Mogens skrev: ↑9. sep 2024, 21:58hopla, da jeg havde nogle af de samme spørgsmål og tanker, linker jeg lige til den tråd, jeg selv startede for 3 år siden. Måske giver den dig nogle svar, du ikke allerede har fået.
Mogens skrev: ↑9. sep 2024, 21:58
hopla, da jeg havde nogle af de samme spørgsmål og tanker, linker jeg lige til den tråd, jeg selv startede for 3 år siden. Måske giver den dig nogle svar, du ikke allerede har fået.
Carsten Søndergaard skrev: ↑30. aug 2024, 00:34Forfatteren Kristian Himmelstrup har skrevet en biografi om forfatteren Jan Sonnergaard, der døde som 53-årig af et hjertestop, og i den forbindelse fået adgang til Jan Sonnergaards dagbøger, som han skrev gennem ti år som teenager og ung mand, mens hans far, Jørgen Sonnergaard, udsatte ham (og hans mor og bror) for fysisk og psykisk tortur.
Nu har jeg læst biografien, og den er fremragende. Har man et blødt punkt for Jan Sonnergaards forfatterskab og hans smægtende satiriske samfundskritik, må den betragtes som et must-read. Himmelstrup fortæller Jan Sonnergaards liv gennem hans forfatterskab, fra ti års dagbogsskriveri som teenager og ung mand, og gennem hans noveller og romaner og talrige opfordrede og uopfordrede kronikker og indlæg i pressen, interviews osv. Samtidig er det en spændende krønike om det litterære miljø i København fra 1990 og frem, anmeldere, kritikere, redaktører og forlag, politik, kultur og samfund, kærlighed, alkohol, gastronomi, eksorbitante gourmetrestauranter og brune værtshuse, venner og fjender. Det hele er der.
Jeg tillader mig at citere et par afsnit, der specifikt handler om Jan Sonnergaards far, Jørgen Sonnergaard. Og om tegneserier:
“Efter velmagtsdagene på Presse-Illustration-Bureau og Gutenberghus i 1960’erne og 70’erne havde økonomien skrantet for faren [Jørgen Sonnergaard]. Det vidner flere breve og dispositioner om. Han lavede eget firma [associeret med Egmont], hvorfra han solgte sine oversættelser, noveller og romaner, men indkomsten var svingende og tørrede efterhånden ud. Han var ude i flere retssager, når han øjnede en mulighed for økonomisk vinding, så da Jan døde, fravalgte han de familiære følelser for at få en bid af den formodede økonomiske kage, som hans søn efterlod sig. Han havde ellers tidligere og helt eksplicit slået hånden af begge sønnerne, efter de i en årrække ikke havde villet se ham, men det gjaldt så kun den ene vej, forstod man nu. Blandt Jans efterladte effekter var der flere breve, der bevidnede det. Blandt andet et uåbnet, som viste sig at indeholde: ingenting. Faren havde meget håndgribeligt ingenting at sige til sin søn, men stor lyst til netop at sige dét alligevel. Og brevet illustrerer på barsk vis, hvor hårdt det må have været at have en far, som fandtes fysisk i Helsingør, men som han ingen forbindelse havde til, og ingenting fik fra.”
“Faren mødte op til bisættelsen, trods Lars’ indtrængende ønske om, at han ville holde sig væk. Han var en sølle skygge af sig selv, lidt krumrygget med stok satte han sig et stykke nede i kirken, og hvad mon han tænkte dér, tænkte vi andre, og hvorfor havde han overhovedet et behov for at komme, når han havde slået hånden af sine sønner og vidste, at han ikke var velkommen?
Måske af samme grund, som fik Lars til fem år senere at gå til sin fars begravelse. Afslutning, familiefølelse, retfærdighed? For at sikre sig, at han virkelig VAR død, som Lars så lakonisk forklarede det? Den 29. juni 2021 døde Jørgen Sonnergaard og fik omtaler i flere aviser, hvor hans oversættelse af Tintin blev nævnt som det gennemgående, herunder kaptajn Haddocks bandeord, og så nævnte flere af nekrologerne også hans retssag for at få mere ud af sit arbejde med at udbrede Tintin i Danmark gennem sine oversættelser."
“Vi har bildt os selv ind, at vi kun kan lære noget i en institution. Sådan var det ikke, da Jan var ung, hvor han nok lærte engelsk og tysk i skolen, men også i høj grad, fordi han læste tegneserier, så film og dyrkede Beatles og tysk punkmusik. I ‘Kulturprofilen’ i Berlingske Tidende fortæller han, dagen efter at Frysende våde vejbaner udkom, om sit kulturforbrug og gør en dyd ud af at vise bredden i det. En perfekt lørdag ville han cykle ind til Hovedbanegården og hente Europas bedste avis, Die Zeit, foruden nogle ‘mere eller mindre forkvaklede tegneserier’ i Fantask, helst Walking Dead eller Punisher, og så ville han køre hjem, lave god kaffe, høre sine rockklassikere og læse. Han gad sjældent se fjernsyn, satte det væk i perioder, men prøvede i stedet at læse og lytte bredt og nysgerrigt.”
“Inspirationen kunne komme alle steder fra, og det gjaldt om, som dannet menneske, at holde sig åben over for alle genrer. I et interview i Information i 2002 om ‘læselyst’ bekræfter han, at han hentede inspiration fra blandt andet tegneserier, al slags musik, dårlige pornofilm og elendige noveller fra det hedengangne erotiske magasin Tidens Mand: ‘Jeg prøver i hvert fald at holde mig åben for, at de inferiøre tekster kan sige et eller andet. De kan effektivt skildre en tid og give et signalement af en person’.”
Og så sidder man unægtelig også tilbage med en konstatering af et pudsigt sammenfald mellem Jan Sonnergaard enorme folkelige gennembrud med novellesamlingen Radiator i 1997, der også gjorde ham til en darling blandt litteraturkritikere og på det kulturelle og mediemæssige parnas. Og til en velhavende mand. Alt sammen i modsætning til hans far, der ikke ville vide af sin søn og havde sat ham uden for døren (korporligt fx ved at stille hans ting ud i haven i barndomshjemmet i Virum, den dag Jan havde fået sin studentereksamen og kom hjem med eksamensbeviset; med beskeden om, at fra nu af måtte han klar sig selv).
Kun et år efter lagde Jørgen Sonnergaard helt uventet sag an mod Forlaget Carlsen. Det er svært at konkludere andet, end at når nu hans søn, som han afskyede og havde udstødt af familien, mod alle odds var blevet en anerkendt kulturel figur, så ville faderen også være det. Koste hvad det ville. Det kom til at koste det hele, både økonomisk og familiemæssigt.
Nørdehistorie om, hvorfor alfabetiseringen i Frank Ranesens reoler med de stjålne tegnebøger i Enhjørningens hemmelighed side 59-60 var forkert i første oplag af retroudgaven. Og sådan set også problematisk i alle efterfølgende udgaver.
Hvis vi først studerer Hergés oprindelige udgave på fransk:
Side 59 ser man de tre venstre sektioner af reolen, og at hver sektion har mindst tre hylder.
Side 60 ser man, at reolen faktisk har (mindst) fire hylder.
Der må være flere end tre sektioner, uanset at visse hylder omfatter mere end ét bogstav.
Det kan konstateres, at princippet for alfabetiseringen som udgangspunkt er som på almindelige biblioteksreoler – start øverst i venstre sektion, derefter ned til bunden af den og så videre øverst i næste sektion til højre osv.
A skal altså være øverst i venstre sektion. Men da vi ser de tre nederste hylder i venstre sektion, og vi ved at der er mindst fire hylder, må der enten være en tom hylde øverst, eller A eller B må fylde mere end én hylde. For C er den nederste af de fire hylder.
Vi antager at anden sektion også har fire hylder. I så fald må den øverste enten også være tom, eller der må være endnu en hylde med C – eller også er der to hylder med D. For Hergé har placeret D som næstøverste hylde i sektion to, hvilket fremgår af side 60. Og på den følgende hylde står der på fransk EF, ganske logisk. Men så viser det sig, at G ikke har nogen hylde på fransk. Måske hedder ingen bestjålne tegnebogsejere noget med G? I stedet har den nederste hylde bogstavet H.
Den øverste hylde i sektion tre hedder formentlig I (eller måske H, hvis der er mange H-navne), for side 60 kan vi se, at hylde to hedder IJK, hylde tre L og hylde fire MN. Så enten må mange hedde noget med H, eller mange noget med I, og K er der jo uhyre få ord og navne med på fransk. Så det stemmer – også med at Tintin finder Loisels tegnebog på næstnederste hylde i sektion tre under L.
Men så opstår problemet på dansk, hvor Fughls tegnebog jo nødvendigvis må stå under F (eller EF). Vi ved, at Tintin finder Fughls bog på en næstnederste hylde, så i princippet kunne det være tredje hylde i anden sektion, med andre ord hylden lige under den med D og Dupondts bøger (hvis man altså kaldte den for EF). Men ... i 59-8 ser Tintin målrettet mod den næstnederste hylde i tredje sektion og får der øje på Fughls bog netop på den hylde. Det passer godt på fransk, hvor hylden hedder L. Men jo ikke på dansk.
Så det endte med et kunstgreb, så G kommer før EF og IJ på dansk. Hvilket jo virker uforståeligt med tanke på Frank Ranesens ordenssans. Nu hvor jeg ser på det igen her tyve år senere, kunne jeg godt være fristet til at ændre det til den anden – men også forkerte – mulighed, nemlig af EF står i anden sektion neden under D, uanset at Tintin faktisk finder Fughls bog i tredje sektion. Og det virker også absurd, at V’et på nederste hylde i sektion fire er bibeholdt på dansk. Det virker faktisk allerede absurd på fransk, hvor der kun er tre hylder mellem MN og V.
I den engelske udgave er der brugt et andet kunstgreb: Side 59 lader man, som om der kun står bogstaver på de to nederste rækker hylder – og alfabetiseringen er vandret, så de tre næstnederste hylder side 59 horisontalt hedder A, B og C – og de tre nederste hedder F, G og H. Side 60 finder Dupondterne – alias Thomson and Thompson – så tilsyneladende deres bøger et sted noget længere mod højre uden for indledende synsvidde, hvor der ud over en hylde med T også er hylder med U, V og Y.
I de gamle Sonnergaard-udgaver var der slet ingen bogstaver. Tilsyneladende havde Casterman fjernet dem helt fra de trykfilm, der blev brugt til internationale udgaver. Selv i visse franske udgaver mangler bogstaverne – vel tænkeligt fordi visse oplag blev trykt i samtryk med andre sprog og derfor med det internationale sæt trykfilm.
Og det var en af dem, Niels Søndergaard havde at oversætte fra, for Casterman var endnu ikke klar med alle retroudgaverne. De gjorde dem af en eller anden grund ikke klar i kronologisk orden, så indimellem måtte Niels oversætte fra den almindelige standardudgave. Hvilket kunne lade sig gøre med fx Enhjørningen og Rackham, fordi der som udgangspunkt ingen ændringer var i den moderne udgave i forhold til retroudgaven.
Bortset altså så fra denne visuelle detalje, nemlig at bogstaverne ikke var der, og da de heller ikke var i de gamle Sonnergaard-udgaver, havde vi ingen referencer, hvor de fandtes, heller ikke i arbejdsfilerne til trykningen af retroudgaven, som heller ikke var klar. Da første oplag så gik i trykken, var filerne i mellemtiden blevet komplette med bogstaverne, som de stod på fransk i den allerførste udgave. Og det bemærkede jeg åbenbart ikke – eller tænkte ikke på, at alfabetiseringen var forkert på dansk – da jeg fik en ozalid til godkendelse.
Derfor står de franske bogstaver i første oplag af den danske retroudgave, men det blev ændret til det ovenfor beskrevne i følgende oplag og også i miniudgaven fra 2007 og den nye standardudgave i 2010’erne samt i gigantudgaven.
De gengivne versioner her har begge dansk tekst i boblerne, kun bogstaverne på boghylderne er, som de står på henholdsvis dansk (efter første oplag af retroudgaven) og på fransk (samt i første oplag af retroudgaven.
Carsten Søndergaard skrev: ↑4. dec 2024, 00:05Men så opstår problemet på dansk, hvor Fughls tegnebog jo nødvendigvis må stå under F (eller EF). Vi ved, at Tintin finder Fughls bog på en næstnederste hylde, så i princippet kunne det være tredje hylde i anden sektion, med andre ord hylden lige under den med D og Dupondts bøger (hvis man altså kaldte den for EF). Men ... i 59-8 ser Tintin målrettet mod den næstnederste hylde i tredje sektion og får der øje på Fughls bog netop på den hylde. Det passer godt på fransk, hvor hylden hedder L. Men jo ikke på dansk.
Brødrenes franske navn, Loiseau, betyder jo "Fuglen" (i bestemt form) på fransk, idet L'et er den bestemte artikel i "L'Oiseau", så måske burde Jeronimus Klomann (stadig et mere fantastisk navn end Frank Ranesen - hvorfor skal der en fodboldvits ind dér?) i virkeligheden have rubriceret brødrenes tegnebøger under O?
Loisel er i øvrigt den normanniske udgave af Loiseau-navnet, der er ret udbredt over hele Frankrig og det fransktalende Belgien.
Carsten Søndergaard skrev: ↑4. dec 2024, 00:05Men så opstår problemet på dansk, hvor Fughls tegnebog jo nødvendigvis må stå under F (eller EF). Vi ved, at Tintin finder Fughls bog på en næstnederste hylde, så i princippet kunne det være tredje hylde i anden sektion, med andre ord hylden lige under den med D og Dupondts bøger (hvis man altså kaldte den for EF). Men ... i 59-8 ser Tintin målrettet mod den næstnederste hylde i tredje sektion og får der øje på Fughls bog netop på den hylde. Det passer godt på fransk, hvor hylden hedder L. Men jo ikke på dansk.
Brødrenes franske navn, Loiseau, betyder jo "Fuglen" (i bestemt form) på fransk, idet L'et er den bestemte artikel i "L'Oiseau", så måske burde Jeronimus Klomann (stadig et mere fantastisk navn end Frank Ranesen - hvorfor skal der en fodboldvits ind dér?) i virkeligheden have rubriceret brødrenes tegnebøger under O?
Loisel er i øvrigt den normanniske udgave af Loiseau-navnet, der er ret udbredt over hele Frankrig og det fransktalende Belgien.
Ved du ikke at "ran" er et gammelt udtryk for røveri?
"The chances of anything coming from Mars, are a million to one they said"
Og i og med, at Rane er et reelt eksisterede fornavn, så er Ranesen er korrekt eksisterende (eller ihvertfald korrekt konstrueret) efternavn - modsat alle de frit opfundne og helt ukorrekte -sen navne, der plager en del tegneserier.
Frank Madsen skrev: ↑4. dec 2024, 14:19Brødrenes franske navn, Loiseau, betyder jo "Fuglen" (i bestemt form) på fransk, idet L'et er den bestemte artikel i "L'Oiseau", så måske burde Jeronimus Klomann [...] i virkeligheden have rubriceret brødrenes tegnebøger under O?
Antyder du, at Hergé har begået en fejl
Det fiffige er jo da netop, at det på fransk udtales som "fuglen", altså "l'oiseau", uden at der står "l'oiseau". En spidsfindighed, der vanskeligt kan overføres til dansk. Men Søndergaards "Fughl" rummer dog noget af samme subtile underforståelse i modsætning til Sonnergaards papudskårne "Fugl".
I Politikens udgave er den franske hyldealfabetisering bevaret, og selv om Tintin her udtrykkeligt opfordrer Dupondterne til at se under H, finder de bemærkelsesværdigt nok deres tegnebøger under D.
Avisens læsere må i øvrigt have undret sig, fordi der står "Taget 12-12-61" Striben blev nemligt bragt i avisen 28-10-61.
I Sonnergaard-udgaven står der "stjålet 12-10-60", altså seks år før albummet udkom på dansk. Muligvis ændrede Hergé på et tidspunkt datoen fra 12-10-42, som der står i den oprindelige franske udgave (og i den danske retroudgave) til 12-12-60. I den franske udgave af Enhjørningen, jeg har (fra 1980'erne) er datoen slet ikke med, ligesom hyldebogstaverne som ovenfor beskrevet.
Frank Madsen skrev: ↑4. dec 2024, 14:19Jeronimus Klomann (stadig et mere fantastisk navn end Frank Ranesen
Enig i at "Jeronimus Klomann" er et godt navn, men det er "Frank Ranesen" også.
Også uanset at man udmærket kan plædere for, at Sonnergaard lige her lægger sig lidt mere op ad Hergé end Søndergaard, fordi han på fransk lyder navnet Aristide Filoselle.
Politikens oversætter fik det til hr. Filo Sophus Abrahamsen, som egentlig rummer sin egen diskrete charme.
Vedhæftede filer
Filo-Spphus-Abrahamsen.jpg (84.26 KiB) Vist 361 gange
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 00:47Det fiffige er jo da netop, at det på fransk udtales som "fuglen", altså "l'oiseau", uden at der står "l'oiseau".
Ja, ja - det fremgik forhåbentlig af det, jeg skrev. Loiseau er et ganske udbredt navn, akkurat som folk herhjemme hedder Høg, Trane, Stork, Falk osv. Men altså i bestemt form.
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 00:47En spidsfindighed, der vanskeligt kan overføres til dansk. Men Søndergaards "Fughl" rummer dog noget af samme subtile underforståelse i modsætning til Sonnergaards papudskårne "Fugl".
Svært at sige, hvad der er bedst – er der noget, der indikerer, at "Loiseau" fra Hergés side er et subtilt underforstået navn?
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 01:09Enig i at "Jeronimus Klomann" er et godt navn, men det er "Frank Ranesen" også.
Men "Frank Ranesen" indeholder bare et ordspil på "Frank Arnesen", som forurener læseoplevelsen med en aldeles irrelevant 80'er-fodbold-reference, mens "Jeronimus Klomann" alene refererer til en tyvagtig personlighed.
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 00:47Det fiffige er jo da netop, at det på fransk udtales som "fuglen", altså "l'oiseau", uden at der står "l'oiseau".
Ja, ja - det fremgik forhåbentlig af det, jeg skrev. Loiseau er et ganske udbredt navn, akkurat som folk herhjemme hedder Høg, Trane, Stork, Falk osv. Men altså i bestemt form.
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 00:47En spidsfindighed, der vanskeligt kan overføres til dansk. Men Søndergaards "Fughl" rummer dog noget af samme subtile underforståelse i modsætning til Sonnergaards papudskårne "Fugl".
Svært at sige, hvad der er bedst – er der noget, der indikerer, at "Loiseau" fra Hergés side er et subtilt underforstået navn?
Carsten Søndergaard skrev: ↑5. dec 2024, 01:09Enig i at "Jeronimus Klomann" er et godt navn, men det er "Frank Ranesen" også.
Men "Frank Ranesen" indeholder bare et ordspil på "Frank Arnesen", som forurener læseoplevelsen med en aldeles irrelevant 80'er-fodbold-reference, mens "Jeronimus Klomann" alene refererer til en tyvagtig personlighed.
Som andre har forklaret ovenfor, refererer "Ranesen" vel også til en tyvagtig personlighed? Og ja, så lægges der et ekstra lag på med "Frank" foran "Ranesen", og ja, man kan sagtens diskutere relevansen. Jeg har ikke noget problem med det, Frank Arnesen er en folkekær personlighed, og mange vil synes, det er sjovt, mens ingen vil finde "Jeronimus Klomann" sjovt på samme måde.
