Hvad nu, hvis?

Diskussion og nyheder om Euroklassikere
Besvar
Mogens
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 176
Tilmeldt: 4. dec 2009, 00:11

Hvad nu, hvis?

Indlæg af Mogens »

Vi kender alle sammen vores euroklassikere, som har fulgt os i tykt og tyndt siden barndommens dage, men hvad nu, hvis serier som Tintin, Asterix, Splint & Co., Lucky Luke, Blake & Mortimer, Allan Falk, Blueberry og Red Kelly (for blot at nævne nogle få) først var blevet opfundet nu om dage; havde de så nydt den samme popularitet og status? Hvilke serier havde, hvilke havde ikke og hvorfor?
The Elder
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 279
Tilmeldt: 10. sep 2006, 14:20
Geografisk sted: Brøndby
Kontakt:

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af The Elder »

De serier, vi elskede som barn/ung vil vi altid elske, uanset hvad.
Men det er netop fordi vi er vokset op med dem.

For min første månedsløn gik jeg ned og købte alle Tintin album.
Slut med frustrationen fra skolebiblioteket, hvor de altid var udlånt.
Jeg havde nok ikke købt dem i dag. De kommer også meget sjældent ud fra hylden. De står der mest "fordi de hører til".

Allan Falk slugte jeg i Fart og Tempo. Har også de gamle albums, men hoppede af samlebindene. I min optik holdt de ikke rigtig mere.

Jeg elsker Hermann, så Red Kelly køber jeg stadig. Men her har historierne også nogle gange en brutalitet, der gør dem mere tidsløse end 60'ernes glade drengebogsholdning.

Blueberry ville jeg også tro holder endnu. Det var gode tegninger og historier.
Ligesom de oprindelige Asterix.

Hvis det er tidløst lækkert med kvalitetshistorier, så holder de også i dag.

Men ellers er "problemet" med euroklassikere, at de stammer fra en anden tid med en anden fortællemåde og andre tekniske hjælpemidler.
Måden at fortælle tegneserier på har udviklet sig. Tidsånden har ændret sig. Digitalisering har givet nye muligheder.
En klassisk euroklassiker kan have problemer med at konkurrere.

De skal sælges NU, medens der stadig købestærks publikum med nostalgiske holdninger til serierne.
"Always Look On The Bright Side of Life
Gimli
Brugerniveau 4
Brugerniveau 4
Indlæg: 1725
Tilmeldt: 11. sep 2016, 17:31

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af Gimli »

The Elder skrev:
Hvis det er tidløst lækkert med kvalitetshistorier, så holder de også i dag.

Men ellers er "problemet" med euroklassikere, at de stammer fra en anden tid med en anden fortællemåde og andre tekniske hjælpemidler.
Måden at fortælle tegneserier på har udviklet sig. Tidsånden har ændret sig.
Fuldstændig enig. Der er album blandt de klassiske serier som stadig holder fuldt ud - fordi det er gode historier. Og der er tegnere der - også dengang - skilte sig kvalitetsmæssig ud, så en ok/halvgod historie rejste sig og blev til/er noget særligt.

Men alderen gør også noget - da jeg var ca. 12, var Natacha en af mine ynglings-serier. Og selv om der stadig er gode album i serien, så må jeg erkende at denne serie ikke har samme status i dag. Ikke fordi serien ikke holder, men konceptet, historierne mv. har fået konkurrence fra nyere serier, som simpelt hen er bedre og mere tidssvarende.

Jeg har også læst enkelte af de nyere Blåfrakkerne - og selv om smilebåndet blev trukket stærkere op nogle gange, så må jeg blot konstatere at jeg nok har set Chesterfield gå grassat over Blutch så mange gange tidligere,at det ikke rigtigt kan få grinet frem. Men hvis det var en ny serie, ville jeg helt klart prioritere den højt, for konceptet er altså virkelig godt i forhold til ca. 20-25 album - men så render det tør for reelt nye ideer.
Brugeravatar
Antaeus
Brugerniveau 7
Brugerniveau 7
Indlæg: 7686
Tilmeldt: 29. mar 2005, 20:08
Geografisk sted: Langtbortistan, Vest for Ærø

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af Antaeus »

Der er ganske givet en nostalgi faktor, men..
Når jeg vil læse en god tegneserie så vælger jeg som regel en af de gode gamle fordi mange af dem holder stadig og jeg synes stadig de er gode. Ofte er de er dog ikke så gode som da jeg var barn og andre af dem har tabt meget til tidens tand.

Jeg har mange gange prøvet at læse noget nyere og det andre nævner som det aller bedste, bl.a. de som får pingpriser og nogle gange er det ok til godt, men som regel ikke mere og andre gange keder jeg mig gevaldigt. Jeg har meget svært ved at finde noget som bare er i nærheden af at være så godt som de bedste klassikere. Jeg synes stadig at noget af det bedste man kan læse er Modesty Blaise og forholdsvis nyt for mig er fx Blueberry historierne. Blueberry historierne har jeg intet nostalgisk forhold til for dem syntes jeg ikke om som barn, men jeg læste dem først som voksen. Det samme gælder Linda og Valentin som jeg også syntes var fantastisk da jeg første gang rigtig læste dem i forbindelse med samlebind udgivelserne.
Kæmp for Paul Murrys Samlede Værker
http://dansketegneserieskabere.dk/debat ... =4&t=16720
smfan
Brugerniveau 3
Brugerniveau 3
Indlæg: 524
Tilmeldt: 28. mar 2009, 13:44

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af smfan »

En del af de nævnte ville ikke have en chance, hvis de kom frem nu. Da de kom frem var tiden en anden, og de børn serierne henvendte sig til havde helt andre interesser end nu. Da jeg var barn læste jeg som mange andre Tin Tin. Det var spændende med en alm. fyr, der opklarede forbrydelser. Jeg tror også at jeg ville have fundet Allan Falk, hvis jeg havde læst Fart og Tempo. Det med detektiverne gik igen i mit valg af børnebøger. Jan, Kim og hvad de ellers hed blev læst i en Lind strøm. Nu om dage læser børn ikke detektiv-historier. Det skal være Fantasy eller Sci-fi, så tegneserierne vil ikke have samme betydning for dem.
Det er det samme med western tænker jeg. Da jeg var lille legede vi cowboyer og indianere. Vi så Bonanza og læste Sherif serien og Lucky Luke. Det er de færreste børn, jeg kender der gider se en western eller læse et Lucky Luke album.
Hvis der skulle komme en ny=klassiker nu, måtte den have noget i tiden at støtte sig til. De nye Sherlock Holmes film, har jo meget mere ( tidssvarende ) tju bang, end de originale historier og det gør at de kan finde et publikum.
Mogens
Brugerniveau 2
Brugerniveau 2
Indlæg: 176
Tilmeldt: 4. dec 2009, 00:11

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af Mogens »

Hvis man spørger tilfældige mennesker på gaden, hvad de kender af tegneserier, vil det typiske svar sandsynligvis være Anders And, Tintin, Lucky Luke, Asterix og Steen & Stoffer. Det er serier, der er allemandseje og - for mig at se - ikke er styret af den gængse nostalgi, som vi, der læser med herinde på Serieland, er styret af. Jeg anser ikke mig selv for at være en bedre tegneserielæser end andre (eller bare bedrevidende), og jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til herre over, hvad andre skal købe, men jeg har ofte undret mig over (og kan til tider også godt blive lidt irriteret over), hvorfor Søren disse mennesker ikke graver lidt dybere og udforsker lidt flere serier, end lige dem de finder på skolebiblioteket eller hos deres lokale læge. Well, tegneserierne skal naturligvis kæmpe med nutidens mange tilbud, og med alle disse valg og fravalg, tvivler jeg på, at de ovennævnte serier ville appellere til den brede masse, hvis de først var opfundet nu om dage (uden det dog skal tage noget af seriernes kvalitet).

Mine præferencer har selvfølgelig også ændret sig over årene, men jeg er dybest set relativt konservativ, så det er trods alt ofte de velkendte, kulørte fornøjelser, der ender i indkøbskurven, når mine surtoptjente skillinger skifter ejer. Jeg nåede dog til ét punkt for få år siden, hvor jeg tog et bevidst valg om at vise lidt mere vovemod, ikke mindst for min egen skyld, men også for forlagenes skyld, når de nu gør sig så umage med at forsøde vores tilværelse med alle de mange nye udgivelser de senere år.

Jeg har derved fået en fornyet appetit og vedholdende energi på at læse og samle på tegneserier. Jeg er blevet blæst omkuld af især SHI og er meget begejstret for serier som Gamle Gubber, Undertaker, Harmony, Chok, Den Sidste Tempelridder og Angel Wings.

De gamle klassikere ender stadig i indkøbskurven, men ikke i samme omfang som tidligere, da tiden synes at være løbet fra nogle af dem. Jeg kan stadig godt læse Blåfrakkerne, Sammy, Tim & Thomas og Smølferne, men de får ikke længere pulsen op at køre. Hvis de var opfundet i dag, ville jeg sikkert give dem en chance, men nok heller ikke mere. Jeg kan simpelthen mærke, at jeg er blevet ældre.

Jeg åd Allan Falk råt som barn og teenager, men nu kan jeg godt se, at serien er lidt spejderagtig og skåret over den samme skabelon, men da den er "hellig" for mig, skal hele serien op og stå i reolen.

Hermann har måske slækket på kvaliteten i de senere år, men han er min ubetingede favorittegner og har skabt flere tidløse værker, der holder selv den dag i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at hans serier ville være lige så populære, selv om de var opfundet i dag. Det samme gælder for Blueberry, fordi niveauet var så højt. Historierne var stramt fortalt og tegningerne mageløse. Det er ikke uden grund, at folkene bag Undertaker har givet udtryk for, at Giraud og Blueberry først skulle dø, før der kunne blive plads til deres serie.

Jeg er spændt på, hvordan "folket" tager Bruno Brazil-bogserien til sig. Som bette elskede jeg agent universet, men nu virker serien gammeldags og forældet. Man tager sig selv i at trække på smilebåndet, når de slæber rundt på en kasse af en radiosender, der hører hjemme på et teknisk museum eller ringer fra en telefonboks, hvor vi i dag blot ville hive vores mobiltelefon frem. Og det virker komisk, når de bliver aflyttet af hemmelige agenter, spioner og forbrydere i mørke frakker og med suspekte hatte. Tiden er egentlig løbet fra serien, men den kan måske ende med at få en revival i nostalgiens navn.

Konklusionen på mit oprindelige spørgsmål er vel, at kvalitet altid sejrer, uanset smag og behag. Jeg har det med tegneserier, som jeg har det med musik og film. Jeg kender ikke (og interesserer mig heller ikke rigtig for) de grundlæggende regler for, hvordan man opbygger en tegneserie, en sang eller en film, og de gængse begreber glemmer jeg lige så hurtigt, som politikkerne glemmer deres valgløfter, hvorfor jeg aldrig ville indlade mig på en professionel snak om, hvorfor en given tegneserie er god. Jeg er dog aldrig i tvivl om, hvornår jeg sidder med en uforglemmelig tegneserie, umuligt kan få en sang ud af hovedet eller bliver forblændet af en fantastisk film. Det er ligesom følelsen af at sidde med en jordkølet bajer. Fornøjelsen fortager sig aldrig. Nostalgi eller ej. :D
Brugeravatar
Carsten Søndergaard
Brugerniveau 6
Brugerniveau 6
Indlæg: 5021
Tilmeldt: 2. apr 2005, 00:28
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af Carsten Søndergaard »

Af mange grunde ville de nævnte serier aldrig blive opfundet i vore dage.

I vore dage opfatter vi dem og kender dem som albumserier, men oprindeligt var de først og fremmest føljetonserier i ugeblade. For flere af dem tog det flere år, før de faktisk begyndte at udkomme som album, selv i Frankrig og Belgien, og i begyndelsen kun i små oplag.

Hele denne fødekæde, hvor ugebladene kunne lønne serieskaberne og dermed sikre en løbende produktion med nye eventyr i de samme serier, er afgået ved døden. Når nogle af de nævnte serier blev så kæmpestore succeser, skyldes det også den oprindelige publiceringsform: Ugebladene havde meget høje oplag, og utallige læsere fulgte derfor de samme serier uge efter uge og år efter år (da de ikke havde det moderne menneskes distraktioner som en masse tv-kanaler, filmkanaler, internet, computerspil osv. osv.), først og fremmest i Belgien og Frankrig, men herhjemme jo også for nogles vedkommende i Fart og tempo. Det er slut med det, og derfor kommer der aldrig igen albumserier, der får samme udbredelse og succes.

Der er også den vinkel på det hele, at de nævnte serier var bygget på en katolsk moral og ikke mindst den franske og belgiske censurlovgivning. Derfor er der næsten ingen kvindelige medvirkende i historierne, ingen utilslørede voldshandlinger osv. Den slags vilkår ville man jo aldrig acceptere i dag, og derfor har de store, gamle serier alt andet lige først og fremmest et publikum blandt ... mænd i en vis alder. Jo, jo, der er også kvindelige læsere, men trods alt ...

Lignende strukturelle ændringer kendes fra avisstriber. Der kommer aldrig mere verdensomspændende gigantsucceser som Radiserne, Basserne, Steen & Stoffer, Garfield osv. For aviserne ligger for døden. Aldrig, aldrig mere kommer der spændingsserier, som i forrige århundrede efter avispubliceringen blev samlet i serieblade som Agent X9, Seriemagasinet osv. Ingen moderne læsere vil acceptere at følge en fortløbende handling, som man kun får to sekunder af en gang i døgnet.

Det betyder ikke, at der ikke i vore dage ikke er lige så dygtigte forfattere og tegnere, som teoretisk set kunne have skabt tegneserier med verdensomspændende gennemslagskraft. Nutidens udgaver af Franquin, Hergé, Giraud, Morris, Goscinny, Uderzo osv. arbejder bare for spilindustrien eller tegnefilmindustrien eller tv-industrien i stedet for tegneserieindustrien.

Det betyder heller ikke, at der ikke i vore dage bliver lavet fantastiske tegneserier, hvoraf nogle også brænder igennem på et højere plan. Men ikke som en livslang øvelse for ophavspersonerne, som det var tilfældet med de nævnte klassikere. Ingen moderne tegneserieskabere laver den samme tegneserie i 30, 40 eller 50 år, som læses af de samme læsere i 30, 40 eller 50 år.

Men godt spørgsmål, og selvfølgelig en forjættende tanke :-)
smfan
Brugerniveau 3
Brugerniveau 3
Indlæg: 524
Tilmeldt: 28. mar 2009, 13:44

Re: Hvad nu, hvis?

Indlæg af smfan »

Mogens skrev:Hvis man spørger tilfældige mennesker på gaden, hvad de kender af tegneserier, vil det typiske svar sandsynligvis være Anders And, Tintin, Lucky Luke, Asterix og Steen & Stoffer. Det er serier, der er allemandseje og - for mig at se - ikke er styret af den gængse nostalgi, som vi, der læser med herinde på Serieland, er styret af. Jeg anser ikke mig selv for at være en bedre tegneserielæser end andre (eller bare bedrevidende), og jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til herre over, hvad andre skal købe, men jeg har ofte undret mig over (og kan til tider også godt blive lidt irriteret over), hvorfor Søren disse mennesker ikke graver lidt dybere og udforsker lidt flere serier, end lige dem de finder på skolebiblioteket eller hos deres lokale læge. Well, tegneserierne skal naturligvis kæmpe med nutidens mange tilbud, og med alle disse valg og fravalg, tvivler jeg på, at de ovennævnte serier ville appellere til den brede masse, hvis de først var opfundet nu om dage (uden det dog skal tage noget af seriernes kvalitet).

Mine præferencer har selvfølgelig også ændret sig over årene, men jeg er dybest set relativt konservativ, så det er trods alt ofte de velkendte, kulørte fornøjelser, der ender i indkøbskurven, når mine surtoptjente skillinger skifter ejer. Jeg nåede dog til ét punkt for få år siden, hvor jeg tog et bevidst valg om at vise lidt mere vovemod, ikke mindst for min egen skyld, men også for forlagenes skyld, når de nu gør sig så umage med at forsøde vores tilværelse med alle de mange nye udgivelser de senere år.

Jeg har derved fået en fornyet appetit og vedholdende energi på at læse og samle på tegneserier. Jeg er blevet blæst omkuld af især SHI og er meget begejstret for serier som Gamle Gubber, Undertaker, Harmony, Chok, Den Sidste Tempelridder og Angel Wings.

De gamle klassikere ender stadig i indkøbskurven, men ikke i samme omfang som tidligere, da tiden synes at være løbet fra nogle af dem. Jeg kan stadig godt læse Blåfrakkerne, Sammy, Tim & Thomas og Smølferne, men de får ikke længere pulsen op at køre. Hvis de var opfundet i dag, ville jeg sikkert give dem en chance, men nok heller ikke mere. Jeg kan simpelthen mærke, at jeg er blevet ældre.

Jeg åd Allan Falk råt som barn og teenager, men nu kan jeg godt se, at serien er lidt spejderagtig og skåret over den samme skabelon, men da den er "hellig" for mig, skal hele serien op og stå i reolen.

Hermann har måske slækket på kvaliteten i de senere år, men han er min ubetingede favorittegner og har skabt flere tidløse værker, der holder selv den dag i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at hans serier ville være lige så populære, selv om de var opfundet i dag. Det samme gælder for Blueberry, fordi niveauet var så højt. Historierne var stramt fortalt og tegningerne mageløse. Det er ikke uden grund, at folkene bag Undertaker har givet udtryk for, at Giraud og Blueberry først skulle dø, før der kunne blive plads til deres serie.

Jeg er spændt på, hvordan "folket" tager Bruno Brazil-bogserien til sig. Som bette elskede jeg agent universet, men nu virker serien gammeldags og forældet. Man tager sig selv i at trække på smilebåndet, når de slæber rundt på en kasse af en radiosender, der hører hjemme på et teknisk museum eller ringer fra en telefonboks, hvor vi i dag blot ville hive vores mobiltelefon frem. Og det virker komisk, når de bliver aflyttet af hemmelige agenter, spioner og forbrydere i mørke frakker og med suspekte hatte. Tiden er egentlig løbet fra serien, men den kan måske ende med at få en revival i nostalgiens navn.

Konklusionen på mit oprindelige spørgsmål er vel, at kvalitet altid sejrer, uanset smag og behag. Jeg har det med tegneserier, som jeg har det med musik og film. Jeg kender ikke (og interesserer mig heller ikke rigtig for) de grundlæggende regler for, hvordan man opbygger en tegneserie, en sang eller en film, og de gængse begreber glemmer jeg lige så hurtigt, som politikkerne glemmer deres valgløfter, hvorfor jeg aldrig ville indlade mig på en professionel snak om, hvorfor en given tegneserie er god. Jeg er dog aldrig i tvivl om, hvornår jeg sidder med en uforglemmelig tegneserie, umuligt kan få en sang ud af hovedet eller bliver forblændet af en fantastisk film. Det er ligesom følelsen af at sidde med en jordkølet bajer. Fornøjelsen fortager sig aldrig. Nostalgi eller ej. :D
Endnu værre end Bruno Brazil er Bob Morane. Som barn var historierne vildtvspændenfe og Den gule skygge uhyggelig. Har lige læst samlebindet, og nøj, hvor blev jeg skuffet. Det var som at se første sæson af Star Trek. Bare dårligere. Den serie, ville i al fald ikke have en chance blandt nye læsere.
Besvar