Blankets på Dansk: En Dyne af Sne

[Hans Chr. Vang]

Vi nærmer os ...



Til foråret udgives den af tegneseriekooperativet, der består af undertegnede og vores allesammens Mr. Fahrenheit.

Bestil nu på www.endyneafsne.dk og så gi'r vi forsendelsen, når bogen udkommer. Ingen forudbetaling, bare forudbestilling.

[Frank Madsen]

Vi nærmer os ...

Den er behørigt dækket i en tidligere nyhed:

http://www.seriejournalen.dk/tegneserie ... sp?ID=3248

[Hans Chr. Vang]

Men nu har vi jo en forside at vise frem

[Cav]

Som for øvrigt er rigtigt flot! Er også vild med jeres oversættelse af titlen!

[Thomas S]

Er også vild med jeres oversættelse af titlen!

Til gengæld synes jeg, ikke sproget flyder helt godt i oversættelsen i smagsprøven.

Det er meget lidt at dømme ud fra, så det behøver ikke at betyde noget, men især udtrykket "en periode af nåde" forekommer mig at være meget udansk, som slet ikke passer ind i teksten. Jeg gætter på, at det er en direkte oversættelse af "period of grace" eller noget lignende. På dansk ville man sætte periode og nåde sammen som "nådesperiode", men det er også et kringlet udtryk - vi er ikke vant til at bruge nåde i den sammenhæng. "Prøvetid" havde haft små nuanceforskelle i forhold til den engelske tekst (gætter jeg stadig på), men ville have fået den danske tekst til at flyde.

Hvem har oversat?

[Thomas S]

Nå ja, jeg kunne naturligvis også have googlet "period of grace" i stedet for at forsøge og gætte. Det er et fast udtryk, der betyder prøvetid i forbindelse med en aftale, så der skulle nok have stået prøvetid.

[Thomas S]

... at gætte! Å!

[Steffen P. Maarup]

Som for øvrigt er rigtigt flot! Er også vild med jeres oversættelse af titlen!

Jeg synes også, det er den helt rigtige titel. Den holdning deler franskmændene og hollænderne også. (Manteau de Neige, Een Deken Van Sneeuw)

Og så mener jeg, at Blankets er en af de tre vigtigste bøger i lad-os-kalde-det-graphic-novels-og-måske-så-få-nogle-nye-læsere-lokket-til-bølgen, så hurra, hurra og hip.
(De to andre er Persepolis og Jimmy Corrigan.)

[Henrik Rehr]

Og så mener jeg, at Blankets er en af de tre vigtigste bøger i lad-os-kalde-det-graphic-novels-og-måske-så-få-nogle-nye-læsere-lokket-til-bølgen, så hurra, hurra og hip.
(De to andre er Persepolis og Jimmy Corrigan.)

Det er meget muligt at En dyne af sne hører til den kategori du omtaler, men kvalitetsmæssigt er den kommet i alt for pænt selskab, hvis den nævnes i samme åndedrag som Persepolis og Jimmy Corrigan. Thompson er en absolut ferm tegner og fortæller, men det som han bruger sit talent til at fortælle er desværre meget banalt (både her og i Chunky Rice, jeg må indrømme at jeg aldrig gad læse hans rejseskildring, som jeg har glemt navnet på...noget med Carnet vistnok). Dyne af sne har simplethen ikke nok interessant eller dybsindigt at sige om sit emne til at holde min interesse fanget over 600 sider (og der er ellers masser at gribe fat i). Og jeg er helt enig med Cav i at den danske titel er fin, men Åh, bare vi dog ku' knalde ville efter min ydmyge mening ha' passet meget bedre til indholdet. Ikke at bogen ikke kan lokke nye læsere til (for nu at vende tilbage til dit udgangspunkt), men de skal nok ikke ha' haft hår på karamellen ALT for længe.

[Steffen P. Maarup]

Jeg tror, vi næsten er rørende enige. Jeg formulerede mig bare lidt uldent. Jeg synes ikke, Blankets er et Mesterværk med stort M, men den er virkelig velfortalt og en ganske rørende romantisk historie, som kan ramme et publikum, der ellers ikke læser de der tegneserier.
(Også et publikum, der har haft hår på karamellen i pænt lang tid.)



(For når vi snakker Mesterværker, så venter vi jo på, at Paw får udgivet Black Hole.)

[Henrik Rehr]

(For når vi snakker Mesterværker, så venter vi jo på, at Paw får udgivet Black Hole.)

Narhhhmjaaa, hvis vi skal snakke med stort M, så synes jeg faktisk Burns kommer til kort på den konto på forfattersiden af Black Hole. Han har en ski'ego' ide og begynder med perfekt pitch og så er det som om han ikke ved hvad han nu skal gøre med fortællingen, men bare går igennem den essentielt samme historie en tre-fire gange til og så...øh...færdig. Men grafisk er Black Hole omtrent guddommelig.

Apropos på-dansk-uudgivne Mesterværker, skulle det der Aben Maler Kabaler-forlag så ikke udgive Wares Jimmy Corrigan? De hungrende masser venter, balancerende på desperationens rand, Steffen!

[Kim Larsen]

Havde en søvnløs nat, og tænkte at jeg lige havde lyst til at læse en 550 siders lang tegneserie ... og den eneste jeg lige kunne finde var "En Dyne af Sne", så dét blev det så.

Jeg anede ikke hvad den handlede om, før jeg gik i krig, men det var pænt fængende, og jeg følte mig underholdt hele vejen igennem - og selvom den var på de der 550 sider, så blev det ikke for meget, så der må Craig jo være en ualmindelig god storyteller, og stilen var perfekt.

Det eneste minus var, at de jeg var færdig med den, og lagde den fra mig, sad jeg med en følelse af "og hvad så?". Jeg kunne ikke rigtig se hvad jeg skulle med den - andet end at underholde mig i de timer det tog at pløje sig igennem den. Den var, tror jeg, ikke speciel mindeværdig ... men trods alt god, mens det stod på.

[TorbenB]

Så fik jeg endelig læst denne sag, som jeg slæbte hjem fra Komiks.dk (endnu en god grund til at tage på tegneseriefestival). Overordnet er jeg godt tilfreds med oplevelsen: Smukke tegninger og en letløbende fortælling om nogle mennesker, man har lyst til at følge. På forsiden kalder forlaget den en "illustreret roman," det er heldigvis ikke rigtigt: Det er en tegneserie, der på fin vis udnytter mediets muligheder for samspil mellem ord og billede.

OBS: spoilers i det følgende:

Historien er til at forstå og umiddelbart til at leve sig ind i. Den virker meget selvbiografisk - og det er også dens svaghed. Thompson fortæller øjensynlig om sine oplevelser, sådan som de foregik. Det giver et problem, når vi når til det store brud mellem Craig og Raina: Nu har vi fulgt dem over hundredvis af sider, og pludselig ringer han bare og siger farvel. Hvor er den store afskedsscene, opgøret, gensynet med hendes familie osv.?

Ok, hvis det nu ikke skete i virkeligheden, er der meget fair bare at fortælle det, som det var. Men da hele historien er skrevet ind i en ramme af reflektion, mangler her altså stadig noget: Hvad tænkte Craig om årsagerne til deres brud? Hvad ville han have gjort anderledes i dag? Hvad betød forholdet for hans senere forhold? Den slags ville jeg gerne have hørt mere om. I stedet fuser det hele lidt ud til sidst, hvor fokus igen bliver flyttet til hans familie og dens religiøsitet.

Trods dette var jeg glad for læseoplevelsen. Jeg synes i øvrigt, at titlens oversættelse savner den dobbelttydighed, som originalen har: Blankets henviser til det tæppe, han og broderen deler i den fælles seng, til den dyne af sne, der dækker landet, til Rainas quilt (og måske flere andre?). Jeg har dog ikke noget godt bud på et alternativ - "Tæpper," måske?

Mvh
Torben

[Lars S]

Jeg kunne også godt lide den, men synes personligt at det ikke havde været nødvendigt at den var på så mange sider, da historien sagtens kunne ha' været fortalt på halvt så mange sider.

[redneck]

Historien er til at forstå og umiddelbart til at leve sig ind i. Den virker meget selvbiografisk - og det er også dens svaghed.

Jeg fik læst den færdig i går aftes. Den har været udmærket aftenunderholdning i et par dage. Overordnet set er jeg også tilfreds. Min erfaring med graphic novels er ikke stor (Spiegelman og Eisner) - men det biografiske i sig selv, er i hvert fald næppe problemet, det fungerer i hvert fald udmærket for de to.

Jeg synes heller ikke det er korrekt at kritisere den for at være 'for emotionel', som andre gør. Det ligger vel ligesom i genren "ung m/k opdager kærligheden og bliver vraget". Man kritiserer vel heller ikke 'Den unge Werthers lidelser' for at være for emotionel? Om man så kan lide det, er en anden sag.

Der synes jeg personligt, at 'En dyne...' har nogle flere lag. Kirken må lægge ryk til en del kritik, hvilket nok er en større sensation i USA end i DK, men det fungerer meget godt. Samtidig har han nogle gode steder, hvor der drages paralleller mellem f.eks. Platons huleteori og hvor lidt vi som mennesker egentlig kender hinanden. Der er flere lignende eksempler, men jeg kan ikke komme på flere uden at skulle kigge i bogen igen. Som jeg husker det fra gymnasiet, havde vores lærer mere end almindeligt svært ved at forklare Platons teori. Det gør Thompson eksemplarisk - netop ved at bruge styrken i kombinationen mellem tekst og tegninger.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Den er langt fra noget mesterværk, men god gedigen underholdning, der også giver anledning til dybere tanker nogle gange undervejs.