men i måten de er fortalt på - de treffer meg ikke. De er oversvømt av referanser til Tintin og til eldre Splint (og sikkert til mange andre serier som jeg ikke engang gjenkjenner) som nærmest gir meg følelsen av fangasm. Så vidt jeg har forstått er Schwarz og Yanns Splint også en slags hyllest til/fortsettelse av den ufullførte historien laget av Yves Chaland på 80-tallet, og da føles det litt som noen puslebiter mangler når det opprinnelige forelegget ikke er utgitt på dansk.

Scwharz og Yanns album derimot forekommer meg temmelig nydelige. Ikke nødvendigvis i tematikk, men i måten de er fortalt på - de treffer meg fullstendig. De er oversvømt av referanser til Tintin og til eldre Splint (og sikkert til mange andre serier som jeg ikke engang gjenkjenner) som nærmest gir meg følelsen av fangasm.

Ja, jeg regnet jo med at fortellerstilen i albumene treffer mange, ettersom "Operation flaggermus" er et av Cobolts best solgte album. For meg blir det dog litt for mye "se hvor mange fiffige referanser vi klarer å få inn!" sammenlignet med andre elementer.

Muligens var jeg litt harsk mot Scwharz og Yann i går, for jeg syntes da albumene deres var underholdende da jeg leste dem (spesielt det første). Men jeg har ikke følt for å gjenlese dem særlig ofte, og ble ikke spesielt engasjert i de nye figurene heller.

Émile Bravos album er jo lagt til nøyaktig samme tidsperiode, men de engasjerer meg på en helt annen måte. Jeg synes også Bravos album er en finere hyllest til Hergé enn Schwarz og Yanns album (siden sistnevnte nå insisterer på å slenge inn referanser overalt).

[Andrebyboer]

Jeg er heller ikke noe særlig til Schwartz og Yanns album. Schwartz har en elegant stil (f.eks. i Atomic Agency), men jeg synes ikke den passer bra til Splint: jeg "tror" ikke på universet som avbildes, tegningene fremstår for meg som affekterte. Og jeg misliker omtrent alt jeg har lest av Yann—i det minste hans "humoristiske" verker. Jeg synes ikke hans svarte humor fungerer i lengre historier, og jeg oppfatter dem ofte som både vemmelige og pedantiske.

Jeg håper at med andre manusforfattere og en litt løsere stil vil dette albumet tiltale meg mer. Jeg har ikke vært spesielt begeistret over utdragene jeg har sett, men jeg venter til jeg kan lese hele fortellingen før jeg gjør meg opp en mening.

Hvis vi vurderer hypotetiske alternativer skulle jeg gjerne se Pascal Jousselin (Imbattable, på dansk som Overmand) som Splint-tegner/forfatter. Han har skrevet eller orkestrert en del artige konsept-historier for Spirou-bladet, og jeg liker tegnestilen hans for serien. (Men jeg var, alt i alt, fan av Yoann & Vehlmann, og skulle helst sett at de fikk fortsette.)

[Carsten Søndergaard]

Mange gode betragtninger, tak for dem

Og ja, Pascal Jousselin kunne bestemt være et interessant bud. Man må næsten antage, at han har været inde i billedet, men jeg ved det ikke. Det kan jo også tænkes, at han pænt har takket nej, fordi han hellere vil forfølge sine egne projekter.

[Mesterius]

Den norske forsiden til "Sprint er død!" er offentliggjort. Albumet kommer i salg 27. september. Og vi ser her at den klassiske tradisjonen for utropstegntitler lever i beste velgående hos Egmont.



Dessverre er forsiden ganske ubehjelpelig fra et designståsted. Ikke bare tviholder Egmont på den utdaterte hvite ramme rundt tittellogoen, som kutter vekk deler av den originale tegningen. De plasserer også tittellogoen "SPRINT" rett over "SPRINT" i albumets tittel. Hvorfor skrev de ikke bare "SPRINT ER DØD!" på coveret istedenfor "SPRINT - SPRINT ER DØD!"?

[Carsten Søndergaard]

Dessverre er forsiden ganske ubehjelpelig fra et designståsted. Ikke bare tviholder Egmont på den utdaterte hvite ramme rundt tittellogoen, som kutter vekk deler av den originale tegningen. De plasserer også tittellogoen "SPRINT" rett over "SPRINT" i albumets tittel. Hvorfor skrev de ikke bare "SPRINT ER DØD!" på coveret istedenfor "SPRINT - SPRINT ER DØD!"?

Det er nærmest retro-agtigt med den hvide bund foroven. Som dengang i 1970'erne og 80'erne, hvor man kunne være tvunget til at skære toppen af trykfilmene, hvis fransk tekst var indbygget i den.

Men kønt er det ikke. Og den sinistre, dunkle stemning, der er i øverste halvdel af den franske forside, er gået fløjten.

Også pudsigt at Guerrive Abitan Schwart står mokket sammen under titlen, som om det var navnet på én person.

Spøjst også at konturen om Splints hat ikke har samme tykkelse som de øvrige bogstavelementer i titlen, når nu den tydeligvis skal udgøre prikken over i'et.

Nå, men man skal jo ikke skose sine kolleger, har jeg hørt.

Selv er jeg lidt glad for, at båndet foroven på den franske forside er (gen)indført, så man ikke behøver at slås med det altid grafisk ulyksalige "& Co.". Også selv om SPLINT & CO. selvfølgelig ikke fylder båndet lige så pænt ud som LES AVENTURES DE SPIROU ET FANTASIO.

Bagsiden på det franske album er også fin. Det er, som om der er gjort plads til en bagsidetekst, men det er der åbenbart ikke på den franske bagside. Det kommer der på den danske. Og den danske titel på albummet bliver SPLINTS DØD. Uden udråbstegn!

[Carsten Søndergaard]

Og sådan kom den til at se ud på dansk.

https://cobolt.dk/shop/splint---co-57-s ... -792p.html

[GoogaMooga]

Flottere end den franske!

[Carsten Søndergaard]

Flottere end den franske!

Tak

Det synes jeg også selv, men det har også lidt at gøre med, at båndet foroven er gjort kortere, fordi den danske titel er kortere. Og at vi ikke har "La" og "de" i den danske titel, så det hele fremstår mere kompakt og markant. Og ... at forfatternavnene ikke står allerøverst i sort på dybhavsblå bund, som de mærkeligt nok gør på den franske forside (man kan næsten ikke se dem, men de er der faktisk).

De to forfattere og Schwartz er i øvrigt meget glade for den danske versionering i det hele taget. Abitan spurgte dog ind til, om Myg virkelig er det danske navn på Seccotine (som den kvindelige journalist hedder på fransk), og om der var en dybere mening med den ændring. Det var der helt sikkert ikke, men nu hedder hun jo altså Myg på dansk, som hun har gjort i 50 år. Hun kommer til at spille en mere aktiv rolle i fremtiden ... mere røber jeg ikke Seccotine på fransk har konnotationer af klisterstads, kropsnær, sætte til vægs, sveder/eftersidning m.m. ... Schwartz har udtalt, at han syntes, hun burde fremstå lidt mere sexet end i gamle dage. I kan selv besømme til december

Der er en del tråde til "Havmysteriet" og "I murænens gab" i historien, og det gik op for mig, at de var noget vanskeliggjort af, at undervandsbyens navn "Korallion" slet ikke optræder i de (to) gamle danske oversættelser (det gør det både i Franquins oprindelige tekst og meget markant i det nye album), ligesom der i (begge) de gamle danske oversættelser tales om "mændene i kuglerne", hvor det retteligt bør være "boblerne". Den franske titel på albummet "Havmysteriet" er "Spirou et les hommes-bulles", hvilket betyder "Splint og boblemændene" (eller boblemenneskene). En simpel fejloversættelse, bulle = boble, boule = kugle). Og det er afgjort bobler, dels er de nede i vandet, dels er de elastiske. Men alt det vil der blive rettet op på i de nyrestaurerede og nyoversatte udgave af Franquins Splint & Co.-album, der udkommer fra 2023/2024.

[yogibear&booboo]

Jeg synes de konnotationer passer ret dårligt til figuren Myg, der altid har været handlekraftig og selvstændig og Splint og Kvik har altid været vilde med hende eller i det mindst godt kunne lide hende. Hun havde også en sådan lurendrejer mischievous rolle i Katakomberne under Champignac, hvor hende og Splint jo kyssede i isgrotten udenfor billedet.

[Mesterius]

De to forfattere og Schwartz er i øvrigt meget glade for den danske versionering i det hele taget. Abitan spurgte dog ind til, om Myg virkelig er det danske navn på Seccotine (som den kvindelige journalist hedder på fransk), og om der var en dybere mening med den ændring. Det var der helt sikkert ikke, men nu hedder hun jo altså Myg på dansk, som hun har gjort i 50 år. Hun kommer til at spille en mere aktiv rolle i fremtiden ... mere røber jeg ikke Seccotine på fransk har konnotationer af klisterstads, kropsnær, sætte til vægs, sveder/eftersidning m.m. ...

Jeg synes de konnotationer passer ret dårligt til figuren Myg, der altid har været handlekraftig og selvstændig og Splint og Kvik har altid været vilde med hende eller i det mindst godt kunne lide hende. Hun havde også en sådan lurendrejer mischievous rolle i Katakomberne under Champignac, hvor hende og Splint jo kyssede i isgrotten udenfor billedet.

I så måte passer vel navnet Myg enda dårligere.

Men jeg vet ikke om det stemmer at Splint og Kvik alltid har "været vilde med [Myg] eller i det mindst godt kunne lide hende". I de tidlige album av Franquin introduseres hun som en direkte konkurrent til Splint og Kvik, og skaper ofte problemer for dem, selv om hun også kan hjelpe dem når det virkelig gjelder. Det er tydelig at de to ofte finner det slitsomt når hun dukker opp og prøver å snappe et oppdrag eller en sak foran nesen på dem, selv om de også gradvis blir venner med henne.

Kvik og Myg i særdeleshet krangler til stadighet i de eldre Franquin-albums, tidvis nesten som et ektepar. Jeg får flere ganger inntrykk av at Franquin og medarbeiderne hans lekte med tanken om et nærere forhold mellom dem, men lovgivningen på den tid tillot vel ikke slikt i tegneserier for barn. Myg forsvant jo fra Franquins album nesten like fort som hun hadde dukket opp, og jeg har ofte lurt på hvorfor Franquin ikke benyttet henne flere ganger. Men dette er det kanskje skrevet om i noen av samleverkene med Splint.

Selv var jeg alltid overrasket over at senere serieskapere ofte lekte seg med scenarioet om at Splint og Myg skulle bli sammen, men nesten ingen av dem var interesserte i scenarioet Kvik og Myg. Det sistnevnte er jo så opplagt med tanke på interaksjonen deres i Franquins originalalbum. Yann og Tarrins "Katakomberne under Champignac" er eneste gang jeg har sett noen så mye som prøve et romantisk scenario mellom Myg og Kvik, og der er Kvik stadig fullstendig uanende om Mygs tilnærming og hinting (og Splint og Myg har i tillegg den nevnte sekvens i isgrotten).