Tintin vs. Spirou

[Frank Madsen]

Tintin handler om en fyr med en sjov hårtop, der har en hund og en hidsig, piberygende ven. Nogle gange besøger de deres skøre ven professoren, der laver fantastiske opfindelser og bor på et slot i nærheden af en lille landsby.

Spirou (Splint. & Co.) handler om en fyr med en sjov hårtop, der har et egern og en hidsig, piberygende ven. Nogle gange besøger de deres skøre ven professoren, der laver fantastiske opfindelser og bor på et slot i nærheden af en lille landsby.

Hvad er egentlig forskellen på de to serier? Og er der en grund til, at de ligner hinanden så meget?

[Peter Becher Damkjær]

Hvad er egentlig forskellen på de to serier?

Skal dette tages som et udtryk for, at vi reelt godt kunne undvære den ene af de to?

[Jan Erik Hedberg]

God observation, Madsen, har ikke tænkt over disse sammenfald før!

"Bummelummerlum, skal han være reporter - njaa, er dét ikke set før?" -" Elevatordreng! Elevatordreng i et tegneatelie, Bon!!"
...."Hmmmm, hvad skal jeg finde på, istedet for en hund, hmmm... Et egern!"...
" Ja, dér var den, selvfølgelig et egern!"

[Frank Madsen]

Hvad er egentlig forskellen på de to serier?

Skal dette tages som et udtryk for, at vi reelt godt kunne undvære den ene af de to?

Det skal tages som et oplæg til en debat om forskellen på og lighederne mellem de to serier. Men det fremgik vist allerede af mit første indlæg.

God observation, Madsen, har ikke tænkt over disse sammenfald før!
"Bummelummerlum, skal han være reporter - njaa, er dét ikke set før?" -" Elevatordreng! Elevatordreng i et tegneatelie, Bon!!"
...."Hmmmm, hvad skal jeg finde på, istedet for en hund, hmmm... Et egern!"...
" Ja, dér var den, selvfølgelig et egern!"

Jeg var så uforsigtig at nævne lighederne i en mailingliste (comix-digest), jeg var medlem af 1996-99, og spurgte, om Spirou var en slags "poor man's Tintin". Der lød et ramaskrig fra flere sider, men jeg fik senere en mail fra en belgier, der skrev, at magasinerne Tintin og Spirou faktisk henvendte sig til læsergrupper fra forskellige sociale lag, hvor Tintin-magasinet selvfølgelig tiltrak det kostskoleagtige overklassesegment blandt børnene, mens Spirou var det mere arbejderagtige tilbud. Det kan forklare både lighederne (konkurrence og gensidig inspiration) og forskellene (forskellige målgrupper) og er i hvert fald en interessant supplerende vinkel.

I 2002 skrev Frank Stevens fra Brussels' frie universitet om emnet, i foredraget "Growing up in a symbolic society : The difference between ‘Spirou’ and ‘Tintin’." Gender and educational tracking in the social and cultural practices of young people in Flanders:

It would be wrong though to interpretate the differences between general and vocational pupils solely from a ‘laddish’ point of view. The differences in cultural preferences demonstrate another refinement. The best way to explain this refinement is by referring to what has been called in the French speaking part of Belgium as ‘le duel Spirou-Tintin’3 (Dayez 2001). Since the existence of the two comic papers, from the 1940’s4, there was a fierce competition between them about style and a competition for the hearts of the young public. The magazine Tintin was led by Hergé, the designer of the comic character with the same name. The comics in the magazine were like the comic Tintin: catholic, serious, without frivolities, open to events in other cultures or to events in the past, sound from an educational point of view, with realistically, anatomically correct drawings and well documented backgrounds. All comic writers were followers of the so called clear line drawings, so cherished by Hergé. Spirou on the other hand, had a more rebellious image, although it was as catholic or as sound from an educational point of view as Tintin. Instead of the seriousness of the comics of Tintin, it offered comics with a sense of humour like Spirou, but also comics as the Smurfs or Lucky Luke. The drawings and stories were not at all realistic, the events took place in a completely fantasized world and there was a strong emphasis on humour and amusement. This ‘duel’ was not limited to the style of the comic papers alone. There was also a kind of duel between the readers of the two magazines. Tintin-adapts did not read Spirou, and on the other hand Spirou-fans did not want to be associated with Tintin or readers of the magazine, which they considered pathetic. This controversy did not limit itself to the two comic magazines, but also took on the form of a musical dispute. In the fifties Spirou-fans favoured American rock music like the music of Jerry Lee Lewis, Little Richard, etc. Tintin-fans developed a taste for more European style sentimental songs. In the sixties it developped into the friction between Rolling Stones and Beatles fans. Robbedoes/Spirou-fans became supporters of the rougher and less polished music of the Rolling Stones, while Kuifje/Tintin-readers predominantly became Beatles fans. Since the sixties, the music industry has tried on several occasions to artificially create a distinction between more ‘rebellious’ and ‘rougher’ music groups on the one side and more ‘innocent’ and ‘respectable’ groups. One such an example is the very artificial controversy between Blur and Oasis in the nineties. There is a certain ressemblance in our results of that old divide. On the one hand, you have the goody goodies in general and art secundary education, very much involved in the ‘serious’ and ‘qualitative’ approach in the products belonging to the cultural correct dimension or involved in the search for authenticity in the products belonging to the roots- or rock dimension and with attention for cultural products popular when their parents were teenagers themselves. On the other side, there are pupils in vocational education looking for amusement and a certain degree of rebellion and toughness in cultural products. The divide between Robbedoes-fans and Kuifje-fans never has run very deep. They were two shades of the same popular culture, acting as material to mark symbolic boundaries. Similarly, one can read the cultural differences between the two groups of pupils.

Læs hele rapporten i PDF her: http://www.vub.ac.be/TOR/main/publicati ... 002_38.doc

Der er også kommet en bog i 1997 om kampen mellem Tintin og Spirou: Dayez, H. 1997, Le Duel Tintin-Spirou, Ed. Contemporaines, Paris, 256 pp.

[Dan R. Knudsen]

Hm - det må jeg se at få sat mig ind i en dag. Men hvad vil du med vores mening, når emnet ser ud til at være kvalificeret gennemhøvlet andetsteds?

MEN - hvis du vil høre min (ukvalificerede) mening - så er den største forskel at Tintin er meget mere stif overlip renskuret helt. Der er meget mere løse tøjler og vildskab i Splint. Hvor Herges streg nok blev vældigt flot til sidst så blev tegningerne lidt småkedelige - hvor i mod Franquins streger OG tegninger kun voksede i frodig vildskab - og ditto for historierne...
Der er mere saft og kraft i K&S - mere grafisk stil over Tintin.

[Dan R. Knudsen]

PS. Og af samme grund kan det være SÆRDELES svært at vælge - simpelthen fordi de to serier måske nok på formelniveau er ens men i deres væsen er så komplet forskellige.

Symptomatisk er at Tintin netop har den mest klichéfyldte følgesvend - en hund - mens Splint har noget så bizart som et egern.

Jeg ville nok stemme på K&S hvis jeg SKULLE stemme - men mest fordi der er flest album i serien....

[Christian Aarestrup]

Spændende. Hvad er den nutidige pandang til den dualisme. Hvad læser rockerne i dag? Og hvad læser billerne?

Ku' et bud være henholdsvis Azzarello og Clowes?

[Christian Aarestrup]

Det gi'r vel ikke rigtig nogen mening at vælge mellem noget, hvis man ikke positioner sig afgørende ved valget. Efterhånden er de to serier vel smeltet sammen i ren tegneserie-nostalgi, og der er derfor ikke længere meget rock'n'roll over at bekende til til Spirou kontra meget overklasse over at gå op i Tintin.

Jeg holder vældig meget af begge, men de deler jo ikke ligefrem vandene...

[mags]

Sprint, 100 Bullets og Stones for the win!

(ikke Tintin, Ghost World og Beatles)

[Carsten Søndergaard]

Det gi'r vel ikke rigtig nogen mening at vælge mellem noget, hvis man ikke positioner sig afgørende ved valget. Efterhånden er de to serier vel smeltet sammen i ren tegneserie-nostalgi, og der er derfor ikke længere meget rock'n'roll over at bekende til til Spirou kontra meget overklasse over at gå op i Tintin.

Enig. De tilhører for mange danskere over 40 år et par af følehornene i det store albumboom i 1970'erne sammen med Lucky Luke og flere andre fransk-belgiske serier, som alle sammen i øvrigt havde en anden forhistorie i deres hjemlande i 1940'erne, 50'erne og 60'erne. For nutidens yngre tegneserielæsere er de højst en slags koryfæer, der repræsenterer en samlet fortid, og for læsere i 20'erne og 30'erne har den oprindelige polarisering i bedste fald akademisk interesse.

Alligevel er det her jo en smule interessant set med danske øjne:

The magazine Tintin was led by Hergé, the designer of the comic character with the same name. The comics in the magazine were like the comic Tintin: catholic, serious, without frivolities, open to events in other cultures or to events in the past, sound from an educational point of view, with realistically, anatomically correct drawings and well documented backgrounds. All comic writers were followers of the so called clear line drawings, so cherished by Hergé. Spirou on the other hand, had a more rebellious image, although it was as catholic or as sound from an educational point of view as Tintin. Instead of the seriousness of the comics of Tintin, it offered comics with a sense of humour like Spirou, but also comics as the Smurfs or Lucky Luke. The drawings and stories were not at all realistic, the events took place in a completely fantasized world and there was a strong emphasis on humour and amusement.

På forunderligvis afspejler opdelingen af stilarter, læsersegmenter osv. på en måde den opdeling, der var i 1970'erne mellem Gutenberghus og Carlsen på den ene side (de renfærdige, nærmest katolsk-hellige; fonden med de velgørende formålsparagraffer og Per Carlsen med sin personlige renfærdighed) og Interpresse (rebellerne og de grænseløse fantaster; forlaget der blev opfattet som det rene Christiania, da Carlsen skulle fusionere med Interpresse) på den anden side. Den hellige akse Lombard-Casterman gik igen i Gutenberghus (Fart og tempo etc.) og Carlsen (Tintin etc.), mens Dupuis' mere løsslupne fremtoning i Danmark blev repræsenteret af Interpresse. Ikke i al evighed, for Carlsen udgav jo også Dupuis-serier (og fra sidst i 70'erne også udfordrende voksentegneserier), og Interpresse udgav også efterhånden Lombard- og Castermanserier. Men grundlæggende var der de samme forskelle gennem 1960'erne og det meste af 70'erne. Hvilket også ses af, at Carlsen og Gutenberghus aldrig var konkurrenter på den tid, mens Interpresse var konkurrent til både Carlsen og Gutenberghus og omvendt.

Dayez's bog, som Frank Stevens baserer sine konklusioner på, om konkurrencen mellem Journal Spirou og Journal Tintin, kan anbefales, hvis man kan fransk, men det fine link, som Frank skal have tak for, er et udmærket koncentrat af nogle af dens konklusioner.

Desværre er meget af den tids konkurrence uddød, fordi forlagene i tidens bigger-is-better-bølge konstant opkøber hinanden og dermed dræber de lokale kreative miljøer. At Dupuis og Lombard og Dargaud og Lucky Productions og Blake et Mortimer m.fl. i dag har samme ejer, er selvfølgelig absurd og dræbende for kreativiteten på det største europæiske tegneseriemarked. Men heldigvis opstår der, måske af samme årsag, nye forlag, som på deres egen måde er enten katolsk-hellige eller rebelske og som vækker nye kreative miljøer til live.

De er blot holdt op med at give hovedpersonerne strithår og kæledyr.

[Henrik Rehr]

[Jeg var så uforsigtig at nævne lighederne i en mailingliste (comix-digest), jeg var medlem af 1996-99, og spurgte, om Spirou var en slags "poor man's Tintin". Der lød et ramaskrig fra flere sider, men jeg fik senere en mail fra en belgier, der skrev, at magasinerne Tintin og Spirou faktisk henvendte sig til læsergrupper fra forskellige sociale lag, hvor Tintin-magasinet selvfølgelig tiltrak det kostskoleagtige overklassesegment blandt børnene, mens Spirou var det mere arbejderagtige tilbud. Det kan forklare både lighederne (konkurrence og gensidig inspiration) og forskellene (forskellige målgrupper) og er i hvert fald en interessant supplerende vinkel.

Om ikke andet så beviser det at i Belgien holder de rige røvhuller hund og de fattige røvhuller egern. Man lærer sgudda også noget nyt hver dag!


Derudover er det ikke så underligt med sammenfaldene, i virkeligheden er de jo bare dramaturgiske kneb. Ung mand=indifikationsobjekt for yngre drenge. Kaptajn /Kvik= comic relief. Professor = sjove opfindelser og forholdsvis let indgang til intriger og eventyr. Og nå ja, kæledyr er søde og sjove, det er derfor de altid er med i Disney-film.

[Jan Erik Hedberg]

Tænk hvor skævvreden den belgiske klassekamp var!

Mens de rige kapitalist-svin, blot ku' aflevere deres hunde i hundepensionen, når de tog afsted på deres årlige én-uges sommerferie til den italienske Riviera - måtte de hårdtarbejdende arbejdere blive hjemme og passe produktionen, FOR DER VAR SGU IKKE NOGET DER HED EGERNPENSION!!!

Mage til forskelsbehandling!

Vi ska' sgu ikke klage, efter Fogh har indført "det frie egernpensions valg"

[Frank Madsen]

De er blot holdt op med at give hovedpersonerne strithår og kæledyr.

Serier som f.eks. Loisels "Jagten på Tidsfuglen" og Serpieris "Druuna" har masser af strithår og kæledyr... og som du flere gange har nævnt, så er manga tidens løsen, og her hersker strithår og kæledyr stærkere end nogensinde.

En anden ting er, at hvor Spip altid har virket ret mislykket som figur (har den nogensinde haft betydning for plottet?), så er Terry en anderledes stærk og handlekraftig personlighed. Hvorfor denne forskel? Er der ting, hunde kan, som egern ikke evner, eller er det Spirillen, der kommer ind fra højre og hugger alle de gode roller (som kaptajn Haddock stjæler Terrys rolle som joker og samtalepartner)?

[Jesper]

[(som kaptajn Haddock stjæler Terrys rolle som joker og samtalepartner)?

Og drukkenbolt

[Dan R. Knudsen]

Er der ting, hunde kan, som egern ikke evner, eller er det Spirillen, der kommer ind fra højre og hugger alle de gode roller (som kaptajn Haddock stjæler Terrys rolle som joker og samtalepartner)?

Ja.


Og jeg er under det indtryk at Druuna handler mere om stritdyr og kælehår...