Supermule skrev:Hun [Rindom] var en oversætter, som ifølge hende selv altid passede på ikke at "tale ned" til de børn, som målgruppen for bladet vel bestod af. Jeg har svært ved at finde direkte eksempler på det hr. Spærhage hentyder til, men vi vil da gerne se nogen.
Jeg synes Spærhages eksempler viser, at en vis tanteagtig trang til at beskytte det mindreårige publikum mod vold, nymodens tingel-tangel og for megen lærdom VAR til stede som et bevidst element i Sonja Rindoms oversættelser. Det var måske betinget af tidens krav for 50 år siden, men hører ikke hjemme i en voksenrettet udgivelse af Carl Barks' Samlede Værker i året 2005.
Dr. Spærhages eksempler viser tydeligt, at Sonja Rindoms oversættelser godt kunne trænge til et serviceeftersyn, før de bliver genbrugt i CBSV. I hvert fald hvis målet er at udgive
Carl Barks' Samlede Værker (hvoraf Barks' tekst udgør en central halvdel), og ikke blot rejse et dyrt monument over det danske arkivmateriale med alle dets fejl og mangler. De steder, gamle oversættelser har klippet en hæl, hugget en tå og sprunget over, hvor gærdet er lavest, må oversættelsen bringes i overensstemmelse med tonen i Carl Barks' originale tekst. Så vidt jeg har forstået, ER der allerede taget hånd om dette ved at hyre kyndige oversættere, der skal forestå dette gennemsyn, og det er godt.
At hovedproblemet skulle være Carl Barks' brug af slang, synes jeg ikke, Spærhages eksempler viser. Snarere viser de, at der fra Sonja Rindoms eller det daværende Gutenberghus' side synes at have været et ønske om at rette serierne mod et yngre og mere uskyldigt publikum end det, Barks talte til i 1940erne og 1950erne: Et publikum, der ikke mentes at kunne forstå finurlige ordspil på skurkenes navne, måtte beskyttes mod for megen geografisk viden, nok ikke kendte det amerikanske sagn om Den gyldne Mand, ikke legede med plastikrobotter og mekaniske spøgelser med fjernkontrol (men tinsoldater og påklædningsdukker) og ikke fik t-bones og spareribs (men sagosuppe og stegt flæsk med persillesovs). Men i 2005 og i et værk til 15.000, som vel de færreste børn kommer i nærheden af, må det kunne forventes, at der ikke er fiflet med oversættelsen af pædagogiske hensyn.
Eksemplerne med "Den flyvende Hollænder" og "Guldiver Flintesen" er nemme at bringe i overensstemmelse med originalens hensigter, så de spiller den rolle i plottet, der oprindelig var hensigten. Og hvis man stadig ikke tror, danskere kender til t-bonesteaks og spareribs, så lad dog Anders lave McQuack om til "bankekød og hakkedrenge" eller noget andet, der matcher tonen i originalversionen. Gerne med kartofler og sovs. Og at finde på nogle tidssvarende oversættelser af "plastikrobotter og mekaniske spøgelser med fjernkontrol" burde heller ikke være svært i en tid, hvor Bionicle, Star Wars og Dragon Ball har gjort den slags fænomener til hverdag i danske børneværelser.
"Tal pænt om Rindom", skrev Thomas Schrøder tidligere i denne tråd. Men spørgsmålet er, om man i virkeligheden ikke gør hendes minde den største bjørnetjeneste, hvis man i misforstået respekt for den store dames indsats lader hendes 40-50 år gamle oversættelser glide uændret ind i CBSV?
Jeg gentager lige Dr. Spærhages udmærkede indlæg:
Spærhage skrev:Jeg ser pludselig at der endelig er ved at komme lidt liv i diskussionen om oversættelserne. Bedre sent end aldrig…
Supermule skrev:Hun [Rindom] var en oversætter, som ifølge hende selv altid passede på ikke at "tale ned" til de børn, som målgruppen for bladet vel bestod af. Jeg har svært ved at finde direkte eksempler på det hr. Spærhage hentyder til, men vi vil da gerne se nogen.
Eksempler –så gerne. Skænk kaffen, og læn tilbage….og ’Værs’go’:
I Guldbog 13 finder vi ’Jagten på det Magentarøde frimærke’ (Hvorfor hedder den i øvrigt ikke ’Den gyldne Mand???). Der er mange steder den er gal, men et af de rigtig slemme mener jeg dog er på historiens 8. side hvor (i Barks’ tekst) Rip, Rap & Rup belærer Anders (og læserne!) om at i det 16. århundrede rejste opdagelsesrejsende til Guinea (ikke fantasilandet Coruvia!) for at lede efter El Dorado –den gyldne mand der efter sigende skulle dække sig helt med guld! Sir Walter Raleigh foretog tre ekspeditioner op ad Orinocofloden for at søge efter ham, men fandt ham aldrig, fortælles det videre. Det er dog alt for meget viden at proppe ind i små danske hoveder, så de får en sang fra de varme lande om at Coruvia er et mærkeligt og lidt uhyggeligt land med mange ruiner af mystiske templer…Det kan man sgu da kalde kunstnerisk frihed!
Kæden hopper helt af i ’det Gamle slots hemmelighed’ (Guldbog12). Her er der ud over dårlige oversættelser flere eksempler på tomme dialogbokse. â€Â
