Og apropos Moebius, så bestod denne uges kost af Essential Silver-Surfer. Han arbejdede jo sammen med Stan Lee om en graphic novel en gang i 70'erne eller deromkring. Stan var faktisk meget begejstret for hans arbejde. Men ja, han er et lidt større syrehovede end gennemsnittet. Jeg holdt meget af ham da jeg var yngre, men har ikke rigtigt fulgt med i hvad han har lavet for nyligt.
Ellers blev der plads til Civil War #3.
Travl uge, men nu vinker ferien lige forude.
Ugens Gang
-
Christian Aarestrup
- Brugerniveau 6
- Indlæg: 5389
- Tilmeldt: 4. apr 2005, 20:30
- Geografisk sted: Nordsjælland
Jeg ville meget gerne læse hans SS, som jeg desværre aldrig har fået fingre i. Har set noget senere, men det er vist ikke det oprindelige. Han tegner guddommeligt - men samarbejdet med Jodorowsky er efter min mening lidt af en blindgyde, og når han selv står for historierne, spacer han jo helt ud.
CAa
Life is what happens to you while you're hoping for something else
Life is what happens to you while you're hoping for something else
-
Christian Aarestrup
- Brugerniveau 6
- Indlæg: 5389
- Tilmeldt: 4. apr 2005, 20:30
- Geografisk sted: Nordsjælland
-
Lars Kristensen
- Brugerniveau 4
- Indlæg: 1199
- Tilmeldt: 30. dec 2004, 20:06
- Geografisk sted: Østerbro
- Kontakt:
endnu en gang
Åh - har helt glemt at læse tegneserier i denne uge! Brugte min sparsomme fritid på at se min først Bruce Lee-film: "Way of the Dragon" - ikke noget at råbe hurra for, men blandt ekstramaterialet var en halt times spoof lavet af folkene bag "Højt at flyve" og se, det var guf! Nå, men jeg har i hvert fald fået brugt nogle penge.
Købt:
Yoko Tsuno: 8,10,11,12
Lefranc: 5,7 (mangler 2,3,9,10 hvis nogen har billige brugte - gerne meget brugte og meget billige - til salg?)
Splint & Co: 24, 28
Ridder Goodwill: 4 (trumf)
Tardi: Polonius
Købt:
Yoko Tsuno: 8,10,11,12
Lefranc: 5,7 (mangler 2,3,9,10 hvis nogen har billige brugte - gerne meget brugte og meget billige - til salg?)
Splint & Co: 24, 28
Ridder Goodwill: 4 (trumf)
Tardi: Polonius
-
Christian Aarestrup
- Brugerniveau 6
- Indlæg: 5389
- Tilmeldt: 4. apr 2005, 20:30
- Geografisk sted: Nordsjælland
Jeg kan godt li' tegneserier, der skal ta' seriøst.
Fik færdiggjort "Y - The lst man: Paper dolls", inden ugen randt ud. Hovedhistorien er som måske bekendt, at Yorick er den sidste mand på jorden. Alle andre er døde af en virus, og kvinderne har overtaget alle samfundsfunktioner. USAs regering - nu ledet af Yoricks mor - forsøger at holde hans eksistens hemmelig, men de arbejder på at finde ud af, hvordan han blev immun. De har fået de narrowed down til noget med hans kæleabe - der imidlertid er blevet kidnappet af en leje-ninja. Og Yorick selv vil bare til Australien og opsøge sin forlovede, der er forsvundet i bushen.
"Paper Dolls" er den syvende ombæring i serien, og desværre må man konstatere, at den begynder at udvikle sig til ren evighedstomgang. Hovedplottet skrider kun yderst lidt frem denne gang, og forfatteren Vaughan, der ellers er en komet på den amerikanske himmel, forfølger sidevej efter sidevej, der viser sig at være blindgyder. Der er masser af falshbacks efter devisen om, at jo mere vi som læsere ved om karakterene, jo bedre - hvilket kun er delvist rigtigt. Der er en graviditet, som løber ud i sandet, da den viser sig at resultere i en pige - et trick, Vaughan har brugt før. Der er rigtig meget om 355 - Yoricks barske negerinde-bodyguard, og så får vi en ret banal antydning af, hvorfor Yoricks abe måske er bærer af modgiften. "Paper Dolls" slutter forresten med, at hende her ninjaen også mister aben. Og så er Yoricks mor måske, måske ikke blevet nakket af israelerne.
Så det' ikke, fordi der slet ikke sker noget. Last Man er stadig en top-titel. Men nu er universet og karakterene altså ved at være på plads. Nu kan der ikke klemmes meget mere saft ud af at skildre, hvordan verden ville se ud, hvis kvinderne bestemte. Vaughan har brugt de fleste af sine ideer, og vi kender hans persongalleri så godt, som vi har brug for. Det er på tide at begynde at tænke klimaks og afslutning - som jo netop er den her slags føljetoners akilleshæl. Alt for mange starter godt, men kører så bare herpå, indtil det hele for længst er løbet ud i sandet. Vel fordi de amerikanske blade er tænkt som evighedsserier. Og man slår jo ikke en ko, der skider guld, ihjel.
Dramaturgisk er det imidlertid ikke guld, men gift. Som læsere har vi brug for closure. I forbindelse med nogen historier mere end andre. Den her hører til førstnævnte, så få det gjort, Vaughan. Og gør det nu for en gangs skyld ordentligt. Giv os et brag af en afslutning og vis, at du mestrer det, som så mange andre åbenbart ikke gør.
P.S. Serien er meget passende tegnet af en kvinde, Pia Guerra, og hun bliver bedre og bedre for hver gang.
Fik færdiggjort "Y - The lst man: Paper dolls", inden ugen randt ud. Hovedhistorien er som måske bekendt, at Yorick er den sidste mand på jorden. Alle andre er døde af en virus, og kvinderne har overtaget alle samfundsfunktioner. USAs regering - nu ledet af Yoricks mor - forsøger at holde hans eksistens hemmelig, men de arbejder på at finde ud af, hvordan han blev immun. De har fået de narrowed down til noget med hans kæleabe - der imidlertid er blevet kidnappet af en leje-ninja. Og Yorick selv vil bare til Australien og opsøge sin forlovede, der er forsvundet i bushen.
"Paper Dolls" er den syvende ombæring i serien, og desværre må man konstatere, at den begynder at udvikle sig til ren evighedstomgang. Hovedplottet skrider kun yderst lidt frem denne gang, og forfatteren Vaughan, der ellers er en komet på den amerikanske himmel, forfølger sidevej efter sidevej, der viser sig at være blindgyder. Der er masser af falshbacks efter devisen om, at jo mere vi som læsere ved om karakterene, jo bedre - hvilket kun er delvist rigtigt. Der er en graviditet, som løber ud i sandet, da den viser sig at resultere i en pige - et trick, Vaughan har brugt før. Der er rigtig meget om 355 - Yoricks barske negerinde-bodyguard, og så får vi en ret banal antydning af, hvorfor Yoricks abe måske er bærer af modgiften. "Paper Dolls" slutter forresten med, at hende her ninjaen også mister aben. Og så er Yoricks mor måske, måske ikke blevet nakket af israelerne.
Så det' ikke, fordi der slet ikke sker noget. Last Man er stadig en top-titel. Men nu er universet og karakterene altså ved at være på plads. Nu kan der ikke klemmes meget mere saft ud af at skildre, hvordan verden ville se ud, hvis kvinderne bestemte. Vaughan har brugt de fleste af sine ideer, og vi kender hans persongalleri så godt, som vi har brug for. Det er på tide at begynde at tænke klimaks og afslutning - som jo netop er den her slags føljetoners akilleshæl. Alt for mange starter godt, men kører så bare herpå, indtil det hele for længst er løbet ud i sandet. Vel fordi de amerikanske blade er tænkt som evighedsserier. Og man slår jo ikke en ko, der skider guld, ihjel.
Dramaturgisk er det imidlertid ikke guld, men gift. Som læsere har vi brug for closure. I forbindelse med nogen historier mere end andre. Den her hører til førstnævnte, så få det gjort, Vaughan. Og gør det nu for en gangs skyld ordentligt. Giv os et brag af en afslutning og vis, at du mestrer det, som så mange andre åbenbart ikke gør.
P.S. Serien er meget passende tegnet af en kvinde, Pia Guerra, og hun bliver bedre og bedre for hver gang.
CAa
Life is what happens to you while you're hoping for something else
Life is what happens to you while you're hoping for something else
-
Christian Aarestrup
- Brugerniveau 6
- Indlæg: 5389
- Tilmeldt: 4. apr 2005, 20:30
- Geografisk sted: Nordsjælland
Og når vi nu snakker closure, så er "100 Bullets" af Azzarello og Risso bygget op på en lidt anden måde. For det første er der sat en grænse på de passende 100 afsnit. Den niende trade her - "Strychnine lives" når op på 67, og vi er altså 2/3 af vejen mod målet. Og mens mange andre forfattere starter med at holde sig på sporet og så senere begynde at slå afstikkere, så indkredser Azzarello hovedplottet mere og mere, efterhånden som han bevæger sig frem.
Hovedplottet er kampen om magten i en hemmelig, verdensomspændende organisation kaldet "the trust". Denne er klassisk konspiration - en håndfuld familier har i virkeligheden styret verdens gang i de sidste mange århundreder og givet herredømmet videre fra far til søn eller i værste fald datter. Den stærkeste familie er medicierne - fra Firenze i det gamle Italien. "The minute men" - har gennem alle tider været trustens interne politi - dem, der skulle sørge for freden og overholdelsen af de interne love. De er imidlertid blevet afviklet, medlemmerne har fået slettet deres hukommelse, og krigen raser mellem familierne.
Vi har nu fået alle otte minute men enten op at køre igen eller lagt i graven. På hvis side de slås ved de imidlertid knap nok selv, for Azzarello skriver som sine stolte forgængere Dashiell Hammeth og Raymond Chandler - han driver gæk med og forvirrer sin læser ved enhver lejlighed, og hvis det medfører, at han heller ikke selv kan holde styr på alle intrigerne og dobbeltspillet, så er det en pris, der er værd at betale. Men mens familieoverhoveder dør som fluer og dolker hinanden i ryggen, begynder vi at ane det bagvedliggende billede denne gang. Måske har Azzarello faktisk fat i alle trådene - på samme måde som Augustus Medici. Jokeren i spillet er stadig den gamle chef for the minute men - agent Graves - og den gennempsykopatiske mm'er Lono, som får alle wolverine'rne og cable'rne til at fremstå som højskoledrenge med strittende lillefingre.
Azzarello har 33 episoder, vel omtrent fire trades, til at lukke og slukke. Selv hvis han ikke skulle få samlet det hele i en stor, fin knude, så ved vi imidlertid, at han vil gøre det med stil. Han er mere noir-anno-2000 end noget andet, jeg kender til. Og skyggemesteren over dem alle, Eduardo Risso, er et match made in heaven for ham. "100 Bullets" stinker så langt væk af coolness, at de bør opbevares i forseglede plasticposer. Azzarello skriver omtrent den bedste dialog i verden, og han prøver ikke bare at være barsk - han er det. Det her er den ægte vare og skal stå på hylden ved siden af Hammet og Graham Greene og Fritz Lang og Houstons Malteserfalken.
Hovedplottet er kampen om magten i en hemmelig, verdensomspændende organisation kaldet "the trust". Denne er klassisk konspiration - en håndfuld familier har i virkeligheden styret verdens gang i de sidste mange århundreder og givet herredømmet videre fra far til søn eller i værste fald datter. Den stærkeste familie er medicierne - fra Firenze i det gamle Italien. "The minute men" - har gennem alle tider været trustens interne politi - dem, der skulle sørge for freden og overholdelsen af de interne love. De er imidlertid blevet afviklet, medlemmerne har fået slettet deres hukommelse, og krigen raser mellem familierne.
Vi har nu fået alle otte minute men enten op at køre igen eller lagt i graven. På hvis side de slås ved de imidlertid knap nok selv, for Azzarello skriver som sine stolte forgængere Dashiell Hammeth og Raymond Chandler - han driver gæk med og forvirrer sin læser ved enhver lejlighed, og hvis det medfører, at han heller ikke selv kan holde styr på alle intrigerne og dobbeltspillet, så er det en pris, der er værd at betale. Men mens familieoverhoveder dør som fluer og dolker hinanden i ryggen, begynder vi at ane det bagvedliggende billede denne gang. Måske har Azzarello faktisk fat i alle trådene - på samme måde som Augustus Medici. Jokeren i spillet er stadig den gamle chef for the minute men - agent Graves - og den gennempsykopatiske mm'er Lono, som får alle wolverine'rne og cable'rne til at fremstå som højskoledrenge med strittende lillefingre.
Azzarello har 33 episoder, vel omtrent fire trades, til at lukke og slukke. Selv hvis han ikke skulle få samlet det hele i en stor, fin knude, så ved vi imidlertid, at han vil gøre det med stil. Han er mere noir-anno-2000 end noget andet, jeg kender til. Og skyggemesteren over dem alle, Eduardo Risso, er et match made in heaven for ham. "100 Bullets" stinker så langt væk af coolness, at de bør opbevares i forseglede plasticposer. Azzarello skriver omtrent den bedste dialog i verden, og han prøver ikke bare at være barsk - han er det. Det her er den ægte vare og skal stå på hylden ved siden af Hammet og Graham Greene og Fritz Lang og Houstons Malteserfalken.
CAa
Life is what happens to you while you're hoping for something else
Life is what happens to you while you're hoping for something else
Ingen kan sige det som du Aarestrup!...Er enig hele vejen igennem, selvom jeg mangler at læse de 2 sidste trade paperbacks (Skal lige ha' de økonomiske midler til det først!). Men rigtig god anmeldelse!!Christian Aarestrup skrev:Og når vi nu snakker closure, så er "100 Bullets" af Azzarello og Risso bygget op på en lidt anden måde. For det første er der sat en grænse på de passende 100 afsnit. Den niende trade her - "Strychnine lives" når op på 67, og vi er altså 2/3 af vejen mod målet. Og mens mange andre forfattere starter med at holde sig på sporet og så senere begynde at slå afstikkere, så indkredser Azzarello hovedplottet mere og mere, efterhånden som han bevæger sig frem.
Hovedplottet er kampen om magten i en hemmelig, verdensomspændende organisation kaldet "the trust". Denne er klassisk konspiration - en håndfuld familier har i virkeligheden styret verdens gang i de sidste mange århundreder og givet herredømmet videre fra far til søn eller i værste fald datter. Den stærkeste familie er medicierne - fra Firenze i det gamle Italien. "The minute men" - har gennem alle tider været trustens interne politi - dem, der skulle sørge for freden og overholdelsen af de interne love. De er imidlertid blevet afviklet, medlemmerne har fået slettet deres hukommelse, og krigen raser mellem familierne.
Vi har nu fået alle otte minute men enten op at køre igen eller lagt i graven. På hvis side de slås ved de imidlertid knap nok selv, for Azzarello skriver som sine stolte forgængere Dashiell Hammeth og Raymond Chandler - han driver gæk med og forvirrer sin læser ved enhver lejlighed, og hvis det medfører, at han heller ikke selv kan holde styr på alle intrigerne og dobbeltspillet, så er det en pris, der er værd at betale. Men mens familieoverhoveder dør som fluer og dolker hinanden i ryggen, begynder vi at ane det bagvedliggende billede denne gang. Måske har Azzarello faktisk fat i alle trådene - på samme måde som Augustus Medici. Jokeren i spillet er stadig den gamle chef for the minute men - agent Graves - og den gennempsykopatiske mm'er Lono, som får alle wolverine'rne og cable'rne til at fremstå som højskoledrenge med strittende lillefingre.
Azzarello har 33 episoder, vel omtrent fire trades, til at lukke og slukke. Selv hvis han ikke skulle få samlet det hele i en stor, fin knude, så ved vi imidlertid, at han vil gøre det med stil. Han er mere noir-anno-2000 end noget andet, jeg kender til. Og skyggemesteren over dem alle, Eduardo Risso, er et match made in heaven for ham. "100 Bullets" stinker så langt væk af coolness, at de bør opbevares i forseglede plasticposer. Azzarello skriver omtrent den bedste dialog i verden, og han prøver ikke bare at være barsk - han er det. Det her er den ægte vare og skal stå på hylden ved siden af Hammet og Graham Greene og Fritz Lang og Houstons Malteserfalken.
Nå, men back on track. Det er en sommer i kallsikernes tegn, for siden sidst består mine læsninger bl.a. af:
Essential Uncanny X-Men vol. 1 (som ikke indeholder Uncanny X-Men, men bare de første 24 første oprindelige X-Men) og begyndelsen på Essential Classic X-Men vol. 2 (som navneskiftet til trods er fortsættelsen af den anden) - et lille sommerprojekt, og nu har jeg vist i den ene eller anden form alt X-Men inden den Giant-Size, der relancerede titlen. Mest overraskende var, hvor mange af de faste X-temaer, der kommer igen og igen, der rent faktisk bliver lavet lanceret i Kirby og Lees oprindelige run, samt hvor skidt Roy Thomas faktisk kommer ud af sine første forsøg på serien. Den bliver unægteligt meget, meget kedeligere, da han overtager forfattergerningen. Men Roy Thomas kan skrive, det beviser han bl.a. i:
Alliancen Klassiker 1, 3 og 4 og Rumguden Thor Klassiker, som er suveræn underholdning. Kree-Skrull-krigen var lidt skuffende - ikke fordi den var dårlig, men den var knap så grande, som forventet baseret på, hvor ofte man har hørt om den sidenhen. Meget kosmiske historier, og det kosmiske fungerer meget bedre i Allinace-regi, end det nogensinde har gjort i FF eller X-Men. Jeg snuppede også lige et gammelt nummer af Space Knight Rom, hvor han er oppe mod Mutanternes Søsterskab (Rogue, Destiny, Mystique). Ganske nuttet sag.
På andre fronter har jeg købt hele The Devil Ororon-sagen og fået læst de to første bind. Den er absolut god underholdning, omend Helvede og Himmerig i krig krydret med Romeo og Julie-kærlighed ikke er super-originalt. Men den heftige brug af voice over giver stemning. På den negative side har jeg lidt svært ved at skelne personerne i deres aflange androgyne fremstilling efterhånden som persongalleriet udvides, og jeg synes forlaget er noget fedtet med deres oversættelse af lydord. Jeg kan godt leve med, at de har en politik om, at kun lydord med afgørende betydning, som ikke ellers kan aflæses af billederne oversættes, men det er altså slet ikke nok lydord der er oversat. Flere steder i bindene er der hele bærende billeder, der består af en person indkranset af et lydord i megaformat, og man sidder bare tilbage og tænker "hvad sker der? Buldrer det? Skriger han? Hvad?" Ikke godt nok, Mangismo.
Yoko Tsuno 3 - Budskab til evigheden er en anden klassiker, der blev slugt. Tsuno, når det er absolut bedst. Teknofetsih og eventyr.
Runepress gamle figur Smogy Boy 1 og 2 blev også læst. Krimi Noir-pastiche med sort humor i funny animal-rotte-stil, og ikke særligt sjovt, når det kommer til stykket.
Essential Uncanny X-Men vol. 1 (som ikke indeholder Uncanny X-Men, men bare de første 24 første oprindelige X-Men) og begyndelsen på Essential Classic X-Men vol. 2 (som navneskiftet til trods er fortsættelsen af den anden) - et lille sommerprojekt, og nu har jeg vist i den ene eller anden form alt X-Men inden den Giant-Size, der relancerede titlen. Mest overraskende var, hvor mange af de faste X-temaer, der kommer igen og igen, der rent faktisk bliver lavet lanceret i Kirby og Lees oprindelige run, samt hvor skidt Roy Thomas faktisk kommer ud af sine første forsøg på serien. Den bliver unægteligt meget, meget kedeligere, da han overtager forfattergerningen. Men Roy Thomas kan skrive, det beviser han bl.a. i:
Alliancen Klassiker 1, 3 og 4 og Rumguden Thor Klassiker, som er suveræn underholdning. Kree-Skrull-krigen var lidt skuffende - ikke fordi den var dårlig, men den var knap så grande, som forventet baseret på, hvor ofte man har hørt om den sidenhen. Meget kosmiske historier, og det kosmiske fungerer meget bedre i Allinace-regi, end det nogensinde har gjort i FF eller X-Men. Jeg snuppede også lige et gammelt nummer af Space Knight Rom, hvor han er oppe mod Mutanternes Søsterskab (Rogue, Destiny, Mystique). Ganske nuttet sag.
På andre fronter har jeg købt hele The Devil Ororon-sagen og fået læst de to første bind. Den er absolut god underholdning, omend Helvede og Himmerig i krig krydret med Romeo og Julie-kærlighed ikke er super-originalt. Men den heftige brug af voice over giver stemning. På den negative side har jeg lidt svært ved at skelne personerne i deres aflange androgyne fremstilling efterhånden som persongalleriet udvides, og jeg synes forlaget er noget fedtet med deres oversættelse af lydord. Jeg kan godt leve med, at de har en politik om, at kun lydord med afgørende betydning, som ikke ellers kan aflæses af billederne oversættes, men det er altså slet ikke nok lydord der er oversat. Flere steder i bindene er der hele bærende billeder, der består af en person indkranset af et lydord i megaformat, og man sidder bare tilbage og tænker "hvad sker der? Buldrer det? Skriger han? Hvad?" Ikke godt nok, Mangismo.
Yoko Tsuno 3 - Budskab til evigheden er en anden klassiker, der blev slugt. Tsuno, når det er absolut bedst. Teknofetsih og eventyr.
Runepress gamle figur Smogy Boy 1 og 2 blev også læst. Krimi Noir-pastiche med sort humor i funny animal-rotte-stil, og ikke særligt sjovt, når det kommer til stykket.
Danske version at Moores League og extraordinary Gentlemen... fandt også den på biblioteket...
Fantastisk historie der er LANGT bedre end den skumle film med Connery... Lidt for sukkersød...
Har bare et spørgsmål. Den pigeskole de finder Griffin på hvor han på mirakuløs vis har befrugtet 3 ungmøer... Sig mig hvad er det egentligt for et sted?
Ellers står den i øjeblikket på Hulk Gray og Constantine - HellBlazer (er det en historie om en meget varm "dinner jacket"?)
Fantastisk historie der er LANGT bedre end den skumle film med Connery... Lidt for sukkersød...
Har bare et spørgsmål. Den pigeskole de finder Griffin på hvor han på mirakuløs vis har befrugtet 3 ungmøer... Sig mig hvad er det egentligt for et sted?
Ellers står den i øjeblikket på Hulk Gray og Constantine - HellBlazer (er det en historie om en meget varm "dinner jacket"?)
Bobbit skandalen... den spøger stadig... hej skat.. nja jeg sidder lige og skriver- med hvem, ikke nogen, bare om tegneserier.. nej skat det er rigtigt!! Anna, jeg kender ingen Anna.. hov, hold den væk fra mig- skat fjern den kniv!! ARRRGGGHHH!
-
Jan Erik Hedberg
- Brugerniveau 5
- Indlæg: 2466
- Tilmeldt: 8. okt 2005, 22:12
- Geografisk sted: Back home in good ol' Hornbaek
-
Jan Erik Hedberg
- Brugerniveau 5
- Indlæg: 2466
- Tilmeldt: 8. okt 2005, 22:12
- Geografisk sted: Back home in good ol' Hornbaek
ERROR, ERROR...Jan Erik Hedberg skrev:B for Blodhævn, Wivel/Thorhauges menstruelle taxation og Jane at war (september - December 1939)
Alt det kryptiske tågesnak om "Wivel/Thorhauges menstruelle taxation", skal I bare glemme - for det blir først om en måned, når vi har lejet Kaptajn Chesters SIRIUS (med besætning og dykkerudstyr og alt det hejs!)
Derimod har jeg læst "ENHJØRNINGEN"s hemmelighed, såååh deet!
med venlig hilsen Jan Erik
Jeg havde fuldstændig glemt hvor fantastisk en historie "Enhjørningen" var. Eller er det også N. Søndergaards oversættelse der gør det. Ligemeget hvad, så må kaptajnens maleriske fortælling gå over i historien som et af de helt store tegneserie-øjeblikke.
Topunderholdning fra første til sidste side. Tak for det!
Har desuden planer om at læse samtlige Franquins Splint & Co. kronologisk, hvilket nok betyder at jeg bliver nødt til at købe Egmonts Splint nr. 1 alligevel, selvom jeg havde svoret ikke at røre den med en ildtang....ØV!
Så med mindre jeg har læst forkert på lektien bør jeg starte med Arven efterfulgt af Robotten...og så ellers bare derudaf!
Topunderholdning fra første til sidste side. Tak for det!
Har desuden planer om at læse samtlige Franquins Splint & Co. kronologisk, hvilket nok betyder at jeg bliver nødt til at købe Egmonts Splint nr. 1 alligevel, selvom jeg havde svoret ikke at røre den med en ildtang....ØV!
Så med mindre jeg har læst forkert på lektien bør jeg starte med Arven efterfulgt af Robotten...og så ellers bare derudaf!
-
Antaeus
- Brugerniveau 7
- Indlæg: 9638
- Tilmeldt: 29. mar 2005, 20:08
- Geografisk sted: Langtbortistan, Vest for Ærø
Er startet på at læse den nye udgivelse af "Blueberry - ungdom og borgerkrig"
Har købt "Tintin og Enhjørningen"
Bøger:
Solar af Brian Roland Larsen - er nu ved 2. bind
Købt hele Night's Dawns Trilogien af Peter F. Hamilton
Enders Game af Orson Scott Card
Film-serie:
Firefly
Battle-Star Galactica
Er lige startet på Babylon 5
Har købt "Tintin og Enhjørningen"
Bøger:
Solar af Brian Roland Larsen - er nu ved 2. bind
Købt hele Night's Dawns Trilogien af Peter F. Hamilton
Enders Game af Orson Scott Card
Film-serie:
Firefly
Battle-Star Galactica
Er lige startet på Babylon 5
