Seriejournalen Sommer-Stafet 2007!

[Thomas S]

Hmm... Hvad har det sidste år budt på? Jeg rålæste Cerebus, men gik kold 2/3 inde i serien. Jeg fik læst en masse Marvelklassikere (alle Interpresses Marvel Klassiker hæfter, al X-Men inden Giant-Size 1 og Tomb of Dracula), men har ellers fået helt og aldeles nok af moderne Marvel og gider det ikke mere. Jeg fik gennemført en hel Kazuo/Koike-serie, men den blev lidt træg mod slutningen. Jeg fik læst Tatsumi og Chester Brown, der begge bød på gode værker, men lidt ufuldendte på hver sin helt egen måde.

Men de tre største forfatter for mig i år må være Peter Bagge, Peter Kielland og Peter Tezuka. Jeg tror, vi starter med at udelukke Peter Bagge, fordi det meste jeg har læst var genoptryk, jeg helt eller delvist havde læst før. Men fantastisk var det - og de to Buddy-romaner bør ingen snyde sig for. Ved nærmere eftertanke så var det vist også i april, at jeg blev færdig med Jernpotte, så det var sgu ikke i det forløbne år, så den får bare hædrende omtale.

Så det blev noget Tezuka! Der var der nok ingen, der havde gættet. Spørgsmålet er bare hvad. Jeg læste Buddha for et år siden. Har læst store dele af Phoenix og Astro Boy samt Ode to Kirihito og Apollo's Song i mellemtiden. Og det hele var fantastisk. Astro Boy måske knap så henrivende.

Jeg har aldrig slugt 3000 sider så hurtigt, som jeg gjorde med Buddha. Jeg åd de første to bind, så snart jeg havde chancen, og da jeg fik de sidste seks, læste jeg dem på få dage. På den anden side er den meget lang, og det virker som om, at Phoenix: Karma beskæftiger sig med de samme problematiker på en meget mere intens og vedkommende måde, fordi den ikke behøver at spilde tid på samtidig at være en biografi.

De andre Tezuka-ting er gode, men når nok ikke helt det samme niveau som disse.

Så efter et år i Tezukas tegn deler jeg førstepladsen mellem Buddha og Phoenix: Karma. De får den for begge at være de bedste værker hos en stor kunstner, der i tynd streg maler med store pensler.

Tezukas sideproduktion som tegner (150.000 sider!) viser alene, at kun ved hjælp af de samlede Tezuka-studier har det været muligt at lave, hvad han har lavet. Alligevel har jeg ikke haft fingre i noget, hvor siderne ikke drev af Tezuka-ånd. Stregen er altid Tezukas, genkendelig fra den øvrige metervaremanga ved en amerikansk inspireret funny animals-feel uden funny animals. Og historierne er altid Tezukas, når de med en godmodig charme konstant forsøger at håndtere hele universet, livet, døden, kosmos og karma på en gang uden overhovedet at lade sig imponere af fænomenernes omfang.

Jeg forsøger at sende stafetten videre til Steffen P. Maarup, men er væk i weekenden, så kan desværre ikke følge op på invitationen før tidligst sent søndag.

[Steffen P. Maarup]

Det seneste års bedste læseoplevelse har været Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden. Det er uden konkurrence også den tegneserie, jeg nogensinde har brugt mest tid på. Men det gælder ikke, for jeg havde læst den før - og så er det selvfølgelig også salgshype.
Årets sublime lille overraskelse var denne bog (uden grim stregkode):



Titlen betyder noget i retning af 'kommer og går' eller 'frem og tilbage'.
Jeg så den i en tegneseriebutik i Paris i efteråret og kiggede i den af den simple grund, at det er en flot enkel, lærredsindbundet bog. Og da jeg læste den (klaret på et minut), var jeg solgt. Men til 22 € var det alligevel en høj minutpris, så jeg købte den ikke.
Det fortrød jeg bagefter, så jeg anskaffede mig den nogle måneder senere i Angoulême (lifestyle cosmopolite) og har begejstret vist den for sagesløse sjæle, der siden har vovet sig ind i mit hjem.

KOM NU TIL SAGEN, HVAD HANDLER DEN OM?!

Bogen består af 22 helsidesplancher på højresiderne, venstresiderne er varierende nuancer af rød/lyserød. Kunstfims? You bet.
På side et ser vi en mand stå ubeslutsom uden for en gadedør. Han har så vidt jeg husker en buket blomster i hånden. Han skal i hvert fald mødes med en kvinde. Det er en simpel, sort-hvid tegning uden overflødige streger. Nedenunder står "On l'appelle?" - "Skal han ringe på?"
På næste side tørrer han fødderne på måtten: "Il se frotte au paillasson."
Han trykker på ringeklokken: "Il appuie sur le bouton." Jeg skruer lidt op for tempoet: Døren åbner sig; han befinder sig i en lille gang; han går frem og tilbage; han gør sig klar til at gå ud (for han opgiver at vente på kvinden). Og så på planche otte står der "On l'appelle?" Men nu betyder det "Skal han kalde på hende?" Og nu gentages teksten på de følgende sider: "Il se frotte au paillasson" ledsages af en tegning, hvor manden og kvinden tydeligvis har fundet hinanden, for han er i gang med det, som så malerisk på engelsk hedder carpet munching. Og så fremdeles. Efter sexscenen, som både er lummer og elegant, kommer der yderligere skred i det minimale plot (som jeg ikke skal afsløre). Det lykkes Guibert lydefrit at vriste forskellige meninger ud af sætningerne.
Va & vient er en bagatel, men den er udført helt perfekt.

Det gør det i øvrigt ikke mindre interessant, at Emmanuel Guibert er en ekvilibrist, som kan tegne på et utal af måder:







Og så sparker jeg bolden over til Erling Søby.

[Steffen P. Maarup]

Nå, han lader til at være AWOL eller i hvert fald MIA.
Så prøver jeg med min forlæggerkollega BjaAAArne.

[Steffen P. Maarup]

- som takker pænt nej pgr af travlhed.
Stafetten er hermed overrakt til den første, der gider.

[Henrik Rehr]

- som takker pænt nej pgr af travlhed.
Stafetten er hermed overrakt til den første, der gider.

Jeg fik den tilbudt tidligere af Johan, men løb min vej p.g.a. deadlines. Imidlertid er de nu næsten allesammen ude af vagten, så jeg gider og napper dermed stafetten. Later, alligator.

[Berti Stravonsky]

Rehr er en guttermand
han knalder hele dagen lang
når dagen så er omme
han tænker på at komme
men inden det er sket
Rehr er ganske svedt
han tænker på at stoppe
ignorerer nu sin hoppe
saksen kommer frem
for Frank han tænker,
ham Rehr er sgu for slem

[Henrik Rehr]

Rart at se at Berti har fået kog i sin jord-huga igen. Nå, men det var stafetten...

Må indrømme at jeg ikke har læst så hulens mange tegneserier på det sidste (det kommer såd'n lidt i perioder, syn's jeg), men nogle af dem har været virkeligt fine. American Born Chinese af Gene Yang, Ode to Kirihito af Tezuka (se Stærmoses indlæg i stafetten) og Abandon the Old in Tokyo af Tatsui især, men stafetvalget falder alligevel på den mest oplagte: Fun Home af Alison Bechdel.

Fun Home er en selvbiografi, der handler om mange ting, men mest om Bechdels fars homo/bisexualitet, hendes egen homosexualitet og især om hvordan faderens tilbøjeligheder og mange luner og tvangstanker præger hele familiens liv (og det her er one fucked-up familie!). Bogen er langtfra lydefri (og det ikke kun fordi selvbiografi-genren efterhånden er lige så overbefolket som genren af tegneserier om Frankrigs historie): Det vrimler med litterære referencer, der kan virke en kende kejtede (men siden faderen er en ivrig læser, hænger det trods alt sammen tematisk), Bechdels gloseforråd har efter min mening liiige lovligt travlt med at prøve at imponere og hun kunne helt ærligt godt være en bedre tegner (især finder jeg de grafiske miljøbeskivelser ubehjælpsomme). Ikke desto mindre sejler fortællingen flot af alle skær, sikkert fordi Bechdel først og fremmest behandler sig selv og sin familie med intelligens, indsigt, ærlighed og en helt særegen ømhed, alting til trods*. Fun Home går rent hjem og skar bare direkte ind i i hvert fald den her læser.

Ud af fem kokkehuer gi'r Rehrs Standret Fun Home af Alison Bechdel:
Den er for FE'!

(Fun Home blev i øvrigt valgt som årets bog af Time i 2006.)

Stafetten gives videre til Lars Horneman (DJ-navn: MC Horny), og så krydser jeg ellers fingre for at han ikke er ovre i det der Sverige, hvor han bare æææælsker at drøne hen om sommeren.


(Var det 200 ord?)



(*Her kunne David B. of [i]Epileptic fame[/i] lære noget. Fun Home er en historie om en familie, der rent faktisk handler om en familie og ikke bare om forfatterens selv med familiens tragedie som bagtæppe!)

[Steffen P. Maarup]

Jeg kan ikke huske, om Carsten har annonceret det, men Morsomt hjem udkommer på Carlsen. I år vist endda måske muligvis.

[Henrik Rehr]

Nå, Horny melder afbud (masser af arb OG Touren, samtidig), så jeg bruger samme skumle trick som Steffen og smider stafetten op til den næste frivillige og friske....eller også gerne en ufrisk, for den sags skyld, bare den bliver grebet....har Frank haft den forresten (ikke at det betyder at han er ufrisk, altså)?

[KimEmil]

Hallo! Jeg springer frisk ind fra siden og griber stafetten her på Tourens hviledag.
Som altid har der været tid til genopfriskning af de gode gamle, helt friske sager,
og nogle af de gamle mestre, der er vendt stærkt tilbage.

Jeg var positivt overrasket over Tardis "Vejene rundt om Georges Gerfaut".
En elementært spændende historie hvor vores helt bliver kastet godt og grundigt omkring,
samtidigt med at han må træffe nogle eksistentialistiske valg, der flytter ham som menneske.
Tardis streg som jeg har elsket siden Adele-dagene kommer til sin fulde ret.
Tardi har ikke skrevet historien selv, og jeg synes at det hjælper.
Historien har et godt flow, hvor Tardi ellers nogen gange meget omstændigt remser en lang række navne op...
Sæt en jazz-skive på, læn jer tilbage og nyd historien!

Foranlediget af en lille Bruxelles-shopping tur, genopdagede jeg Sokal.
Forstår stadig ikke, at der kun kom 5 albums med Insepktør Canardo på dansk,
på fransk er de vist oppe på en 12-14 stykker.
Det er en fremragende serie, som jeg genlæste med stor fornøjelse. Spændende, veltegnet, satirisk, morsom, barsk, poetisk, et rigtigt værk af en stor kunstner.
Synd at han vist primært beskæftiger sig med computerspil i dag.

På det amerikanske marked nyder jeg stadig Fables-serien, spring endelig med på vognen! Bill Willingham har skabt et spændende univers,
hvor alle eventyrernes personer, er blevet jaget ud af deres egen verden,
og nu bor i asyl i New York.
Dog bor fabeldyrene, kæmperne osv, som ikke passer ind i den moderne verden i en velbevogtet farm ud e på landet.
Rose Red, Snow White, Little Red Riding Hood,
Big Bad Wolf osv. bolter sig i velfortalte story arcs,
der behændigt er samltet op i trade paperbacks.
Det lyser ud af historierne, at han har moret sig med at skrive dem, tegningerne er amerikansk mainstream,
med flotte forsider af James Jean

Vil gerne sende stafetten videre til Kim Jensen!

[KimEmil]

Der var gået lidt kommunikation tabt, jeg har i stedet prøvet at sende stafetten videre til Mads Bluhm, formand for komiks.dk

[bluhm]

Så er den her...

Jeg er stadig lidt rundt på gulvet efter lynlæsning af den nye Harry Potter bog samtidigt med, at jeg står i flytterod til op over begge ører. Men man er da et skarn, hvis man ikke lige kan standse op og dvæle lidt ved et par af de fantastiske tegneserieoplevelser, som det forgangne år har budt på. Jeg evner ikke at vælge den fedeste, så stik imod reglerne kommer der en lidt blandet landhandel ud af det.

Lad mig starte med at kaste en Cruciatus-forbandelse på Kim Emil for at have tilranet sig hyldesten af â€Â

[Michael Lindal]

Og Lindal accepterer! Jeg er hamrende ligeglad med det der cykel-halløj og synes altid det er sjovt at se folkehelte blive offentligt ydmyget, så jeg vender tilbage længe før den der Tour er slut. Medmindre den allerede er det? Jeg har ingen anelse.

Dog er jeg på arbejde lige nu, så jeg vender frygteligt tilbage inden for de næste par dage.

Forvent noget med Marvel. Og måske noget amerikansk indie.

[Michael Lindal]

Here goes…

Ligesom Bluhm har jeg også haft det svært med at skulle skrive om blot en enkelt titel, så jeg snyder og skriver om tre. Jeg starter med Brian K. Vaughans fantastiske og originale science fiction serie Y – the Last Man. Den har naturligvis kørt i mange år efterhånden og er snart slut, men jeg sprang på den i tradepaperback i år.

Yorick Brown er den sidste mand på jorden. På præcis samme tidspunkt døde samtlige hankønsvæsener på planetens overflade med undtagelse af Yorick og hans han-abe Ampersand. Det første enkelthæfte er nærmest fortalt i real-time og åbner op for en lang række af mysterier, der kommer til at drive serien. Hvorfor døde alle hankønsvæsenerne? Hvorfor overlevede Yorick og Ampersand? At være den sidste mand i verden er ikke så sjovt som det lyder og Yoricks rejser kloden rundt efter både svar og kæresten Beth (der var på den anden side af kloden, da katastrofen indtraf) er ekstremt farefulde.

Vaughan fortæller en yderst spændende historie samtidigt med, at han stiller spørgsmål om både civilisation og kønnenes relationer. På bedste BKV manér besvarer han ikke nødvendigvis disse filosofiske spørgsmål, men overlader det til læseren. Persongalleriet er fænomenalt. og det er god gammeldags science fiction fra dengang, hvor denne betegnelse betød andet og mere end rumvæsener, der sprang New York i luften eller hvad det nu er, de kalder science fiction i vores dage. Y – the Last Man HANDLER om noget!

For blot en måned siden læste jeg så Daniel Clowes grafiske roman om David Boring. Den slog benene væk under mig. Jeg havde skam læst og elsket Ghost World for flere år siden, men jeg var slet ikke forberedt på den kompleksitet, hvormed Clowes fortæller sin historie i David Boring.

David er en taber af karat. Han har en fetich for kvinder med store røve og hans søgen efter den ideelle kvinde er nok så ynkelig. Hans fascination af den mystiske kvinde Wanda fører til, at han bliver skudt i hovedet, hvilket han mirakuløst overlever. Derefter bliver historien måske og måske ikke post-apokalyptisk, og det hele ender på mange måder i hat og briller. På den fede måde.

Det er umuligt at genfortælle historien i tegneserien, der både er køkkenvask-agtig og surrealistisk. Jeg elskede Ghost World, men det viser sig at Clowes er en endnu bedre fortæller, end jeg troede. Herligt og udfordrende! Strukturen i tegneserien er fantastisk.

Og så er jeg jo gammel Marvel-dreng, så jeg er sgu nødt til at hive noget fra den kant ind i stafetten. Det skal ikke være Vertigo og indie det hele. Men nej, det bliver ikke Civil War, men derimod Alan Davis’ Fantastic Four - The End. Der er tale om en slags futuristisk what-if historie, men det skal man ikke lade sig afskrække af. Det er go’ gammeldaws Marvel fra dengang stafetløberen var knægt. Den minder mig flere steder om John Byrnes FF og andre steder om Kree-Skrull krigen. Den er måske lidt for tæt plottet, og jeg er ikke sikker på, at alle tråde bliver samlet til sidst, men det er dælme tæt på. En rigtig god Fantastic Four historie. Alan Davis forstår virkelig Reed Richards og co.

Og så vil jeg også gerne slå på tromme for de tidligere nævnte Strange Embrace og Pride of Baghdad samtidig med, at jeg vil forsøge at holde stafetten i Komiks.dk familien ved at give den videre til Dan Denholt.

[Dan D.]

Så må jeg vel hellere tage staffetten op og løbe med den som var jeg ved at blive dopingtestet.

Jeg har læst mange fabelagtige ting over de sidste 12 måneder, men den tegneserie der har gjort størst og mest indtryk er Wildstorm/DC's relancering af STORMWATCH, som STORMWATCH: POST HUMAN DIVISION, skrevet af Christos N. Gage og tegnet af Doug Manhke.

At bringe et frisk pust til superheltegenren er stort set umuligt nu til dags, men Gage har formået at gøre det.

Stormwatch, de forenede staters superhelte krise-indsatsstyrke, er tilbage, men i budget problemer. Da nogle skurke bliver opdaget midt i et hemmeligt møde, bryder en voldsom kamp ud midt i New York med masser af civile drab til følge.
Jackson King, lederen af Stormwatch, erkender at Stormwatch ikke kan være overalt på en gang og indser at der er brug for at træne almindelige mennesker til at bekæmpe superkraft relateret kriminalitet.

Til det rekruttere han John Dorian, en politimand der ikke kun overlevede den frygtelige kamp i New York, men faktisk fik taget to skurke ned, Fahrenheit, tidligere medlem af Stormwatch der har mistet sine kræfter, Dino Manoli, aka The Machinist, tidligere skurk som er blevet gammel, fed og slidt op, Paris, en elitesoldat med en evne til at se sine modstanderes svagheder, Black Betty, en okkult og magiekspert og Mordecai Shaw, en ekspert på superpersoner og væsner, der selv er blevet transformeret om til rummonstret The Monstrosity af overskurken Lord Defile.

Sammen må dette umage hold ikke kun prøve at aktivt forhindre trusler, men også træne andre hold og overleve på et stramt budget.

Christos Gage er forholdsvis ny inden for tegneserie genren, men han skrive på et niveau der giver baghjul til størstedelen af branchen.
Ikke pseudointellektuelt og overdrevent teksttungt, men ligefrem og medrivende, hvor de vigtige informationer formidles præcist og naturligt.

Karaktertegningen er skarp og nuanceret, uden at ty til stereotyper og klicheer, og i en branche der er forblindet på at alle enkelt hæfter skal samles som TPB og derfor skal være en del af en større historie, så formår Gage at skabe en hel historie i hvert hæfte samtidig med at det hænger sammen i en større helhed. En sjældenhed nutildags.

Doug Manhke har i årevis været en fantastisk, men undervurderet tegner. Her rentegner han for første gang sig selv og gør dermed sine tegninger, om muligt, endnu bedre.
Detaljerige, dynamiske og flot designede, samtidig med at han overvinder den store hurtle i amerikanske tegneserie: at få personerne til at se forskellige ud uden kostumer. Og så formå han at overholde deadline'en!

STORMWATCH: PHD går på en eller anden måde op i en højere enhed, hvor helhed bliver mere end summen af dens dele.
Der er dybde, spænding, action, uhygge og fascinerende figurer, samtidig med at den genopfinder et gammel serie, en slidt genre og altsammen uden søgt intellektuel selvhøjtidlighed og kunsternisk selvoptagelse.

Seriens eneste svaghed er at nydelse af den er afhængig af en kendskab til amerikanske superhelte tegneserie, og tildels også en lille kendskab til Stormwatch.
Gage har dog genopfundet meget og forklarer undervejs uden at det bliver serveret på et sølvfad og skåret ud i pap.

Jeg kan kun anbefale alle at kaste sig over denne serie med det sammen (en handy TPB med de første 6 numre er netop nu på trapperne).
Ikke kun den bedste tegneserie jeg har læst inden for de sidste 12 måneder, men en af de bedste tegneserier jeg nogensinde har læst.

Jeg giver staffetten videre til...

FRANK MADSEN!